Stor forskel på ventetid for kræftramte

kræft

Der er stor forskel på, hvor lang tid man skal vente på sin behandling som kræftpatient i de forskellige regioner.

Det viser en gennemgang af Sundhedsstyrelsens tal, som NetAvisen har foretaget.

I Region Midtjylland har der siden februar sidste år været 28 overtrædelser af den maksimale ventetid, som for eksempel er to uger ved en forundersøgelse. Det sker efter, at Sundhedsministeriet i februar 2012 skærpede kravene til regionernes indberetning. På den måde er det blevet mere gennemsigtigt, om regionerne overholder ventetiderne for kræftbehandlinger.

Man kan overholde reglerne på to måder: Enten kan sygehuset selv leve op til ventetiderne, eller også kan patienten blive tilbudt behandling på et andet sygehus i Danmark eller udlandet inden for tidsrammen.

Mens overtrædelserne er faldet markant for Region Nordjylland og Region Syddanmark, siden Sundhedsministeriet skærpede kravene, er omfanget stadig det samme hos Region Midtjylland.

Vi behandler hundredevis af kræftpatienter, så det er jo kun en lille del. De overtrædelser der er, er slet ikke noget problem, fordi de er med få dage.
Hans Peder Graversen, afdelingschef i Region Midtjylland

Så længe må du maksimalt vente på kræftbehandling

  • 2 uger til forundersøgelse
  • 2 uger til operation
  • 2 uger til medicinsk behandling
  • 4 uger til strålebehandling
  • 4 uger til efterbehandling

Kilde: Ministeriet for sundhed og forebyggelse, regler fra februar 2012.

Kun få tilfælde

Hans Peder Graversen, afdelingschef i Region Midtjylland, mener ikke, at overtrædelserne er udtryk for et problem.

– Vi behandler hundredevis af kræftpatienter, så det er jo kun en lille del. De overtrædelser der er, er slet ikke noget problem, fordi de er med få dage, siger Hans Peder Graversen.

Han mener, at overtrædelserne for 2012 primært skyldes personalets ferieafviklinger i afdelingen, hvor der bliver behandlet urinvejscancer.

– Men det er der kommet styr på nu, siger han.

Fremadrettet vil Region Midtjylland lave et nyt hjælpesystem for at forhindre overtrædelser.

– Vi er i gang med at udvikle et IT-system, hvor der skal gives en påmindelse til personalet, siger Hans Peder Graversen.

Han mener dog ikke, at man kan undgå tilfælde, fordi der er to sider af sagen.

– Man skal tage hensyn til patienterne og deres familie – om de er klar til at blive behandlet, og der er 14 dage ikke lang tid, siger Hans Peder Graversen.

Hans Peder Graversen sår tvivl om, hvorvidt tallene kan sammenlignes, fordi nogle regioner kan have lavet stikprøver, mens Region Midtjylland har lavet en totaloptælling.

Læs også: Pas på: Forårssolens første stråler er farlige

Succes i Nordjylland og Syddanmark

Region Syddanmark debuterede med i alt 75 overtrædelser i februar og marts måned, men har siden da haft 7 overtrædelser på den maksimale ventetid for kræftbehandling. Ligeledes har der været en positiv udvikling hos Region Nordjylland, som lagde ud med 13 overtrædelser i februar 2012. Siden da har nordjyderne ikke haft en eneste.

Morten Jakobsen, specialkonsulent i Region Syddanmark, mener, at den positive udvikling blandt andet skyldes, at der er indført en regel om, at sygehusledelsen skal lave en månedlig skriftlig indberetning til Sundhedsdirektionen om ventetiderne på kræftbehandlingen.

Derudover fortæller Morten Jakobsen, at der er indført konkrete instrukser for, hvordan patienterne skal informeres.

– Der er indført et standardinformationsbrev, som anvendes i de tilfælde, hvor afdelingerne ikke har mulighed for at undersøge eller behandle patienten inden for ventetidsfristen, siger Morten Jakobsen.

Jacob Bertramsen, specialkonsulent i Region Nordjylland, fortæller, at nordjyderne også har ændret procedure for at sikre kræftramtes behandling.

– I lyset af vores overtrædelser i februar 2012 har vi indført en procedure, hvor også sygehusledelserne og afdelingsledelserne skal skrive under på, at de ikke har nogen overtrædelser. På denne måde kommer det ud til dem, der sidder med det til dagligt, siger Jacob Bertramsen.

Han mener, at efterlevelsen af reglerne er en ledelsesmæssig opgave.

– Bekendtgørelsen er jo ikke svær at overholde. Det drejer sig jo blot om at overholde ventetiderne eller vise patienten videre til andre sygehuse, siger Jacob Bertramsen.