Motorcyklister skal på kursus hvert år

Mange motorcyklister er ude af rutine efter et halvt år af sadlen. Det kan give problemer.  foto: Christoffer Askman
Mange motorcyklister er ude af rutine efter et halvt år af sadlen. Det kan give problemer.
foto: Christoffer Askman

De lange pauser i garagen fører til flere ulykker på motorcyklen, og derfor indfører motorcykelklubben MCTC nu kørekurser for at kickstarte motorcykel-sæsonen.

Ifølge Gunner Skrydstrup, forretningsfører for MCTC, er det især svingene, der fører til ulykker.

– Det, der er problemet for mange, er, at i stedet for at kigge derhen, hvor de skal køre, så kigger de på genstande i svinget, som kan være et problem for dem for eksempel en bil. Så er der relativ stor sandsynlighed for, at de køre over der, hvor de kigger. Så render de ind i modkørende bil, siger han.

Læs også: Overraskende resultater: Færre unge i trafikuheld

Fakta om motorcykelulykker

  • 11 dræbte i 2012
  • 152 kom alvorligt til skade i 2012
  • Antallet af dræbte har været dalende de sidste par år
  • Hovedsagelig mænd, der er forulykker.
  • Mange ulykker pga. høj fart
  • 93% havde hjelm på, da de forulykkede

Kilde: Rådet for Sikker Trafik

For at hindre sådanne ulykker afholder MCTC kørekurser, hvor motorcyklisterne øves i kurvekørsel, opbremsning og undvigelse.

– De her kørekurser er temmelig avancerede. Timen er tredelt: 20 minutter er der kurvekørsel på banen, hvor man lærer at se, der hvor man skal hen, 20 minutter lærer du teori, og så har du 20 minutter på en manøvrebane med en kørelære, og der er blandt andet bremsning og håndtering af motorcyklen ved at køre ud og ind mellem kegler, fortæller han.

Kørekurserne laves i samarbejde med Foreningen for Danske Motorejere, FDM.

Selvom sæsonen egentlig starter i marts, afholdes kørekurserne først fra april og løbende frem til juli. Det skyldes, at vejret er ret ustabilt i marts, og vejret har ret meget at sige for, om det er muligt at køre på motorcyklerne.

Starriders

Klubben for ejere af Star Motorcykler, starriders, har også forberedt sig på sæsonen. De har allerede været til kørekursus.

– Det kører over en lørdag og søndag, hvor der er en kørelærer, der gennemgår øvelser i at bremse op, undvigelse og svingkørsel. Man kører i omkring 3 til 4 timer og så er der teoriundervisning også, Gunner Skrydstrup.

Læs også: Sikker Trafik: Pas på motorcyklerne

Søren Troels Berg mener, at det er et godt tiltag. Han siger dog, at motorcyklisterne bør dog sikre sig, at kvaliteten af kørekurserne er god.

– Det lyder rigtig fint. Problemet med de kurser er bare, at nogle af dem er racerkurser. Vi har nogle anbefalinger på vores hjemmeside, som siger, hvad er kørekursus skal indeholde, og man kan også finde nogle kursusudbydere, som overholder anbefalingerne, siger Søren Troels Berg, specialkonsulent for Rådet for Sikker Trafik.

Kampagnen: “Se os – Nu kommer vi igen”

Udover kørekurserne har MCTC lavet en kampagne, som skal gøre bilisterne opmærksomme på, motorcyklisterne igen på vejene. De kørte for første gang med kampagnen sidste år og forsøger sig igen med den i år.

– “Se Os – Nu kommer vi igen” kører mest på Facebook. Det er i første omgang meningen, at motorcyklister skal ‘like’ den, og så sende den til folk, de kender, så det også kommer ud til folk, der ikke er motorcyklister. Kampagnen er altså indirekte rettet mod bilister, siger Gunner Skrydstrup, forretningsfører for MCTC.

Kampagnen er lavet i samarbejde med Danske Motor Cyklister og Motorcykel Forhandler Foreningen.