Frivillige strømmer til Eurovision

Foto: MorgueFile
Foto: MorgueFile

966 personer. Så mange mennesker arbejder frivilligt ved Eurovision Song Contest, som afholdes i København d. 10. maj i år. Det store korps af frivillige skal sørge for, at alle tilrejsende, publikummer, artister og pressen får en god oplevelse i Danmark.

Antallet af frivillige overstiger det, man havde regnet med hos Host City Copenhagen, der står for rekrutteringen.

– Vi har fået rigtig mange henvendelser, langt flere end vi forventede, siger Emil Spangenberg, der er kommunikationschef for Host City Copenhagen. Han er glad for den store interesse.

Læs også: Frivilligt arbejde er hipt blandt unge

– De frivillige er med til at få opgaven i hus og sikre en succes. Man skal være frivillig, hvis man har en interesse for at komme bag kulisserne og se, hvordan maskinrummet arbejder, siger Emil Spangenberg.

Fra nær og fjern

Halvdelen af de frivillige har en længere rejse bag sig. De har pakket kufferten og er kommet fra udlandet for at deltage i begivenheden. Samlet repræsenterer de frivillige 54 forskellige nationaliteter.

En af de mange frivillige er 30-årige Michael Ayensu. Han kommer fra Ghana, men har boet i Danmark i to år. Han arbejder til dagligt på McDonald’s og kan netop få tid til Eurovision. For ham er det frivillige arbejde en mulighed for, at møde nye mennesker og være med til at skabe det store show. Her oversat fra engelsk:

– Det handler ikke om penge, men om at være med. Det er guld værd. Det bedste er, at jeg har mødt en masse mennesker og fået et netværk i byen. Men også at være en del af sådan et stort internationalt event, det er godt at hjælpe til. Jeg er stolt af at være med. Det, der motiverer mig mest, er at gøre det til en fest for en de internationale gæster, fortæller Michael.

Læs også: Flere vil være frivillig brandmand

I frivilligkorpset er der personer i alle aldre. Den yngste er 18 år, mens den ældste runder 77 år. Flere af de frivillige arbejder allerede nu på at forberede det store musikarrangement.

At komme bag scenen

32-årige Tanja Blicher er ligeledes frivillig, hendes opgave er at følge den spanske sangerinde Ruth Lorenzo og hendes hold rundt, fra de ankommer d. 3. maj og indtil d. 10. Til dagligt arbejder hun som freelance kommunikationsmedarbejder.

– Det fedeste ved at være frivillig ved Eurovision er at komme bag scenen og se, hvordan det hele foregår og så selvfølgelig heppe på sangerne til den store finale. Jeg vil gerne vise byen frem og give de tilrejsende et godt indtryk, siger Tanja Blicher.

Det er en fest at deltage i arrangementet, mener hun, og det har gjort stort indtryk at møde mennesker, der er særligt engagerede i Eurovision.

– Jeg har mødt en masse Eurovision nørder for eksempel nogle, som har fulgt Eurovision altid, hele livet. De kan huske hvem der vandt i 1969, de kan huske alle sangene og ved hvem, der har vundet flest og færrest gange, fortæller Tanja Blicher.