Ekspert: Strengere straffe til vanvidsbilister tvivlsom effekt

Flere tilfælde af personer, der kørte med urimelig høj fart ind i gågader og på skoleveje, fik den tidligere regering til at stramme færdselsloven og dermed de straffe man kunne få for at køre meget for stærkt. Men det er tvivlsomt om straffene virker og man glemte forebyggelsen, lyder kritikken fra kriminolog Pernille Ehlers. Hun mener ikke, det er vejen frem, hvis man vil fjerne fartbilisterne fra vejene. S er enig.

»Selvfølgelig skal det have konsekvenser når man bryder loven. Men jeg
synes nogen gange, man kigger meget på at stramme straffene, mens man glemmer at fokusere på at forebygge, at ulykkerne overhovedet sker,« mener Pernille Ehlers.


Straf virker ikke
Den tidligere regering indførte en ny trafikpakke i 2010. Den indebar blandt andet, at straffen for at køre for stærkt blev sat op.

Pernille Ehlers påpeger, at de strengere straffe ikke har den ønskede effekt.

»Udsigten til en længere eller hårdere straf for at køre et menneske ned stopper ikke en person, der kører for stærkt, i det øjeblik han eller hun træder for hårdt på speederen. De fleste aner faktisk intet om straffene, og de har jo heller ikke til hensigt at køre nogen ned. Det er slet ikke inde i hovedet på folk. Men er der mere politikontrol og dermed stor risiko for at miste kørekortet, virker det forebyggende. Og det gælder faktisk både dem, der kører meget for stærkt og dem, der kører lidt for stærkt,« siger Pernille Ehlers.

S og EL bakker op
Socialdemokratiets trafikordfører, Rasmus Prehn, bakker op om Pernille Ehlers kritik af de højere straffe:

»Vi er meget optagede af at øge kontrollen og overvågningen på vejene i Socialdemokratiet. Vi har flere gange foreslået stærekasser på vejene. Udover det, så er patruljering fra politiets side også vigtigt og indberetning fra borgerne hjælper også.«

Pernille Skipper, retsordfører for Enhedslisten bakker også op om Pernille Ehlers forslag til, hvordan man kan fjerne fartbilister fra vejene:

»Grundlæggende mener vi, at strafstigninger er en dårlig vej at gå hvis man vil sikre, at folk ikke kører for stærkt. Vi ved godt, at sætter man straffen op, så har det en effekt i en periode, men så flader det ud igen. Vi har brug for løbende kontrol og løbende kampagner på området, og det er ikke noget man kan straffe sig ud af,« siger Pernille Skipper.

Vanvidskørsel langt fra stort problem
Pernille Ehlers retter også en kritik mod det massive fokus, der har været på de populært kaldte vanvidsbilister:

»Hvorfor fokuserer man så meget på stramme straffene, når det ikke virker forebyggende? Og hvorfor ser man ikke på, at det i virkeligheden er dem, der "nøjes med" at køre 10-20 kilometer for stærkt, der er involveret i langt de fleste ulykker?  Man kan forebygge rigtig mange ulykker ved fx at udbrede brugen af Automatisk Trafikkontrol og andre veldokumenterede virkemidler. Og det er vel det, der er det vigtigste: At forebygge ulykkerne,«  påpeger hun.

Fakta:
Hvis en bilist kører mere end dobbelt så hurtig som tilladt og er det samlet set over 100 km/t tages kørerkortet fra bilisten i en begrænset periode.

Kører en bilist for over 100 km/t i byen, hvor grænsen er 50 km/t, tages kørekortet permanent fra bilisten.