Det er blevet meget lettere for unge kvinder at købe fortrydelsespiller, efter at kvinderne ikke længere skal have en recept i hånden af lægen. Og det har mange kvinder benyttet sig af. Faktisk så mange, at antallet af solgte fortrydelsespiller er steget fra 31.000 til 103.000, siden pillerne blev håndkøbsmedicin i 2001. Det er der en logisk forklaring på, mener Charlotte Wilken-Jensen, ledende overlæge på gynækologisk afdeling på Hvidovre Hospital:
– Når pillerne gøres lettere tilgængelige, bliver de også købt mere. Hvis du har haft et ubeskyttet samleje, er det en barriere at skulle tage forbi lægen for at få en recept på nødprævention.
Det er farligt, hvis pigerne får det indtryk, at det bare er helt fint at bruge nødprævention ofte, fordi det er det, de har hørt fra andre.
Sandra Schoustrup Klærke, Sexualist hos Ung til Ung i UngEgedal
En besværlig proces kan afholde mange kvinder for at få fortrydelsespillen købt. Derfor er det også positivt, at pillen i dag kan fås i håndkøb på apoteket, forklarer Charlotte Wilken-Jensen.
Nødprævention er en nødløsning
Apotekerne, som møder kvinderne i skranken til hverdag, tilbyder kunder, der køber nødprævention, rådgivning omkring brugen af medicinen.
– Hvis vi møder kvinder, der gentagne gange køber nødprævention, anbefaler vi dem, at de fremadrettet anvender anden prævention end nødprævention og eventuelt taler med deres læge, siger Mikkel Nørreslet, souschef for Sønderbro Apotek på Amager.
Læs også: Kvinder: Svært at insistere på kondom under sex
Også på Sexlinien for Unge lægger de vægt på ofte at gentage budskabet om, at fortrydelsespiller er nødprævention. Hvis kvinden flere gange har været nødsaget til at tage nødprævention, skal hun måske overveje, om hun har brug for at bruge en anden form for prævention i stedet for, siger Jeppe Hald, ansvarshavende projektleder for rådgivningen af Sexlinien for Unge i Sex og Samfund.
– Der er nogle piger, der skriver ind, hvor det lyder, som om de ikke bruger anden prævention, siger Jeppe Hald.
Han kan dog ikke sige, om det er en bevidst strategi fra kvindernes side at bruge nødprævention i stedet for normal beskyttelse. Kvindernes spørgsmål går nemlig mere på, hvad risikoen for at blive gravid er, når de har brugt nødprævention efter ubeskyttet samleje, forklarer han.
Alt, hvad der kan gøre, at en uønsket graviditet bliver forhindret, er godt.
Charlotte Wilken-Jensen, ledende overlæge på gynækologisk afdeling på Hvidovre Hospital
Hvis en fortrydelsespille bliver taget inden for det første døgn efter samleje, forhindrer den graviditet med 96-98 procents sikkerhed.
Brugen er ikke problemfri
Det er problematisk, at nogle unge kvinder tænker, at de jo bare kan tage en fortrydelsespille i stedet for at bruge kondom, mener Sandra Schoustrup Klærke, Sexualist hos Ung til Ung i UngEgedal. Hun tager sammen med en række andre unge Sexualister ud til ungdomsklubber og taler med de unge om blandt andet nødprævention.
- Hvis en fortrydelsespille bliver taget inden for det første døgn efter samleje, forhindrer det graviditet med 96-98 procents sikkerhed.
- Hvis en fortrydelsespille bliver taget inden for det andet døgn efter samleje, forhindrer det graviditet med 86-89 procents sikkerhed.
- Hvis en fortrydelsespille bliver taget inden for det tredje døgn efter samleje, forhindrer det graviditet med 79-85 procents sikkerhed.
- Der bliver solgt flest fortrydelsespiller om mandagen, i julefrokostperioden og i starten af januar.
Kilde: Statens Serum Institut
– Det er farligt, hvis pigerne får det indtryk, at det bare er helt fint at bruge nødprævention ofte, fordi det er det, de har hørt fra andre. Det er også derfor, at vi som Sexualister går ud og oplyser om fortrydelsespiller, så de rigtige informationer om pillerne kommer ud, siger Sandra Schoustrup Klærke.
Hos Ung til Ung plejer Sexualisterne at fortælle de unge en historie om en pige, der bruger fortrydelsespiller som normal prævention, hver gang hun er sammen med en dreng, hvilket man kan blive syg af.
– Vi fortæller, at man kan få det, som om man har influenza bagefter, at kroppen tager skade, hvis man bliver ved med at tage mange af dem, og at pillerne er rigtig dyre, siger Sandra Schoustrup Klærke.
Men selvom det kan være negativt, at fortrydelsespillen i nogles tilfælde kan erstatte den normale prævention, er det ifølge Sandra Schoustrup Klærke vigtigt at huske på, at den i andres tilfælde kan redde situationen, hvis uheldet er ude.
At hindre uønsket graviditet
I stedet for at man skal vente og se, om man skal have foretaget en abort, kan kvinderne nu nemmere selv gøre noget ved den uheldige situation, siger Sandra Schoustrup Klærke. Det ses også på faldet i antallet af foretagede aborter.
– Der er en rigtig god udvikling med hensyn til, at abortantallet er faldet noget, siden nødprævention blev håndkøb, forklarer Charlotte Wilken-Jensen.
Hun mener, at nødpræventionspiller er ganske uskadelige, hvis man kun tager en eller to, og derfor er et vigtigt lægemiddel at have i håndkøb:
– Alt, hvad der kan gøre, at en uønsket graviditet bliver forhindret, er godt, siger Charlotte Wilken-Jensen.