Den 3. april afgik den uforlignelige folk-musiker Michael Hurley ved døden, 83 år gammel.
Det bedrøvelige budskab kommer fra hans familie, der har slået det op på hans hjemmeside. Ifølge amerikanske National Public Radio, gav han en koncert ved en festival i Knoxville fredag d. 28. marts, spillede på en lokal beverding dagen efter, og i Asheville i North Carolina om mandagen. Altså kan man med rette påstå, at Michael Hurley udøvede sin kunst til det sidste.
Han er af mange blevet kaldet ”freak-folkens gudfar”, men musikken Michael Hurley spillede var virkelig hans egen. Naiv, umiddelbar, personlig, universel, ordinær og ekstraordinær på samme tid. Sang, fløjten, jodlen, guitar og violin fylder på de fleste af hans mange album, hvor han gerne lod sig akkompagnere. Små bemærkninger mellem musikerne på optagelserne giver et indtryk af spontanitet og prunkløshed.
Hvor instrumenteringen ofte var hvad man kunne forvente af amerikansk folkemusik, var emnerne det sjældent. En tidlig klassiker er sangen The Werewolf, en sang om medfølelse, som blandt andre Violent Femmes og Cat Power senere har indspillet coverversioner af. Der er naturligvis kærlighedssange, men der er også sange om angerfulde bankrøvere, om at være en dårlig bartender, om dengang ”Harry Hubcab” og ”Jack the Fluke” kom til at baldre jukeboksen og lamperne med, om skiltemalere, om hunde der kan tale – og dét på irettesættende vis, om indianerhøvdinge og hula-hula-piger. Det tætteste Michael Hurley er kommet på mainstream er, at hans kryptiske Hog of the Forsaken endte med at blive en art uofficiel temasang for HBO-serien Deadwood.
Det kunne have været slut før det begyndte
Michael Hurley nåede at bidrage til kulturarven meget og længe. Han udgav sit første album, First Songs, i 1964 som 22-årig. Det skulle have været tidligere, men han blev i foråret 1963 indlagt på Bellevue Hospital i New York City med leverbetændelse, begyndende tuberkulose, samt mononukleose, hvis man skal tro på Frederic Ramsey, Jr., der annoterede hans første album. Det skyldtes for megen rakken rundt, hvor han endte i Greenwich Village, og endte i selskab med hvad Hurley selv kaldte unge ”med ret dårlige vaner”. Han kunne imidlertid rettes op over et halvt års tid, inden han blev udskrevet igen, og heldigvis fik verden glæde af Michael Hurley et par generationer mere. First Songs blev udgivet af Folkways Records, og var kun trakteret med guitar, med undtagelse af sangen Captain Kidd, hvor samboen Robin Remaily assisterede på fiol. Da pladeselskabsdirektøren Moses Asch, der i bredere kredse er kendt for sine optagelser af Lead Belly, Woody Guthrie, Pete Seeger med flere, gav Hurley et forskud for et nyt album, brugte han i stedet pengene på faste udgifter, og kom først i studiet igen i 1971, da kammeraten Jesse Colin Young ansporede ham til det. Det resulterede i albummet Armchair Boogie, som Young spillede med på, ligesom både Earthquake Anderson, Michael Kane, Jeffrey Myer og Robin Remaily, hvorfor afsenderen af albummet kom til at lyde ”Michael Hurley & Pals”. Derefter udkom albummene mere regelmæssigt, om end de udkom på mange forskellige pladeselskaber, hvis de da ikke slet og ret var selvudgivne.
Detaljer om albumudgivelser virker måske ligegyldige, men de viser at det var vigtigt for Michael Hurley at have kontrol over den skabende proces, hvilket de der er ubekendte med hans oeuvre vil erfare, når de lytter til hans musik. I 1976 medvirkede han også på samarbejdsalbummet Have Moicy! sammen med Jeffrey Frederick & the Clamtones og The Holy Modal Rounders, der af uudgrundelige årsager valgte at kalde sig the Unholy Modal Rounders i den sammenhæng. Et album som Rolling Stone Magazine mente var et af de ti bedste udgivet i 70’erne. Hurley fortsatte i sit eget tempo, og fik i alt udgivet over 30 album med sin outsider-musik, der mest består af folk, country og blues – samt af og til britiske folkesange, og hvad amerikanerne kalder ”old time music”, der er en forstenet ditto af det samme fra de tågehyllede Appalacher. Det sidste kommer til at hedde Broken Homes and Gardens, og skulle udkomme til sommer på No Quarter Records.
Udover de ovennævnte album, kan det anbefales den nysgerrige læser at lytte til de følgende perler:
• Long Journey (1976)
• Snockgrass (1980)
• Parsnip Snips (1995)
• Ida con Snock (2009)
One Response to "Folk-koryfæet Michael Hurley er død"