Valby Boldklub kan se sig nødsaget til at stoppe tilmeldingen af nye fodboldglade børn, når klubben skal flytte fra deres gamle træningsanlæg på Værkstedsvej til et nyt i Valby Idrætspark. Klubben skal flytte, da beslutningen om at sælge deres grund til fordel for et nyt boligkompleks blev endeligt vedtaget ved København Kommunes budgetforlig for 2016 i september.
Valby Boldklubs ungdomsformand, Martin Sørensen, frygter, at flytningen til fælles faciliteter, som klubben er blevet tilbudt af kommunen, vil betyde, at de ikke længere kan tilbyde børn fodboldtræning.
– Vi har jo set skrækeksempler hos andre klubber som KB og FA 2000, som har måtte lave medlemsstop, fordi de ikke har faciliteterne til nye medlemmer. Og derfor vil det være ærgerligt, hvis Valbys børn ikke kan få muligheden for at kunne spille fodbold, siger han.
– Vi håber jo, at vi på det nye sted kan få medlemstallet til at stige endnu mere, så der er plads til alle. Vi frygter det værste, men håber på det bedste.
Martin Sørensen, Ungdomsformand Valby Boldklub.
Læs også: Sport med til at hive udsatte unge væk fra gaden
Klubben håber på det bedste
Valby Boldklub har på det seneste været igennem en større udvikling i antallet af medlemmer. Lige nu har klubben 421 medlemmer, hvor de 129 af dem spiller i ungdomsafdelingen. Det håber Martin Sørensen, at kommunen vil tænke på, når de skal finde klubbens nye tilholdssted.
– Jeg håber, at de har et overblik over, hvor mange vi er blevet, og hvordan børnene trives hos os. Vi håber jo, at vi på det nye sted kan få medlemstallet til at stige endnu mere, så der er plads til alle. Vi frygter det værste, men håber på det bedste, fortæller han.
Fra Københavns Kommunes side forstår man Valby Boldklubs bekymringer om fælles faciliteter. Derfor planlægger man nu et nyt klubhus, siger Mads Kamp Hansen, fritidschef for København Kommune.
– Der er ingen tvivl om, at vi er meget kede af at skulle flytte. Man har prøvet at presse os ind i et fælles klubhus, og det kan være problematisk, for vi er bange for, at den intimitet, som er ved vores anlæg nu, vil mistes, når vi flytter.
Jesper Dyjak, bestyrelsesformand i Valby Boldklub
– Valby Boldklub mener, at de vil miste deres identitet ved et fælles klubhus, og det mener jeg godt, man kan løse, men de skal også synes, det er en god idé. Hvis de skal flyttes til fælles faciliteter, så skal der laves en ny politisk beslutning. Med budgettet for 2016 er der derfor blevet afsat fem millioner kroner til et nyt klubhus, siger han.
Læs også: Kamp om frivillige tackler børns fodbolddrømme
Et strejf af optimisme
Valby Boldklubs bestyrelsesformand, Jesper Dyjak, er også bekymret for klubbens fremtid, da han mener, at klubben kan miste sin identitet ved at flytte. Han er dog samtidig optimistisk omkring situationen, efter kommunen har tilbudt dem at bygge et nyt klubhus.
– Der er ingen tvivl om, at vi er meget kede af at skulle flytte. Man har prøvet at presse os ind i et fælles klubhus, og det kan være problematisk, for vi er bange for, at den intimitet, som er ved vores anlæg nu, vil mistes, når vi flytter, forklarer han.
– Vi har haft Københavns Kommune herude og kigge på vores nuværende klubhus, så de kan se, hvad vi har. Og de har været venligstemt overfor at kunne genskabe noget af stemningen ved at lægge nogle børnebaner ude foran et nyt klubhus, siger han.
Planerne for det nye klubhus er nu gået i gang, men det er endnu ikke fastlagt, hvornår det skal stå færdigt.