Iført hjelm og skudsikker vest rapporterer de danske udlandskorrespondenter fra steder, hvor lyden af bomber og maskingeværer er lige så velkendt, som stilhed er på landet i lille Danmark.
Korrespondenterne sætter ofte livet på spil for at bringe befolkningen nyheder om, hvordan situationen står til i det mest udsatte områder verden over, men det er de ikke alene om. De har oftest en meget vigtig hjælper ved deres side, når de jagter historier – nemlig deres fixer.
En af disse fixere er Anna Pyatetska, som blandt andet har arbejdet sammen med Matilde Kimer fra DR. Hun sammenligner jobbet som fixer med journalisterhvervet, men blot med et meget specifikt mål – at tage vare på omtrent alle omstændighederne, der gør det muligt for korrespondenten at lave de gode udlandshistorier.
– Hvis der ikke var nogle fixere i Ukraine, ville det være helt umuligt for journalister at arbejde i vores land og i krigszoner specielt. Der ville simpelthen være en langt mere mangelfuld dækning af situationen. Og jeg siger ikke det her, fordi jeg vil få vores job til at virke mere vigtigt, men fordi det er sandheden, siger Anna Pyatetska.
Livet som professionel fixer
Anna Pyatetska er 22 år gammel, fra Ukraine og arbejder til daglig som professionel fixer i sit hjemland. Hun har arbejdet som fixer det seneste års tid, så hun er fortsat ny i faget, men med store konflikter i Ukraine har hun haft rigeligt at tage sig til.
– Der er kun gået et år, men det føles som mindst fem. Jobbet er så aktivt, jeg føler mig mættet. Så meget information går i gennem dig, at det føles som om, der er 72 timer på en dag, siger Anna Pyatetska.
– Er hyret af en korrespondent til at hjælpe med at arrangere og finde historier.
– Bor eller har nært kendskab til landet, hvor historierne skal laves.
– Behøver ikke have noget journalistisk kendskab, men har det dog ofte.
– Aflønnes typisk for at researche, finde kilder og oversætte.
– Bliver oftest ansat på dagsbasis og får betaling i hånden.
Anna Pyatetska arbejder for et fixer-selskab og har på tæt hold kunnet følge et erhverv med vokseværk. Hun har løbende fået flere og flere kollegaer, og hun mener, det hænger naturligt sammen med de mange internationale kriser, der skaber større behov for professionelle fixere.
– Fixerkulturen udvikledes da behovet opstod. Og nu hvor behovet vokser, bliver flere mennesker involveret i det. Vores firma bringer flere og flere ind i branchen for at være sikre på, at dem vi arbejder sammen med er kvalificerede. Der er altså meget større konkurrence om jobbene, hvilket betyder, at fixerne hele tiden udvikler sig til at blive mere professionelle, siger Anna Pyatetska.
Anna Pyatetska og hendes kollegaer bliver oftest ansat på dagsbasis, og hendes typiske opgaver er at researche, finde kilder og at agere tolk og oversætte spørgsmål ved interviews. Samtidig er hun med i marken over alt, hvor korrespondenterne tager hen.
Ikke noget nyt fænomen
En af dem, der har hyret fixere i journalist Steffen Jensen. Hans erfaringer går bl.a. helt tilbage til 1988. Vi befinder os på Vestbredden. En gruppe bevæbnede palæstinensere, kaldet De Sorte Pantere, er jaget som vilde dyr, men ikke kun af den israelske efterretningstjeneste. De fleste journalister, der dækker Israel-Palæstina-konflikten, vil give alt for et interview med gruppens ledere.
Det er lige præcis, hvad der går i opfyldelse for Steffen Jensen og hans tv-hold fra TV 2. De gør sig et vaskeægte ”scoop”, men æren må tilskrives en anden, nemlig Steffen Jensens fixer, den kun 22-årige Khaled Abu Toameh.
– Khaled skaffede os kontakterne af de mest snørklede omveje. Det var en historie, der næsten var 100 % Khaleds fortjeneste, siger Steffen Jensen.
Steffen Jensen har arbejdet som korrespondent i Mellemøsten helt tilbage fra start 80’erne og har med tiden opbygget et stort kendskab til ”fixerkulturen”. Ifølge ham er det helt normal praksis at hyre fixere, og han lægger heller ikke skjul på, hvor stor betydning fixerne har for hans arbejde.
