To unge har stiftet musikcafé: ”Vi vil gerne sætte fokus på, at man også kan være sej, hvis man nørder musik”

De to unge ønsker at skabe et musikfællesskab blandt byens unge.
Foto: GlowImagesRF.

Iskolde Coca-Cola dåser, chips og slik står pænt anrettet på det store bord. Glade ungdomsstemmer og en summen fra højtaleren fylder lokalet op på Solrød Gl. Skole. Det er den 19. april, og det er første gang, at de unge er samlet, fordi de deler den samme passion. Nemlig musikken. Det er den 16-årige gymnasieelev, Melanie Lagard og hendes kompagnon, den 16-årige gymnasieelev, Linus Illum Christensen, der fik idéen til at starte musikcaféen:

– Idéen startede med, at vi er to elevrepræsentanter i bestyrelsen fra Musikskolen i Solrød. Musikskolen har et tæt samarbejde med UngSolrød. Vi, Linus og jeg, vil gerne skabe et sted, der er for os, der ikke har en interesse for at dyrke sport, fortæller Melanie Lagard.

Det er netop fællesskabet, der er grobund for musikcaféen. Til aftenens arrangement er der mødt omkring 12 unge op, der gerne vil dyrke fællesskabet og musikken. Det er ikke tilfældige fremmødte, ifølge Linus Illum Christensen, for størstedelen af dem kender hinanden gennem deres gymnasie. Disse bekendtskaber har gjort, at de unge holder meget af at dyrke musikken og har et godt sammenspil, når de ses.

Initiativet bakker Solrød Kommunes Kultur-, idræts- og fritidsudvalg op, fordi de fleste fritidstilbud til de unge i kommunen er baseret på idrætsaktiviteter:

– Det er helt fantastisk, at unge mennesker på eget initiativ går i gang med at skabe et sted, hvor de kan finde et fællesskab. I Solrød er der rigtig meget fodbold og badminton, altså idræt, og der mangler fællesskaber for de unge, der gerne vil noget andet, siger Anette Fynbo Blem (A).

Hvad tilbyder UngSolrød?

  • Fritidshold og klubber
  • Dans
  • Sport og fitness
  • Rejser
  • Kørekort til speedbåd, knallert og bil

Læs også: Nu skal LGBT+ unge ikke længere føle sig ensomme: Nyt tiltag i Solrød skaber det fællesskab, mange mangler

Musikken er vigtig

Det er ikke tilfældigt, at Melanie Lagard stadig har en stor en interesse indenfor musikken. Idet hun har dyrket scenekunst i seks år, hvor hun i dag synger, spiller klaver og guitar:

– Musikken har altid interesseret mig, og det er en stor del af mit liv. Det er også derfor, at jeg gerne vil starte det her projekt op. Vi vil gerne sætte fokus på, at man også kan være sej, hvis man nørder musik, siger Melanie Lagard.

Linus Illum Christensen og Melanie Lagard fortæller, at de er medlem af to forskellige bands. De fortæller, at begge bands har planer om at komme og spille til et af musikcaféens kommende arrangementer, hvor alle må komme og se dem optræde.

Sådan gjorde vi: Journalisten fik et tip fra UngSolrød omkring arrangementet, hvor journalisten derfor valgte at tage ud til arrangementet og foretage interviews.