Opdateret 31/7 2023. Kilden “Mette” er blevet anonymiseret under hensyntagen til de vejledende regler for god presseskik. Kildens fulde navn er stadig redaktionen bekendt.
Nu opfordres forældre, pædagoger, bedsteforældre og alle andre endnu engang til at gå på gaden for at vise deres protester mod dårlige normeringer og ringe vilkår i landetes vuggestuer og børnehaver.
– Vi er rigtig vrede, og det er derfor, vi kalder protesten for ‘Hvor er der en voksen?’. Vi kæmper for vores fremtidige samfundsborgere. Det er dem, der skal bære samfundet om nogle år, siger Marie Blønd fra Forældrebevægelsen #HvorErDerEnVoksen.
Den landsdækkende forældreorganisation har over 30.000 medlemmer i sin Facebook-gruppe, hvor forældre også deler oplevelser med dårlige normeringer og ringe trivsel. Organisationen ønsker en minimumsnormering, som er 1:3 i vuggestuer og 1:6 i børnehaver. Men statsminister Mette Frederiksen (S) har udmeldt, at man ikke vil opfylde dette ønske i den kommende finanslov, selvom både SF og Enhedslisten ønsker det samme.
Faktaboks: Hvad betyder minimumsnormeringer på 1:3 og 1:6?
- Det betyder at kommunerne skal tildele ressourcer til mindst en fuldtidsansat pædagog til tre børn i vuggestuen og mindst en fuldtidsansat pædagog til seks børn i børnehaven.
- Mindst 80 procent af personalet, der beskæftiger sig med børn, skal være uddannede pædagoger.
- Lederne tæller ikke med i normeringerne, fordi de typisk bruger meget tid på ledelsesopgaver
- Minimumsnormeringer skal sikre, at en pædagog ikke står alene med en børnegruppe.
- Børn med behov for særlig støtte ligger ud over minimumsnormeringer.
- Minimumsnormeringer skal sikre, at der er det samme overordnet mindstekrav til forholdet mellem antal børn og pædagogisk personale, lige meget hvilken kommune man befinder sig i.
Kilde: BUPL
Minimumsnormeringer regeringen har meldt ud, at det vil først kunne ske i 2025.
Det er simpelthen ikke godt nok, mener Forældrebevægelsen, at ambitionerne er for lave fra politikernes side, og at der mangler en akutplan, for de børn der lige nu lider under manglende pædagoger i landets dagsinstitutioner.
– Der er sat alt for få penge af, og der er en lang udsigt til, at vi får minimumsnormeringer. Det vi hele tiden har kritiseret udspillet for er, at man kun tænker i langsigtede strategier og ikke har nogen akutplan, fortæller Marie Blønd.
Læs også: En mavepumper at børn ikke har det liv, de fortjener
Forældre på gaden
Mette, som er mor til tre, deltager også i protesten i København på fredag, fordi hun mener, at vilkårene i daginstitutionerne er for dårlige.
– Jeg får ondt i maven, når jeg afleverer mine børn for at tage på arbejde. Jeg bliver nervøs for, om de får den omsorg, nærvær og støtte, som de har brug for. Ikke fordi pædagogerne ikke gør det godt. De gør en kæmpe indsats hver eneste dag. Det er rammerne, den er gal med. Der er for få voksne, og de løber rigtig, rigtig stærkt, fortæller Mette.
Hun håber, at der kommer flere voksne så snart, som overhoved muligt, fordi hun oplever en stor mangel på personale i daginstitutionerne. Hun er selv gået ned i tid på jobbet, så hun nu arbejder 32 timer på sit arbejde, så hendes børn ikke skal være unødigt længe i institutionerne.
Dette er også en af grundene til, at hun deltager i den kommende demonstration fredag d. 22. november.
– Det har så stort betydning, at børnene bliver prioriteret i den kommende finanslov, og at vi får de minimumsnormeringer, som politikerne har lovet. Det skal ske nu. Børnene kan ikke leve med, at Danmark bliver ved med at svigte dem, mener moren.
Reelle minimumsnormeringer
Forældrebevægelsen har tidligere på året afholdt to landsdækkende protester med tusinder af demonstrerende voksne og børn.
Denne gang afholdes protesten i København, fordi deres kritik er rettet imod Christiansborg og resultatet af de foreløbige finanslovsforhandlingerne.
Det er ikke kun i København, at man ønsker at vise sin utilfredshed med de manglende minimumsnormeringer, og derfor er der også planlagt en mindre protest i Herning.
Læs også: Der er hverken pladser eller pædagoger nok til regeringens vuggestuetvang
Forældrebevægelsen #HvorErDerEnVoksen mener samtidig, at det er vigtigt, at minimumsnormeringer kun tæller det personale, som børnene har kontakt med, og ikke tæller ledere, vikarer og køkkenpersonale. Hvis børnene ikke kan se dem, så skal de ikke tælle med.
Dermed skal dagsinstitutionernes administrative personale altså ikke tælles med, lyder meldingen.
– Vi vil have, at børnene i vuggestuen kan se én voksen per tredje barn på gulvet og én voksen per sjette barn i børnehaven. Det er også derfor, vi siger, at vi vil have minimumsnormeringer i børnehøjde, siger Marie Blønd.
Læs mere om demonstrationen her.
Sådan gjorde vi: Journalisten blev gjort opmærksom på, at der ville være en stor protest i København. Derefter tog journalisten kontakt til Forældrebevægelsen, som er organisator af protesten. De skaffede os kontakten til en bekymret forældre, som blev interviewet over telefon.