Gaming skaber motivation og sammenhold på arbejdspladsen

Foto: Paula Owen, Flickr

Problemer med dalende motivation, træge kollegaforhold eller et manglende sundhedsfokus på arbejdspladsen, kan være sød musik i ørene for nye spiludviklere. Fænomenet gamification vil skabe sundere, gladere og mere motiverede medarbejdere.

– Vi har blandt andet forsøgt at sætte fokus på sundhed på flere arbejdspladser, men det skal ske uden den løftede pegefiner, der siger ’husk nu at spise sundt’! Gennem blandt andet quizzer og forskellige spilmekanismer, blev medarbejderen informeret om, hvad fordelene ved at spise sundt er, siger Jarle Fink Kondrup som er Senior Lab Agent for Innovationlab, som blandt andet udvikler spil til arbejdspladser.

Grundlogikken er gammel
Men Ifølge Miguel Angel Sicart, som er forsker i designteknologi ved IT-Universitetet i København, er gamification dog ikke et nyt fænomen.

– Grundlogikken bag gamification er gammel. Vi får folk til at yde en service, ved at få det til at ligne et spil. Det koncept kender vi blandt andet fra flyselskabernes pointsystemer, hvor du får fordele, jo mere du flyver. Vi trækker altså på basale belønningssystemer, siger Miguel Angel Sicart.

For ham er præmissen om konkurrence dog ikke det væsentlige. Motivationen skal findes gennem leg og ikke gennem spil. Han har derfor bygget videre på gamifications grundlogik.

– Det er ikke nødvendigvis point, der gør det for folk. Jeg prøver at lave en ny fortolkning af denne idé, og forsøger at gøre det til leg. I stedet for at fokusere på, hvilken struktur et spil har, så kigger vi på, hvordan folk kan få oplevelsen af, at de leger, tilføjer Miguel Angel Sicart.

Leg er vigtigere end spil
Blandt andet har han tidligere arbejdet på en app, der skulle få forskudsopgørelsen til at føles som leg. Ved at trække på konceptet bag apps som Tinder, hvor du kan swipe enten ja eller nej, var idéen at overskueliggøre forskudsopgørelsen for brugerne.

– Forskudsopgørelsen handler om, hvad der økonomisk har ændret sig i dit liv. Appen stiller dig et spørgsmål, som f.eks. kunne lyde ’Har du fået en ny bil inden for det sidste år?’ og så skal du som bruger enten swipe ja eller nej, forklarer Miguel Angel Sicart.

 Borgerinddragelse i kulturrummet
I Nykøbing Falster har Guldborgsund Bibliotekerne tidligere implementeret gamification, som et værktøj til at inddrage borgere i biblioteksrummet igennem oplevelser i bybilledet.

Gamification kan bruges inden for kulturområdet på mange forskellige måder. Hvis man har en lidt legende tilgang og nogle spilelementer, kan man inddrage borgere i bibliotekstrummet og måske også borgergrupper, som ikke normalt benytter sig af bibliotekerne, lyder det fra Jan Holmquist, som er leder af Guldborsund Bibliotek.

Grundidéen bag gamification er populær. Opskriften på gamification er altså at krydre hverdagsudfordringer eller problemstillinger med lidt grafik, konkurrence og spilelementer.