En række voldsomme gruppevoldtægter i Indien har i den seneste tid chokeret hele verden. I december udløste en brutal gruppevoldtægt af en 23-årig indisk kvinde, der senere døde af sine kvæstelser, voldsom debat om kvinders sikkerhed i Indien. I februar blev tre søstre på seks, ni og 11 voldtaget og dræbt, inden deres lig blev smidt i en brønd.
Senest er en schweizisk kvinde blevet gruppevoldtaget af seks mænd, mens hun var på cykelferie sammen med sin mand, og i denne uge kom en 25-årig britisk kvinde alvorligt til skade, da hun forsøgte at flygte fra to voldtægtsmænd.
De mange meldinger om voldtægter har i dag onsdag d. 20. marts fået Udenrigsministeriet til at skærpe teksten i deres rejsevejledning til det folkerige land.
Forsigtighed og sund fornuft
– Den generelle kriminalitetsrisiko for udlændinge på de kendte turistdestinationer i Indien er forholdsvis lav. Set i lyset af et stigende antal rapporterede seksuelle overgreb imod kvinder, herunder også imod udenlandske turister, bør man dog udvise betydelig forsigtighed. Man bør generelt udvise normal sund fornuft, herunder ikke færdes alene i isolerede områder, og specielt om natten, hvilket også gælder storbyerne og turiststederne.
Læs også: Udenrigsministeriets rejsevejledning til Indien
Udenrigsministeriet skriver desuden, at danskere bør være forsigtige med at modtage gratis mad og drikke (f.eks. kiks og the) fra fremmede på offentlige steder.
– Der har været tilfælde, hvor turister er blevet bedøvet og har fået frarøvet deres ejendele, eller er blevet udsat for seksuelle overgreb.
Flere andre lande som Schweiz, Storbritannien og USA har også ændret deres rejsevejledninger. De råder også deres borgere til kun at rejse sammen i større grupper med guide.
Skrevet af Trine Steengaard Nielsen/BNB