En varm slurk kaffe på vej til arbejde. En kold tår cola, når turen går hjemad igen. Halvdelen af danskerne drikker, når de kører bil. Men få sekunders uopmærksomhed kan få fatale konsekvenser.
– I sig selv er det ikke et problem, at folk nyder drikkevarer bag rattet. Men det bliver det i det øjeblik du taber din kaffe ned i skødet, så skaber du uopmærksomhed, og det er farligt, siger Jesper Sølund, dokumentationschef i Rådet for Sikker Trafik.
Læs også: Dræbte i trafikken med spiritus fra 2001-2015
Der er mange tørstige bilister, der kan skabe usikkerhed på vejene, viser en undersøgelse foretaget af Epinion for Rådet for Sikker Trafik og Forsikring og Pension.
49 pct. drikker, når de kører bil, viser undersøgelse. Dertil sidder 57 pct. i deres egne tanker, og 12 pct. melder, at de læser sms’er eller tjekker Facebook, mens de kører. Det kan få fatale konsekvenser.
– Cirka en tredjedel af ulykker skyldes uopmærksomhed i trafikken, men nyere forskning tyder på, at uopmærksomhed faktisk er en faktor i op til 60 pct. af uheld, fortæller Jesper Sølund.
Uopmærksomhed er faktisk en af de største dræbere i trafikken. 4 ud af 10 var uopmærksomme, da de kørte galt eller var ved at køre galt, viser en undersøgelsen fra Promonitor.
Uopmærksomheden betyder, at man som bilist er længere tid om at reagere og dermed stoppe bilen. Bilisten bliver desuden dårligere til at afkode trafikken, da opmærksomhed kan føre til, at man overser skilte, faresignaler og andre trafikanter.
Vi foretager distraherende ting i 30 pct. af den tid vi kører bil, viser tal fra DTU transport.
Undgå at blive distraheret, når du kører
- Hold fokus på trafikken, og fokuser på at køre bil.
- Hvis du ikke kan huske de sidste par kilometer, så hold en pause eller skift radiokanal.
- Hvis du er ved at komme for sent, så accepter situationen og bevar roen.
- Hvis du er træt, så hold ind til siden og tag en powernap på 15-20 min.
Kilde: Rådet for Sikker Trafik
En giftig cocktail
Jesper Sølund forklarer, at uopmærksomhed i trafikken svarer til at køre med en pose over hovedet:
– I det øjeblik, hvor man kigger på noget andet, så kan man ikke reagere, hvis der sker noget uforudset. Vi lever i en tid, hvor man nemt lader sig distrahere, men det er altså en farlig cocktail, hvis man lader sig distrahere, mens man kører bil.
Fire former for uopmærksomhed
- Visuel: Når du ser væk fra trafikken.
- Kognitiv: Når du har tankerne et andet sted end trafikken.
- Motorisk: Når du slipper rattet med en eller begge hænder.
- Auditiv: Når du lytter efter andet end trafikken.
Kilde: Rådet for Sikker Trafik
283 personer blev dræbt i trafikken som følge af uopmærksomhed i perioden 2011 til 2015. Uopmærksomhed er altså en afgørende faktor i en tredjedel af dødsulykker i Danmark.
– Uopmærksomhed i trafikken er svært at lave om på. Når vi snakker om hastighed og selebrug, så kan vi ændre adfærden. Løsningen ligger forsat i kommunikation, men det store kvantespring ville være, hvis vi får større udbredelse af intelligente biler. Så kan bilen selv foretage nedbremsninger eller ændre vejbane, hvis bilisten er træt eller uopmærksom, siger Jesper Sølund.
Læs også: Nu kommer de selvkørende biler til Danmark
Sådan gjorde vi: Idéen til artiklen udsprang af kampagnen “Kør bil, når du kører bil”, som fokuserer på, hvor mange ulykker, der er forbundet til uopmærksomhed i trafikken. Jesper Sølund er interviewet over telefon.