Gilleleje: Døende fiskerby eller turisme under udvikling?

Havnen og fiskekutterne i Gilleleje tiltrækker mange turister i sommermånederne. Foto: commons.wikimedia

Den lille by på Sjællands nordligste punkt har i flere hundrede år været kendt som Sjællands største fiskerihavn, og det er en af grundende til, at byen hvert år tiltrækker så mange turister, fortæller Henrik Magelund, formand for Gilleleje Handels- og Turistforening:

–  Havnen og fiskeriet har stor betydning for både erhverv og turisme i Gilleleje, det er et stærkt  trækplaster. En fiskekutter på vej ind i havnen med lasten fuld af fisk og med skrigende måger flyvende omkring. Sådan en oplevelse trækker folk til, og derfor har det stor betydning, at fiskeriet bevares.

Fiskeriet står for døden

De sidste år er reglerne for erhvervsfiskeri i Kattegat dog blevet strammet, og Gillelejes fiskere lider under de nye regler. Ifølge Jan Nordahl, formand for Gillelejes Fiskeriforening, har stramningerne betydet, at halvdelen af byens fiskekuttere er forsvundet fra havnen.

–  For fire år siden var der over 20 både i havnen, nu er vi nede på 12. Fiskeauktionen plejede at omsætte for 46 millioner, nu er vi nede på 25.

Danmarks Fiskeriforenings årlige rapport, Fiskeri i Tal, viser, at omsætningen i erhvervsfiskeriet i 2017 nåede rekordhøjde. Men det mener Jan Nordahl ikke hjælper på situationen.

–  Fiskeriet på landsplan har ikke noget med Gilleleje at gøre. Vi er blevet frataget store områder i Kattegat, og mange af kutterne er gået konkurs. Hvis ikke der bliver ændret på reglerne, så vil der ikke være noget fiskeri tilbage i Gilleleje om et par år.

Henrik Magelund mener dog ikke, at det vil gå så galt. Ifølge ham er Gillelejes befolkning og historie en stor del af grunden til, at fiskeriet aldrig vil forsvinde.

–  Vi passer godt på hinanden, og det gør det værd at besøge byen. Gilleleje vil blive ved med at være Gilleleje, og fiskeriet vil altid være her. Vi tror på det.

Læs også: Fiskere trodser stormen for at tjene gode penge

Unge fiskere skal på havet

Ifølge Dansk Fiskeriforening er gennemsnitsalderen for danske fiskere steget med fem år over det sidste årti. Nu er den gennemsnitlige fisker 50 år gammel. Ifølge Jan Nordahl er det fordi, arbejdet ikke er attraktivt for de unge fiskere.

– Der er ingen af de unge, der vil kaste sig ud i et håbløst job. Det er kun de gamle fiskere, der stadig er her. Det er kun fordi, vi ikke har andre muligheder.

Det er nødvendigt at engagere de unge i fiskeriet, fortælle historier og starte erhvervspraktik for at blive ved med at have fiskeri i byen, mener Henrik Magelund.

– Kan vi sikre stabiliteten af det fiskeri, vi har i dag i Gilleleje og gøre det attraktivt for yngre generationer at gå ind i erhvervet, så kan vi bibeholde fiskeriet i Gilleleje.

Læs også: Danmarks kyster skal være større turistmagneter

Gilleleje i udvikling

Skulle erhvervsfiskerne alligevel forsvinde helt fra Gilleleje, vil opgaven blive svær at løfte, men byen har meget andet at byde på, fortæller Henrik Magelund:

– Byen har gennem de sidste 5-6 år løftet sig, så der i dag er mere ved besøgsoplevelsen. Gilleleje er både blevet kåret som Danmarks bedste værtsby og Danmarks mest kreative by. Vi er gode til at tiltrække nye erhvervsdrivende, der er stolthed blandt byens borgere, og her er mange aktiviteter og events året rundt.

Herunder kan du gå på opdagelse i Gilleleje og dens muligheder:

Sådan gjorde vi: Inspirationen til artiklen bunder i journalistens egen opvækst i Gilleleje. Formanden for Gillelejes Fiskeriforening er interviewet over telefon. Interviewet med formanden for Gilleleje Handels- og Turistforening er foretaget over mail. Fiskeri i tal er en årlig rapport udgivet af Danmarks fiskeriforening: http://fiskeriforening.dk/om-fiskeriet/fiskeriet-i-tal/