Ekspert i arbejdsmiljø: Vi skal lovgive som i Norge og Sverige

 

hammeren
Foto: MorgueFile

Vi skal tage ved lære af vores nordiske naboer hvis vi skal mindske antallet af arbejdsulykker i byggebranchen. Det mener Ole Gunni Busck, der forsker i arbejdsmiljø på Aalborg Universitet.

»Hvorfor er der relativt færre arbejdsskader både i Sverige og Norge? Det er fordi at de har en strammere arbejdsmiljølovgivning, end vi har. De har ikke i samme omfang bygget hensynet til arbejdsmarkedets parter ind i lovgivningen«.

»Arbejdsmiljøet er det område, vi har fælles med vores arbejdsgiver. Det er jo ikke sådan et overenskomstmæssigt spørgsmål, det er noget vi skal løse i fællesskab«.

Kim Lind Larsen, Gruppeformand for Byggegruppen 3F

En rapport fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø viser, at der især sker mange arbejdsulykker i byggebranchen sammenlignet med andre jobgrupper. Samtlige adspurgte jobgrupper havde i gennemsnit 5,7 procent arbejdsulykker i løbet af år 2012. For udvalgte jobtyper i byggebranchen var tallet dog langt højere. Således har 21,82 procent af de adspurgte maskinførere været udsat for en arbejdsulykke i 2012, mens tallet for jord- og betonarbejdere var 15,52 og 15,13 for tømrere og snedkere.

Ole Gunni Busck mener, at de høje tal skyldes, at arbejdsgiverne har for meget indflydelse på arbejdsmiljølovgivningen i Danmark. Entreprenører har dermed mulighed for at tilsidesætte krav om sikkerhedsforanstaltninger, som de finder for dyre.

Læs også: Unge med Tarzan-nykker kommer oftest til skade på arbejdspladsen

3F: Vi afleverer 50 handlingsplaner til beskæftigelsesministeren

Gruppeformand for byggegruppen hos 3F, Kim Lind Larsen, fortæller at man arbejder på at ændre den kedelige statistik i branchen. Han lægger dog vægt på, at arbejdsgiverne skal inddrages som en del af løsningen. »Arbejdsmiljøet er det område, vi har fælles med vores arbejdsgiver. Det er jo ikke sådan et overenskomstmæssigt spørgsmål, det er noget vi skal løse i fællesskab«.

Jobgrupper med højest risiko for arbejdsulykker

  • Maskinførere
  • Mekanikere
  • Jord- og betonarbejdere
  • Nærings- og nydelsesindustrimedarbejdere
  • Tømrere og snedkere

Derfor har fagforeningerne sammen med Arbejdstilsynet og arbejdsgiverne udarbejdet en handleplan, der indeholder 50 forskellige tiltag, til beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S). Kim Lind Larsen mener, at den plan der kan mindske antallet af alvorlige arbejdsulykker mest, er at indføre lavere niveauer ved arbejde på stige og stillads. Det vil betyde, at eventuelle fald ikke bliver lige så voldsomme.

Busck mener dog, at fagforeningerne ikke prioriterer arbejdsmiljøet nok: »For dem er mere i lønningsposen, længere ferier, bedre uddannelse og bedre pensioner vigtigere end arbejdsmiljøet«. Han peger i stedet på, at Arbejdstilsynet bør spille en mere afgørende rolle. Derudover foreslår han, at der skal stilles lovmæssige krav til offentlige bygherrer og kommuner om at de eksplicit afsætter ressourcer til bedre arbejdsmiljø i de kontrakter de indgår.