Flydende skoler viser fremtiden for Nigerias slum

Flydende skole i Makoko-slummen i Lagos, Nigeria
Den første flydende skole i Makoko-slummen i Lagos, Nigeria. Foto: NLÉ architects

Ovenpå et fundament af genbrugte plastiktønder hviler en trekantsformet træstruktur med et blåt tag på toppen. Rundt om plastiktønderne lægger små kanoformede både til.

Bygningen står i tre etager: legeplads nederst, klasseværelser i midten og et halvt afskærmet rum til workshops øverst. Sådan ser den nye virkelighed ud for heldige skolebørn i slumområdet Makoko i Lagos, Nigeria.

Det hollandsk-nigerianske arkitektfirma NLÉ architects står bag projektet. Stifter af NLÉ og leder af projektet, Kunlé Adeyemi, forklarer på firmaets hjemmeside, at et besøg hos den lokale befolkning i Makoko i 2011 inspirerede ham til at tegne de flydende skoler. På deres hjemmeside beskrives projektet således:

– Makokos flydende skole er en prototype af en konstruktion, der takler fysiske og sociale behov i lyset af voksende udfordringer i form af klimaforandringer og urbanisering i Afrika, står der på hjemmesiden.

Hiv i linjen på det nedenstående billede og se, hvordan arkitektfirmaet NLÉ forestiller sig, at man kan udvide med mange flydende skoler i Lagos. Artiklen fortsætter under billedet.

 

Innovativ arkitektur

Slumområdet Makoko har længe haft brug for nytænkende arkitektur, der kan løse fortsatte problemer med oversvømmelse i byen, hvor størstedelen af befolkningen lever på vandoverfladen.

Arkitekt Klaus Lange, som selv har arbejdet med arkitektoniske projekter, hvor vand indgår som element, siger, at projektet med de flydende skoler er ualmindeligt spændende.

– Det er et meget innovativt projekt, som prismæssigt må være meget fornuftigt, da det kan udføres lokalt, siger han.

Det er endnu ikke klart, hvad en skole kommer til at koste, men da den er lavet af genbrugstønder og træ, forventer man ikke kæmpe udgifter.

At byggeriet skal kunne udføres lokalt er for hovedarkitekt Kunlé Adeyemi hele pointen med projektet, da han vil inspirere lokalbefolkningen til at tænke ud af boksen og se muligheder i de våde omgivelser.

Afrikas Venedig. Makokos indbyggere lever lige over vandoverfladen. Foto: NLÉ architects
Afrikas Venedig. Makokos indbyggere lever lige over vandoverfladen. Foto: NLÉ architects

Afrikas Venedig

Makoko er en gammel fiskerby, som findes i overfladen af Lagos-lagunen, der løber ud i Atlanterhavet ved Vestafrikas kyst. Næsten alle bygninger i Makoko balancerer på stylter nedgravet i lagunens bund. Det er derfor ikke underligt, at Makoko har fået tilnavnet “Afrikas Venedig”.

Husenes styltefundament har dog givet mange problemer med oversvømmelser gennem tiden. Arkitekturen bag skoleprojektet kan derfor med nytte bruges til bygning af huse. Figuren herunder viser, hvordan arkitekterne med de flydende skoler har kombineret Makoko-indbyggernes brug af trekantede tage med et flydende fundament for at undgå oversvømmelser:

Makoko model
Figuren viser, hvordan det klassiske trekantsformede (billed 1) tag kombineres med et flydende fundament (billed 2) for at undgå oversvømmelser. Foto: NLÉ architects

 

Arkitekturen afspejler Afrikas udvikling

Med en stadig kraftig befolkningsstigning på det afrikanske kontinent, må arkitekturen følge med for at imødekomme ændringer i befolkningens levevis, mener Holger Bernt Hansen, professor emeritus på Afrikastudier på Københavns Universitet.

Skoleprojektet opfylder ifølge Holger Bernt Hansen lokalbefolkningen i Makokos behov:

– De flydende skoler er et kraftigt svar på et behov i et område, hvor der ikke kan findes mere plads. Forældrene får deres største ønske opfyldt – at få deres børn i skole, siger Holger Bernt Hansen.

Uddannelse prioriteres i stigende grad på det afrikanske kontinent, mener Holger Bernt Hansen:

– En af de stærkeste kræfter i Afrikas udvikling er uddannelse, siger han.

De flydende skoler i Makoko kan derfor vise vejen for resten af Afrika med kombinationen af nytænkende arkitektur og en prioritering af uddannelse.

Massiv befolkningsvækst

Nigerias største by, Lagos, som slummen Makoko er en del af, er én af de byer i verden, der oplever størst befolkningsvækst. Lige nu bor der ca. 17 millioner mennesker i Lagos. Allerede i 2050 forventes det tal at være fordoblet.

Den massive befolkningsvækst findes dog ikke kun i Lagos, men i hele Nigeria. Ifølge FN’s beregninger forventes Nigeria i år 2100 at indtage 3. pladsen på listen over verdens mest befolkede lande med et estimeret befolkningstal på knap en mia. mennesker. Nigeria vil dermed overhale USA i befolkningstal og kun se sig slået af Kina og Indien, som indtil videre forventes at beholde de to øverste pladser på befolkningspodiet.

Nigeria er frontløber, men hele det afrikanske kontinent oplever høj befolkningsvækst. Lige nu bor der 1,1 mia. mennesker i Afrika, men i løbet af de næste 100 år vil Afrika ifølge FN firedoble dets befolkning til ca. 4 mia.

Sådan vil fordelingen af verdensbefolkningen se ud i år 2100: