Grøntsager og sansehave: Nyt haveprojekt skal samle Lyngby-Taarbæk om naturen

Billedet er ikke fra Fælleshaven. Foto: Magnus Stenaa Jensen, Netavisen

Jord under neglene og sansehave. En stor have kan være på vej i Lyngby-Taarbæks Kommune. Drømmen er en have, der skal skabe fællesskab, ro og inspiration for beboerne i kommunen.

– Vi skal arbejde med naturen og dyrke vores egne fødevarer i stedet for, at det hele skal gå så hurtigt, siger Louise Leisemei Paustian, stifter af projektet “Fælleshaven”.

Projektets stiftere kæmper for, at projektet skal blive en realitet. Folkene bag idéen om Fælleshaven har i samarbejde med Lyngby-Taarbæk Kommune udvalgt en lokation til haven, der endnu ikke er offentligt kendt, men kommer til at være på et større areal i Kongens Lyngby.

Fælleshaven skal udvikles for og med kommunens borgere og aktører.

– Det handler om, at få fingrene i jorden og lære noget. Og så er fællesskabet virkelig omdrejningspunktet. Fællesskabet og bæredygtighed. Projektet munder ud i alle mulige forskellige målgruppe-rettede kurser, workshops og initiativer. Vi vil skabe en forståelse for naturen, og hvor maden kommer fra. Det vil vi gøre i fælleskaber, da vi tror på, at en bæredygtigudvikling bedst opnås gennem sammenhold, siger Louise Leisemei Paustian.

“Et nyt og forfriskende projekt”

Projektet vækker begejstring blandt flere.

– Det nye og forfriskende er, at det er et projekt, der samler folk på tværs af forskelligheder. Det er fedt, at ældre mennesker kan møde unge, børn, børnefamilier og sårbare. Der er plads til alle her. Som familie vil det være spændende at besøge Fælleshaven med sine børn. Fælleshaven giver en mulighed for at møde nogle nye mennesker og gøre noget nyt sammen, siger Dorthe Minna Hansen, centerleder for Rustenborg, der laver sundhedsfremmende og forebyggende aktiviteter for pensionister og efterlønsmodtagere i kommunen.

I Fælleshaven skal der blandt andet være mulighed for at lave sin egen mad i naturen.

Læs også: God idé? Dansk landbrug skal tilbage til stenalderen

Sansehave skal give ro

Projektet vil forsøge at skabe et fællesskab på tværs af alders- og målgrupper. Håbet er, at borgere, der er i stress-forløb i kommunen, også vil have mulighed for at komme i sansehaven, forklarer Louise Leisemei Paustian. Men også mange andre skal gerne kunne få glæde af haven.

– Vi vil gerne have børn og unge ind i nogle forløb via naturfag i skolerne. Vi vil også invitere ældre ind i haven, om det så bare er, at de skal ind og prøve og spise noget mad, de ikke har smagt i mange år. Vi kommer også til at have en skovhave, som er en form for sansehave, hvor de kan komme ind og opleve ro og blomster, forklarer Louise Leisemei Paustian.

Netop inkluderingen af ældre ser Dorthe Minna Hansen som en oplagt mulighed, hvor hun sagtens kan forstille sig, at Rustenborg vil gøre brug af Fælleshavens tilbud og aktiviteter, hvis eller når den bliver en realitet.

– Jeg kan godt forstille mig, at vi kan arrangere nogle aktiviteter eller kurser, som kan forgå i Fælleshaven. Det kan for eksempel også ske gennem en bedsteforældre- og børnebørn-dag, hvor man tager ud i haven og får nogle fælles oplevelser, siger Dorthe Minna Hansen, centerleder for Rustenborg.

Læs også: København og Fredensborg skal skabe sundhed i naturen for alle

Søgt om en million kroner

Projektet har ansøgt om et beløb på en million kroner igennem Realdania-kampagnen ‘Underværker’ og har i skrivende stund samlet 400 ud af de nødvendige 500 stemmer, som det kræver for at blive bedømt af kampagnens jury.

– Nu er vi faktisk nået helt frem til, at vi skal til møde i direktionen om 14 dage, og så skal direktionen indstille projektet til kommunalbestyrelsen, siger Louise Leisemei Paustian, stifter af projektet Fælleshaven.

Sådan gjorde vi: Idéen til artiklen opstod ved hjælp af et opslag i en lokal Lyngby-gruppe på Facebook. Opslaget omhandlede en underskriftindsamling til projektet Fælleshaven. Mange i Facebook-gruppen havde reageret positivt på projektet. Journalisten kontaktede derfor en af projektets iværksættere og fandt ud af, at projektet faktisk var nået ret langt, og at de ville involvere en bred vifte af aktører. For at finde ud af, hvorvidt denne brede involvering gav mening, kontaktede journalisten centerlederen for Rustenborg, som journalisten fandt frem til gennem det førnævnte Facebook-opslag.