I grafikken ovenfor kan du gå på opdagelse i nogle af de skøreste forretninger i Danmark
I Klip Fiske i Stege kan du købe et frisørklip og håndlavet fiskegrej. I caféen Superponyhest i Aalborg er al inventar til salg – selv kaffekoppen du drikker af. I frisørsalonen Ruben og Bobby i København kan du spille konsolspil og handle legetøj, mens du bliver klippet.
Selvom koncepterne lyder skøre og finurlige, tilbyder mange forretninger i Danmark nu mere end én service samme sted. Forretningerne har derfor i ny og næ nogle lidt finurlige koncepter.
Spiller på sanserne
Dansk Erhverv bekræfter, at flere og flere forretninger tilbyder mere end én service i samme forretning. De innovative løsninger skyldes blandt andet, at danskerne har ændret købsadfærd. Det forklarer Matthias Lumby, politisk konsulent i Dansk Erhverv.
– Forbrugerne handler i mindre grad i forretninger, når de har brug for en specifik vare, men i højere grad for at få en oplevelse. En fysisk butik kan simpelthen levere andre ydelser end nethandel, og man kan derfor spille på nogle helt andre sanser, siger Matthias Lumby.
Læs også: Too Good To Go: “Det er god reklame for forretningerne”
Han understreger, at en frisør sagtens bare være en frisør. Men det kan nogle gange betale sig at tænke anderledes, mener Matthias Lumby.
– Hvis du kan skille dig ud på en eller anden måde – give en ekstra god service, og give kunden en god grund til at gå ned butikken – så er det klart en fordel. Men så skal det også være noget, som kunden efterspørger, siger Matthias Lumby.
Fiskegrej og klip
I Stege på Møn sælger Zeanet Gøth håndlavet fiskegrej, og i forretningen kan man samtidig blive klippet blandt forretningens mange blink og fiskestænger.
– Min mand producerer håndlavet fiskegrej, og så har jeg været frisør i mange år. Møn er et rigtigt populært fiskested med mange muligheder for at fiske, og konceptet var derfor ligetil, siger Zeanet Gøth.
Frisørmesteren er da heller ikke bange for at sløre frisørsalonens profil, for konceptet tiltrækker mange turister.
– Turisterne på Møn kan se, at vi både sælger fiskegrej og frisørklip, og det synes de er spændende, siger Zeanet Gøth.