Handicappedes rejser truet af nyt sygesikringskort

file0001072667093

Det blå sygesikringskort medfører egenbetaling for dækning i udlande. Det kan være dårligt nyt for de handicappede.

Privatiseringen af syge og ulykkes-dækningen i udlandet bekymrer landsforeningen, LEV. De frygter, at det bliver en omkostning for de handicappede, som i forvejen er udsatte.

– Udgifter til rejseforsikring kan være med til at vælte et helt rejsebudget. I værste fald betyder det, at man slet ikke tager afsted, fordi udgifterne er for store, siger Jens Kristian Hansen, forsikringskonsulent for handicaporganisationen LEV.

 Fra gult til blåt

– I dag er danskere forsikret på danske betingelser gennem det gule sygesikringsbevis.

– I februar blev det nye sygesikringskort vedtaget. Det træder i kraft til august.

– Fra august vil alle EU-borgere være dækket efter den standard, der gælder i landet, hvor de kommer til skade.

– Fremadrettet skal de private forsikringsselskaber derfor dække langt mere, da mange lande har brugerbetaling på syge-behandlinger.

 

Ingen garantier til de særligt udsatte

LEV frygter, at forsikringsselskaberne vælger at forskelsbehandle kunder med kroniske lidelser. Kroniske lidelser kan dække alt fra en manglende arm til sklerose, som på grund af deres lidelse, kan være i større risiko for følgesygdomme- og ulykker.

– Det er problematisk, fordi vi har med borgere at gøre, som ikke selv har bedt om at være handicappede. Alene af den grund er deres formue væsentlig forringet sammenlignet med mange andre, siger Jens Kristian Hansen.

Han mener derfor, at samfundet bør påtage sig et større ansvar. I dag er der ingen lovkrav til, hvad de danske forsikringsselskaber skal dække og til hvilken pris.

Forsikringsselskaberne bestemmer selv, om de vil tage risikoen og forsikre personer, som er særligt udsatte. Hvis de vælger at forsikre, sættes prisen efter den risiko, selskabet vurderer.

 

Alt har en pris

– Hvis man er interesseret i at lave forsikringer for handicappede, så kan man sætte prisen efter det – også selvom det måtte være det dobbelte, siger konsulent Ole Vidstrup fra Forsikringsoplysningen.

Han siger samtidig, at der vil være forskel på, hvordan forsikringsselskaberne sammensætter deres rejseprodukter

– De enkelte forsikringsselskaber har deres egne betingelser, og derfor er det op til folk selv, at undersøge hvordan de er dækket, siger han.

På nuværende tidspunkt er det stadig uvist, hvordan forsikringsselskaberne vælger at sammensætte de nye priser.