Det nye luftguitar: Sex uden sex

Sømandshatten, g-strengen og hvide tennissokker står Dirty D tilbage med, da de  tre minutter er gået. Ved en udførlig simulering af en omgang af det bedste fra soveværelset tilkæmpede han sig sidste år titlen World Champion i Air Sex.

Verdensmesterskaberne i Luftsex, som en eventuel dansk udgave ville kalde sig, er pendanten til det efterhånden velkendte Verdensmesterskaberne i Luftguitar. Princippet et det samme: Du gør noget, der er fedt. Uden rigtig at gøre det. 

Reglerne er simple. Deltagerne har tre minutter hver til at udøve en simuleret seksuel akt til et stykke selvvalgt musik. Ifølge amerikansk lov  må man ikke være nøgen, fordi der ofte serveres alkohol til konkurrencerne. Man må heller ikke fuldføre sexakten med en udløsning. Mest fordi der serveres mad.

Japanerne gør det (ikke) igen

Ophavsmanden er, som opfinderen til luftguitarkonkurrencerne, japaner. Sugisaku Jtaro opfandt det sammen med sine venner i mangel på kvindeligt selskab.

»Vi mødtes over en drink og var lidt ensomme, fordi vi ikke havde nogen kvinder omkring os. Så vi begyndte at udvikle ideen med at have sex med en usynlig partner. Det var rigtig sjovt, så vi tænkte, vi ville prøve at lave en konkurrence ud af det,« forklarer Jtaro til det amerikanske net-tv Break.

USA gør det (heller ikke)

Amerikanerne så sit snit til at tage fænomenet til sig, og der bliver således afholdt Verdensmesterskaber i Luft Sex i disse dage i 14 nordamerikanske byer. 

Et danmarksmesterskab i luftsex er så vidt vides endnu ikke på tegnebrættet, men arrangørerne af DM i Luftguitar er bestemt ikke afvisende.

»Det er ikke usandsynligt, at vi kunne finde på at arrangere det, hvis der er et marked for det. Det er en sjov idé,« udtaler Preben Steen Nielsen partner i Idéfabrikken.

Luftigt galskab uden grænser

Men kender galskaben ingen grænser? Carsten Fogh Andersen, Ph.D. i filosofi, som har beskæftiget sig med underholdning mener ikke, at der er noget, der er så dumt, at det ikke kan være underholdende.

»Hvis det bare er underholdning er der ikke nogen grænser for, hvor dumt det må være. Underholdning behøver ikke at være intelligent,« siger Carsten Fogh Andersen og citerer desuden den slovenske filosof Slavoj Zizek for at sige:

»Hvis der ikke er noget kærlighed, selv hvis du er sammen med en partner, så onanerer du bare med en partner«.

Læs mere: airsexworld.com/ 

Se Dirty D: www.youtube.com/watch

Hør Jtaro fortælle om air sex: www.break.com/index/japanese_air_sex.html