Guide: Sådan kan Siri hjælpe dig i dag og i fremtiden

Siri kan hjælpe sin bruger med mange ting.
Siri kan hjælpe sin bruger med mange ting. Foto: Flickr

Har du svært ved at benytte Siris funktioner? Eller bruger du “hende” måske overhovedet ikke? Så er det måske på tide, at du gav hende en chance mere.

Mange af os bruger Siri blot til at søge efter hovedstæder eller historiske fakta, men vidste du, at hun faktisk kan mere, end du tror?

Du kan her læse om fem anderledes måder at udnytte programmets funktioner på. Med de rigtige ord kan du forvandle hende til din helt egen sekretær, bedste ven og skytsengel.

Kan snart blive endnu klogere

Selvom Siri allerede nu imponerer som kunstig intelligens, er der stadig masser af plads til forbedringer og udvikling. Det vurderer fremtidsforsker Klaus Æ. Mogensen fra konsulentfirmaet Instituttet for Fremtidsforskning.

Han har sit bud på, hvordan fremtiden ser ud for kunstige intelligenser som Siri:

– Om 10-15 år er det realistisk, at vi vil gå rundt med en langt mere avanceret kunstig intelligens i vores bukselommer. Den vil kunne analysere store mængder af tekst og tale indenfor få sekunder og herefter formulere en form for respons lige så hurtigt, forklarer Klaus Æ. Mogensen.

I den forbindelse mener han, at det, ved at tale til Siri, for eksempel vil blive muligt at oversætte fra et sprog til et andet uden, at konteksten vil gå tabt.

Læs også: Teknologieksperter uenige om ny iPhones popularitet

Som en skræddersyet sekretær

Klaus Æ. Mogensen tror også, at Siri vil blive bedre til at forudsige, hvad brugeren ønsker og dermed fungere som en slags sekretær:

– Jeg tror, Siri vil blive bedre til at skue ud i fremtiden. Ved hjælp af indholdet af brugerens mail og kalender vil hun holde øje med aftaler, foreslå begivenheder og forsøge at forenkle hverdagen for brugeren. Altså, kommer hun til at fungere som en slags sekretær, som hele tiden er et skridt foran, siger Klaus Æ. Mogensen.

Selv Siris personlighed og kendetræk kan ende med at forandre sig:

– Det bliver sandsynligvis muligt at skræddersy Siri efter præference. Navn, køn, alder, dialekt, grad af humor og personlighedstræk kan være bare nogle af de valgmuligheder brugeren selv kan vælge, for at skabe sin egen unikke måde at interagere med sin kunstige intelligens på. Det kan også være, at hun indstiller sig selv automatisk efter måden, hvorpå hun bliver brugt af brugeren, vurderer Klaus Æ. Mogensen.

Læs også: NAO-robotten er den nye dreng i klassen

Læs guiden her:

Bemærk at disse funktioner muligvis kræver, at dit styresystem er opdateret.

  1. Find hjem – Hvor mange af os har ikke før prøvet at misse afkørslen på motorvejen for kun at ende i fortvivlelse over, hvilken rute man nu skal tage for at komme hjem? Frygt ikke, for ved blot at sige ”take me home” til Siri, igangsætter hun med det samme en rutevejledning med dit hjem som endestation – og du slipper endda helt for at taste noget ind i GPS’en.
  1. Mind mig om ”det her” – Hvis du falder over vigtig information i en e-mail, SMS eller på nettet, kan du bede Siri om at minde dig om dette stykke information. Du skal blot sige ”remind me of this” og så dukker beskeden, mailen eller linket op på din skærm senere som en påmindelse.
  1. Tilføj til lister – Du kan for eksempel tilføje madvarer til din indkøbsliste ved at give kommandoen ”add beef to shopping list” for eksempel.
  1. Tjek Twitter – Hvis du vil se, hvad en bestemt bruger skriver på Twitter, behøver du blot at spørge ”What is (Twitter brugernavn) saying?”, og så giver hun et nydeligt overblik over brugerens 10 seneste tweets.
  1. Afprøv Siris humor – Siri er dygtig til at bekæmpe kedsomhed. Hun har nemlig et humoristisk svar på mange forskellige forespørgsler. Giv hende følgende stikord, og se hvad der sker:
  • ”What does the fox say?”
  • ”Tell me a joke.”
  • ”Which operating system is the best?”
  • ”What is the movie ’Inception’ about?”
  • ”Tell me a story.”
  • ”What phone is the best?”
  • “Knock, knock.”

Læs også: Forskere: Beskyt din smartphone mod overvågning