Verdens Poesidag markeres i Aarhus


Poesi er for alle uanset køn, kultur eller holdning til verden, mener Merete Ipsen.

Det er UNESCO, der er FN’s organisation for uddannelse, kultur, kommunikation og videnskab, som er arrangøren bag poesiens mærkedag. Den foregår bl.a. i Norge, Australien og Danmark. Dagen fokuserer på sprogenes mangfoldighed, fortæller Merete Ipsen, medlem af den danske UNESCO-nationalkommission.

– UNESCO går ind for, at deres politik skal rumme mangfoldighed. Det er noget, vi har brug for i de her år. Poesien kan bidrage med noget af det, der ellers kan være svært at svare på, siger hun.

Læs også: Bogelskere over hele verden samles til læse-maraton

Dokk1 markerer Verdens Poesidag
Udstillingen ”Afladninger” åbner i dag, den 13. marts, på kulturhuset Dokk1 i Aarhus. Den er startskuddet til Verdens Poesidag. De næste 14 dage har Dokk1 poesien i fokus med alt fra billedkunst og objekter til lyd og lyrik. Her har alle mulighed for at kaste sig over og være en del af poesien, forklarer Merete Ipsen. Den 21. marts kommer der en håndfuld danske digtere, der skal være oplæsere til arrangementet. Den århusianske digter Poul Lynggaard Damgaard er en af dem. Han er fortaler for poesiens mangfoldighed og dens vigtighed i vores samfund.

Poesi er ikke bare en lille andedam. Den appellerer til følelser og noget alment menneskeligt.
Poul Lynggard Damgaard, digter.

Verdens Poesidag på Dokk1

  • Udstillingen løber af stablen fra den 13.-26. marts
  • Arrangementerne er gratis
  • Daniel Mantel og Max Madsen, der begge er forfattere og multikunstnere, udstiller på Dokk1 i Aarhus i forbindelse med mærkedagen
  • Udstillingen er et samarbejde mellem Aarhus Litteraturcenter, 365tekster, POETKLUB AARHUS, PAPPAGALLO og Dokk1

Han har udgivet tre digtsamlinger, senest Stedets omvendte beklædning (2015). Han mener, at poesien har brug for en hjælpende hånd:

– Litteratur er noget, man skal arbejde for. Poesi er ét af disse kulturtilbud, som man skal være med til at understøtte. Vi lever i en tid, hvor alt er let tilgængeligt. Poesien formår at nå derind, hvor alt ikke bliver serveret, siger Poul Lynggaard Damgaard.

Poesien er almen og binder mennesker sammen
Selvom poesi ofte er meget personligt, er der noget alment gemt i de skrevne ord. Det gælder, ifølge Poul Lynggaard Damgaard, både nutidens digte, men i høj grad også i de gamle.

– Følelserne i poesien er almene. Og jeg tror stadig, at biblioteker og ordene eksisterer om 100 år.

Læs også: BogForum vil gøre dig til selvudgiver

Relevans i nutidens samfund
UNESCO har siden 1999 hyldet poesien. Dagen har fokus på menneskers søgen, og poesiens evne til at forene mennesker på tværs af kulturer, fortæller Merete Ipsen. Verden har brug for poesien, og den er relevant, fordi den sætter ord på vores følelser og andre svære emner, mener både Merete Ipsen og Poul Lynggaard Damgaard mener.

– Poesien kan åbne for spørgsmål om livets værdi og verdens sammenhæng. Det handler om, at vi ikke bare vil have en verden, der er ens, og hvor det er de samme toner, der slås an. Men derimod en verden, hvor der kan siges forskellige ord, på forskellige sprog, med forskellige stemmer i forskellige områder. Den mangfoldighed kan poesien bidrage med, siger Merete Ipsen.

Leave a Reply

Your email address will not be published.