Skrevet af Louise Rodenberg og Frederik Bjørn
Sommeren har de seneste uger vist sig fra sin bedste side, og en ny friluftsaktivitet har fyldt de danske farvande. Mange er blevet vilde med Stand Up Paddle (SUP). Vandsporten, der oprindeligt stammer fra Hawaii, udføres ved, at man står på et bræt og fører sig frem ved hjælp af en paddel.
Hos KiteDanmark, der er en af Danmarks største virksomheder inden for salg af surf- og skateboards, oplever man en stigende interesse for SUP. Butiksassistent hos KiteDanmark Mathilde Sandager er imponeret over boardets pludselige popularitet.
– Det er helt vanvittigt. Vi sælger ekstremt mange. Vi sælger dobbelt så mange som vi plejer, siger butiksassistenten.
En meditativ sport, hvor man er i ét med naturen
25-årige Mads Schøffer fra Københavns Sydhavn er en af dem, der gennem de seneste fire måneder har tilbragt tid på vandet efter at have erhvervet sig et paddleboard.
– Det er en meget meditativ sport. Man kommer ud, kigger på vandet, står stille og roligt, og er i ét med naturen, siger Mads Schøffer, som til dagligt læser Performance Design på Roskilde Universitet.
Læs også: Bilferie til sommer? Se de bedste destinationer med rejsetid på under 24 timer
For Mads Schøffer er en del af det særlige ved paddleboard, at han ikke ser det som en konkurrencesport, men derimod som en hyggelig aktivitet med sine venner.
– I andre sportsgrene er der som oftest et mål. Det er der ikke med paddleboard. Det er en sport, alle kan være med til og alle kan udøve. Jeg synes, det er fedest at tage ud med mine venner. Vi er en 12 stykker, der har købt et paddleboard sammen, og vi hygger os meget med det, siger Mads Schøffer.
En familievenlig aktivitet med stigende popularitet
Fritidsaktiviteten, der inviterer til bølgeskvulp, vind i håret og balanceøvelse, er gennem de seneste år steget hastigt i popularitet herhjemme. Hos Dansk Surf og Rafting Forbund (DSRF) har interessen været tydelig. På 3-4 år er de gået fra at have 500 til at have 3-500 medlemmer.
Læs også: Overnatning på vandet storhitter: »Man kan jo kalde det en mikroskopisk ø«
Fra 2020 til 2022 har DSRF startet udviklingsprojektet ‘Stoked Sustain’ med henblik på at få flere til at dyrke SUP og surfing. Brian Hansen, der er kasserer hos DSRF, er ikke i tvivl om, hvorfor sporten allerede er blevet en succes i Danmark.
Stoked Sustain
Stoked Sustain er et udviklingsprojekt hos Dansk Surf og Rafting Forbund, der fra 2020 til 2022 skal udbrede sportsgrenene Stand Up Paddle og surfing.
Projektet har fokus på at danne fællesskaber og er støttet af Nordeafonden, som har bidraget med fire millioner kroner.
Projektets målsætninger:
- 10.000 skal prøve kræfter med enten Stand Up Paddle eller surfing
- 160 ambassadører skal uddannes til rollemodeller og være bindeled mellem hinanden
- 40 foreninger skal have Stand Up Paddle og surfing som faste idrætstilbud
Et paddleboard koster normalvis imellem 1.500-4.000 kroner.
Kilde: dsrf.dk
– Det er nemt at komme i gang med og nemt at bruge. Det attraktive er, at du kan tage dit oppustelige board og så bare suse derudaf, nyde stilheden og aftensolen, siger Brian Hansen.
Han mener også, at sporten kan være en god familieaktivitet. Let tilgængelighed og sjov for hele familien er nøgleordene, hvis du spørger Brian Hansen.
– Du kan have det med i sommerhuset med familien. Hele familien kan være ude at lege på det, og de små kan stå og hoppe ud fra den, siger kassereren.
Aflyste ferierejser betyder mere tid på vandet paddleboarding
Som følge af corona-krisen fraråder regeringen alle ikke-nødvendige rejser frem til den 31. august. Det betyder, at de fleste vælger at holde sommerferien i Danmark i år, og Brian Hansen fra Dansk Surfing og Rafting Forbund forudser, at det er med til at styrke populariteten omkring paddleboarding.
– Der vil komme mange her til sommer, som vil snuse til det. De vil for eksempel gå over og leje et board i den lokale shop, når nu de er i sommerhus, simpelthen for at få fyldt dagene ud, siger Brian Hansen.
Læs også: Blaffer på havet: Jeg er klar til at blive saltvandsboheme
Også paddleboard-entusiasten Mads Schøffer købte brættet, da han vidste, at han skulle tilbringe sommeren i Danmark.
– Jeg havde planer om at tage til Portugal og Marokko for at surfe her til sommer, men det blev aflyst på grund af corona. Så mine venner og jeg blev enige om at købe paddleboards i stedet, siger Mads Schøffer.
På nuværende tidspunkt er der 60 klubber i Danmark, der dyrker SUP. DSRF kan i takt med den stigende popularitet oplyse, at der yderligere er otte nye klubber på vej.
Sådan gjorde vi: Begge skribenter havde lagt mærke til, at mange mennesker var begyndt at tage paddleboards med på stranden og til havne. Derfor faldt det os naturligt ind at undersøge dette, og Google Trend bekræftede, at antallet af søgninger på termen ’paddleboard’ var steget markant fra corona-nedlukningens begyndelse i marts. Efterfølgende kontaktede vi en butik, en paddleboard-entusiast og et forbund for at belyse sagen yderligere.