– Jeg kunne godt fungere, men jeg ville være lettere handikappet, og jeg ville være langt mindre produktiv uden min fixer, siger Steffen Jensen.
Netop vigtigheden af fixerne lægger også Jørgen Skrubbeltrang stor vægt på. Han har skrevet ph.d.-afhandling om danske korrespondenter og har i fem måneder fuldt dem rundt i forskellige lande i Mellemøsten.
– På mine rejser lagde jeg specielt mærke til, hvor normal en kultur det er, og hvor fuldstændig afgørende en rolle fixerne spiller. Når man er fysisk tilstede som korrespondent, så burde man jo have adgang til en masse historier, men det har man bare ikke. Man skal have nogen til at skaffe den her sidste adgang, ellers er det simpelthen ikke muligt at lave gode historier, siger Jørgen Skrubbeltrang
Bagsiden af medaljen
Der findes en lang række problemstillinger ved fixerkulturen, som er bekræftet af Netavisens forskellige kilder. En af dem er det sikkerhedsmæssige aspekt, som blandet andet spiller en stor rolle i udvalgte områder:
– Det største problem er det lave sikkerhedsniveau, når vi arbejder i krigsområder og ved gadedemonstrationer, fortæller Anna Pytetska.
Det er en problemstilling, som også Steffen Jensen kan nikke genkendende til- Han tager den endda skridtet videre og præsenterer, hvad han kalder for ”et forfærdeligt dilemma” uden nogen rigtig løsning:
– Vi kan selvfølgelig ikke garantere, at der ikke rammer en granat ned i hovedet på os og dræber os alle, men det ved vi alle på forhånd, og det ved en fixer også. Det helt store problem er, når situationen bliver for pebret, til vi selv tager ind, og i stedet lader fixeren lave historierne for os. De filmer, interviewer og sender så materialet til os, som vi klipper og speaker på dansk. De løber altså rundt og risikerer livet på egen hånd, og jeg ved simpelthen ikke, hvad der efterfølgende ville ske, hvis de kom til skade, siger Steffen Jensen.
Også DR’s udenlandskorrespondenter som Matilde Kimer og Puk Damsgård anvender til dagligt fixere, men heller ikke hos DR er der nogen specifikke retningslinjer på området. DR tegner hverken kontrakt eller forsikring på de udvalgte fixere, men aftaler blot en pris og aflønner fixerne derefter.
– Der er nogle juridiske regler, der gør det svært at tegne kontrakter med fixere. Rent sikkerhedsmæssigt er de derfor heller ikke dækket af forsikringer, men hvis der skulle ske dem eller deres materiale noget, så går DR ind og vurderer, om det er vores ansvar, og om vi skal dække det. I værste fald ved kidnapning eller skader vil vi vurdere, hvordan vi skal reagere ud fra den konkrete situation, siger Thomas Falbe, udlandsredaktør DR Nyheder.
Juridisk eller etisk problemstilling?
Hverken DR eller TV2 har udarbejdet specifikke retningslinjer i relation til fixere, og det stemmer overens med Vibeke Borbergs, mediejurist på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, generelle fornemmelse for de danske medier. Hun mener dog ikke, at der er nogen umiddelbar juridisk problemstilling i den type arrangement.
– Det er svært at gøre de danske medier ansvarlige, fordi de ansætter fixerne på et form for konsulentbasis, og normalt vil der ikke indgå ansvarsforhold i sådan en aftale, siger Vibeke Borberg.
Vibeke Borberg sammenligner det at ansætte folk i krigsramte områder med andre former for udlicitering af arbejde, hvor der også indgår sundhedsfarer. Det kunne eksempelvis være ved afskaffelse af atomaffald. Det er derfor i højere grad det etisk aspekt, hun lægger vægt på, ved ansættelse af fixere.
– Jeg synes, det handler om, hvorvidt danske medier bruger de her fixere til selv at slippe for at udsætte sig selv for farligt arbejde, og der synes jeg, der har været mange tilfælde på det seneste, hvor man kan spørge sig selv, om medierne udnytter de her mennesker, siger Vibeke Borberg.