Fem fordele ved at holde juleaften alene

Julen venter lige om hjørnet. Eller det gør den i hvert fald, hvis man skal dømme ud fra butikkerne som allerede er gået juleamok med julekalendere og andet julegøgl. Men med kun 54 dage til juleaften er det måske også på tide at gøre op med sig selv, hvordan dette års juleaften skal fejres. For de fleste er juleaften et symbol på familiehygge, god mad og gaver, men for andre kan det være en pine, hvor man af ren pligt og tradition trasker op hos familien til den årlige jule”hygge”. Men hvad med at fejre juleaften med sig selv?

Fem fordele ved at holde juleaften alene:

Du behøver kun at købe gaver til dig selv
Endelig kan du få lige det du ønsker dig og der er endda råd til ekstra store gaver, da det kun er dig der er inviteret. Du behøver heller ikke bekymre dig om endnu engang med pinlighed i stemmen at bede om kvitteringen fra moster Yrsa, der igen syntes du skulle have det sidste nye skrig fra Tøj og Sko.

Du behøver ikke tvinge dig selv til at mime med på elendige julesange
Jesus er jo tudsegammel. Det kan godt være han er mormors bedste ven, og at det er hans fødselsdag, men vi lever altså i år 2011. Din yndlingssang er jo Last Christmas med Wham, så her er muligheden for at bryde med traditionerne, hvilket de jo øvrigt er skabt for, og introducere dit helt eget bud på et moderne julesangsrepertoire. Ud med det gamle og ind med det nye. Og du behøver ikke vride din hjerne, for at huske alle 47 vers i Et barn er født i Betlehem.

Du behøver ikke lynspise ris a la mande og have ondt i maven i flere timer
Indrøm det nu bare. Du vil jo gerne have den mandelgave, og det om du så skal spise halvdelen af skålen. Selvom du udmærket ved hvad der gemmer sig i mandelgaven og egentlig ikke gider have endnu en marcipangris, så skal din lille nevø Bo på seks år i hvert fald ikke vinde den mandel.

Du behøver ikke anstrenge dig af falsk glæde, når du igen i år skal åbne den bløde pakke fra bedstemor

Du behøver ikke spille skuespil og virke enormt spændt, når du juleaften efter juleaften åbner den store bløde pakke fra bedstemor. Spørgsmålet er ikke længere om det mon er silkehåndklæder der igen gemmer sig i pakken, for det er det. Ét stort og ét lille. Overraskelsen ligger i, hvilken farve søde besse har valgt i år. Selvom der umuligt kan være flere farver tilbage på farveskalaen.

Du kan drikke dig en pind i øret, og hvis familien ringer, kan du undskylde din snøvlede stemme og usammenhængende sætninger med, at du blot holder jul på svensk manér. I Sverige er det nemlig helt normalt at drikke sig en lille skid på juleaften. Du kan selvfølgelig også prøve at holde svensk jul næste gang du skal holde jul med familien, men det kan godt være den pukkelryggede ikke synes det er lige så ’bra’ en idé som du og dem i Svenskerland synes.

One Response to "Fem fordele ved at holde juleaften alene"