Hvis du tror, at København er toppen af lagkagen, kan du godt tro om igen. Seneste beregning fra Danmarks Statistik viser nemlig, at 48.125 flyttede til København i 2021, mens 53.417 flyttede væk fra byen.
En bevægelse der ikke undrer Henrik Hauthorn Jensen, der er markedsanalytiker hos ejendomsmæglerkæden Home. Han mener, at årsagen ikke kun skal findes i den høje prisstigning på boligmarkedet, men også i samfundsstrukturen.
– Vi lever i et parcelhusland. Mange har derfor den samme boligdrøm, som man selv er opvokset i, siger Henrik Hauthorn Jensen.
En boligdrøm som stylist og SoMe manager Viktoria Guldbrandsen, der tidligere boede i København, godt kan spejle sig i.
– Da jeg blev gravid, tænkte jeg, hvad der ville være bedst for mit barn at opvokse i, og det føler jeg, er et sted med en masse natur. Jeg er selv vokset op i et hus med masser plads og en have, så for mig føltes det helt naturligt at give det videre, siger Viktoria Guldbrandsen.
Lige netop Viktoria Guldbrandsens aldersgruppe og livssituation er ifølge Henrik Hauthorn Jensen typisk, når man vælger at skifte bylejligheden ud med et hus med græsplæne. En analyse, som bakkes op af tal fra Danmarks Statistik, der viser, at 3.017 unge børnefamilier i aldersgruppen 25-39 flyttede ud af København i 2020. Den største enkeltgruppe er dog enlige, som udgør 17.744 fraflyttere.
Læs også: TV: Københavnske studieboliger ruinerer unge
Viktoria Guldbrandsen har sammen med sin kæreste valgt at flytte til Vejby i Nordsjælland. Et valg der både skyldes hendes familiære netværk og økonomi.
Artiklen fortsætter efter billedet
– Prisen havde helt klart noget at sige, men nu hvor vi alligevel flyttede ud af byen, så betød det ikke så meget, om det var 20 minutter væk eller 40 minutter. I stedet ville vi hellere have skov og hav tæt på, siger Viktoria Guldbrandsen.
Her flyttede flest københavnerne hen i 2021
Frederiksberg: 7481 nye tilflyttere.
Gentofte: 2980 nye tilflyttere.
Gladsaxe: 2307 nye tilflyttere.
Hvidovre: 1848 nye tilflyttere.
Tårnby: 1842 nye tilflyttere.
Kilde: Danmarks Statistik
Anden flyttetendens
En stor del af fraflytterne fra København vælger at blive boende i hovedstadsområdet. Henrik Hauthorn Jensen forklarer, at dem der bliver, er dem der ønsker at beholde storbylivet og deres netværk. Netop Frederiksberg er den kommune, der har vundet københavnernes flyttehjerter. En kærlighed der til dels også kan forklares ved at lejlighederne i Frederiksberg kommune er større.
– Der er flere større lejligheder på Frederiksberg, som kan få folk til at søge mere derhen. Frederiksberg har andet at bryde på, der er mere lys og luft af parker, som giver mere udeplads, siger Henrik Hauthorn Jensen.
Corona-nedlukningens boligeffekt
Ifølge Henrik Hauthorn Jensen kan københavnernes flyttetrang også skyldes corona. Under corona-nedlukningerne har flere været nødsaget til at arbejde hjemmefra, og det har påvirket vores boligdrømme, mener han.
– Det er vores opfattelse, at hjemmearbejde er blevet en ting i vores samfund, som nok er kommet for at blive. Nogle har fået et andet blik på, hvordan man kan bo. Man kan bo længere væk fra ens arbejdsplads og måske bruge færre penge på at bo, hvor man i stedet kan få en lækrere bolig for pengene, siger Henrik Hauthorn Jensen.
Nettofraflytning i København er steget fra 445 til 5.292 i årene 2019 frem til 2021.
På trods af den større stigning, bekymrer det ikke Henrik Hauthorn Jensen
– Boligerne bliver solgt alligevel, selvom nogle familier vælger at gå en anden vej, så er der stadig andre købere, siger Henrik Hauthorn Jensen.
Sådan gjorde vi: Ideen til artiklen kommer efter kendskab til en statistik fra Danmarks Statistik. Kilderne er fundet gennem research og intern netværk. Der er fortaget telefoniske interviews.