60 kilometer i timen. Så hurtigt kører bilerne på den forholdsvis smalle Stenlillevej, hvor cyklister og bilister må kæmpe om pladsen.
Natasha Mørck overvejede at flytte familien fra Lynge til Stenløse. Adressen hed Stenlillevej 111.
Idéen blev dog prompte droppet, da familien kom ud og så nærmere på lokationen.
– Vi takkede nej til et huskøb på Stenlillevej. Vi købte ikke huset, fordi der manglede en cykelsti. Det er en farlig vej, når man har børn, siger Natasha Mørck.
Og det argument har indehaver og ejendomsmægler hos Lokalbolig i Egedal, Lauge S. Olsen, hørt mange gange før fra potentielle købere til boliger til salg på Stenlillevej.
– Problemet med Stenlillevej er ikke i Stenløse enden, men den opstår, når man skal ud mod Slagslunde. Vejen har en masse skarpe sving, og det skaber en utryghed for mange børnefamilier, da de ikke ønsker, at deres børn cykler på vejen. Dermed er vejen og den manglende cykelsti med til, at børnefamilier fravælger at købe huse på vejen.
Kasper Sanvig Månsson cykler på Stenlillevej flere gange om ugen for at komme på arbejde. Han kan godt forstå, at Natasha Mørck fravalgte at købe hus på vejen, da han selv har en treårig søn.
– Jeg kan godt forstå, at man fravælger husene på Stenlillevej, hvis man er en børnefamilie. Man er tvunget til at bruge vejen for at komme hen til institutioner og skoler. Det føles ikke trygt, især ikke med små børn. Vi ville aldrig købe hus på vejen af samme grund. Det er ærgerligt, da der er en masse fine huse på vejen.
Fakta om danskernes cykelvaner:
– Unge mennesker fra 18-34 år cykler mest
– 40 % af cykelturene er ture til og fra arbejde og uddannelse
– 25 % er ærindeture
– 33 % af turene er fritidsture
– 2 % er erhvervsture
Kilde: Transportvaneundersøgelsen 2016-2019
Hos Vejdirektoratet understreger man, at ulykker ofte sker, hvis bilisterne kigger væk eller er ukoncentrerede. Det har også betydning, hvis bilister deler kørebane med cykellister.
– Der kan være en øget risiko for en ulykke under visse omstændigheder, hvis bilister kører med for høj hastighed, eller hvis cykellister og biler færdes på samme areal. Risikoen for en ulykke bliver mindre, hvis cyklisterne har et separat areal. Det kunne være en cykelsti eller eventuelt en bred kantbane, siger Anne Eriksson, Ingeniør i afdeling for trafiksikkerhed og cykling hos Vejdirektoratet.
Læs også: Roskilde Byråd med bøn til Bramsen: Omfartsvej skal pilles ud af Fingerplanen
Plan- og Byudviklingsudvalget i Egedal Kommune kan også mærke, hvordan borgerne mangler tryghed på Stenlillevej.
– Jeg synes da, at det er smadderærgerligt, hvis folk fravælger Egedal, fordi man ikke kan cykle trygt. Jeg ville heller ikke sende min søn ud og cykle på vejen. I fem år har jeg forsøgt at få sat penge af til en cykelsti. Vi har bare en udfordring, fordi vi er en stor kommune med byer, der ligger så spredt, siger Ulrik John Nielsen, formand for Plan- og Byudviklingsudvalget i Egedal og medlem af Lokallisten Ny Egedal.
Egedal Kommune har for nyligt godkendt at sætte midler af til en forundersøgelse af cykelstien. For borgerne i Egedal Kommune er det en kæmpe sejr, men det er ingen garanti for, at cykelstien bliver en realitet.
Sådan gjorde vi: Jeg så et opslag på Facebook, hvor en kvinde søgte information om en cykelsti på Stenlillevej. Efter en snak med kvinden og med det lokale boligselskab fandt jeg ud af, at folk ikke ønskede at købe huse på vejen. Dette skyldes den manglende cykelsti.
One Response to "Farlig vej holder tilflyttere væk: »Børnefamilier fravælger at købe huse på vejen«"