Fiasko på åbningsdagen: Ingen deltagere til ny strikkeklub

Festivalgæster til Fanø Strikkefestival. Foto: Destination Vadehavskysten.

På overfladen virker det som en aktivitet, der udføres alene, hvor man sidder stille og koncentrerer sig om tråde og mønstre. Mange strikkere finder dog glæde ved at deltage i strikkeklubber, hvor de kan dele deres passion med andre og skabe et fællesskab omkring deres interesse.

Det var bare ikke tilfældet, da den nye strikkeklub havde præmiere om eftermiddagen, torsdag d. 18. april, på Jægersborg Bibliotek. Der ankom kun én strikkeglad pensionist, men arrangøren dukkede ikke engang selv op.

Når man går på pension, så savner man det kollegafællesskab, man førhen var en del af. Som pensionist er det derfor vigtigt at få nye rutiner, for hvis man ikke har noget at stå op til, så kan man blive ensom
Jette Andreassen, pensionist

Én deltager havde altså forgæves pakket strikketøjet og rejst fra Lyngby til Jægersborg Bibliotek.

– Jeg havde håbet at få et nyt socialt fællesskab, siger Jette Andreassen, 69 år, strikker og pensionist.

– Når man går på pension, så savner man det kollegafællesskab, man førhen var en del af. Som pensionist er det derfor vigtigt at få nye rutiner, for hvis man ikke har noget at stå op til, så kan man blive ensom, siger Jette Andreassen.

Læs også: Her dropper man ét ord for at tackle en særlig udfordring

I Gentofte Kommune oplever fem procent af de ældre i alderen 60+ ensomhed, viser en undersøgelse fra 2023 af Gentofte Kommune.

Strikkefællesskaber er en samfundstendens

Det er besynderligt, at det lokale strikkefælleskab ikke lykkedes, da strik og strikkefællesskaber er en stigende tendens i samfundet.

Strik er helt i tråd med vores tidsånd, lyder det fra Christine Feldthaus, der både selv strikker og herudover er livstilsekspert.

– Strik har haft en meget fremtrædende rolle i mange perioder. I slutningen af 70’erne strikkede vi som ind i helvede. Den nuværende tendens afspejler danskernes behov for at slappe af og trække sig væk fra mobiltelefoner og sociale medier. Derfor taler strik og strikkefællesskaber lige ind i vores tidsånd, siger Christine Feldthaus.

Der findes mange strikkefællesskaber, og ét af dem er Fanø Strikkefestival, der hvert år byder velkommen til omtrent 10.000 strikkeglade festivalgæster, skriver Destination Vadehavskysten, der er en af festivalens sponsorer. Det vidner om, at strikkefællesskaber er kommet for at blive.

Strikkefestival på Fanø

    • Fanø inviterer hvert år til Strikkefestival
    • Strikkefestivalen foregår d.12-15. september 2024
    • Oplev aktivteter som “Strik og drik”, “Garnbanko” og lær nye strikkemetoder til workshops
    • Kilde: Fanøstrik.dk

Strik er en “rock n’ roll” sport ifølge ekspert

Christine Feldthaus og strik-designeren Lærke Bagger er i øjeblikket på turné rundt i landet med deres strikke-talkshow, “Strik & Drik”. Under showet nyder både de to værter og publikum en sjov aften med strikning og drikkevarer i godt selskab.

Ifølge Christine Feldthaus er showet mere end bare en underholdende strikkeoplevelse.

– Det er et levende fællesskab, der hylder strikning som en “rock n’ roll-sport” fremfor kun at være en hobby for midalderende kvinder, siger hun.

Livsstilseksperten understreger, at strikning ikke længere er forbeholdt mormor-typen, da deres publikum spænder fra 18-80 år. Dog er 99 % kvinder.

Læs også: Strikkeklub bringer unge og ældre sammen

– Kvinderne er stilmæssigt meget forskellige, der er alt fra den meget modeorienterede Lærke Bagger-fan, og så er der mine fans, som udgør den strikker, der har strikket hele deres liv. Vi har skabt et fælleskab, hvor strikkerne føler sig set og taget alvorligt til vores talkshows, siger Christine Feldthaus.

Christine Feldthaus vurderer, at fejlslagne strikkeklubber, som den på Jægersborg Bibliotek, er et sjældent syn.

– Vi møder mange strikkeklubber, når vi er ude på turné. Min erfaring er, at de lokale strikkeklubber trives i stor stil. Det er et sjældent syn, når strikkeklubber ikke oplever succes med rekrutteringen, siger hun.

Sådan gjorde vi: Journalisten fandt ud af, at Jægersborg Bibliotek arrangerer en ny strikkeklub. Journalisten deltog i strikkeklubben, hvor hun interviewede en deltager. Journalisten kontaktede en livstilsekspert og undersøgte populære strikkefælleskaber.