Helsingørs nye rap-stjerne laver musik om indre kampe og eksistentielle kriser

Rapperen ozzy er født og opvokset i Helsingør Foto: Rasmus Weng Karlsen/PR foto

I hiphop-kulturen bliver der ofte talt om West Coast og East Coast. Den 23-årige dansk rap-artist ozzy er hverken fra vestkysten eller østkysten. Han er fra nordkysten, nærmere bestemt Helsingør.

Artisten ozzy går under det borgerlige navn Oskar Elhom, og hans karriere har særligt det sidste halve år taget fart.

Han har fået pladekontrakt med Universal Music, udgivet sin debut-EP og været på tour med en af Danmarks største rappere Noah Carter. Og nå ja, så har han fornyligt annonceret sin første solokoncert, hvor han er hovednavnet, i Pumpehuset den 24. april 2025.

Pumpehuset er et stort spillested for en ny artist. Årsagen til at ozzy skal spille i Pumpehuset, skal måske findes i ozzys tal og mange afspilninger. På ozzys Spotify fremgår det, at han får mere end 100.000 afspilninger per måned på Spotify, og hans to største hits ‘Samme Side’ og titelnummeret på debut-EP’en ‘Alt Jeg Ved’ er begge blevet lyttet til over en million gange.

Musikanmelder fra magasinet ‘Soundvenue’ og vært på musikpodcasten ‘Sang mod Sang’ Kjartan Stolberg vurderer, at tallene tegner rigtig godt for den unge artist.

– Når man som dansk kunstner, der har været synlig i så relativ kort tid, som ozzy har været, så er det jo virkelig, virkelig, virkelig sunde tal. Det tyder på fremgang og på varig succes for ozzy. Han ligger helt klart i toppen af upcoming-ligaen. Så nu skal vi se i løbet af det kommende år, om det også manifesterer sig i solide koncerter og et publikum, der er villig til at betale for at møde op til koncerterne, siger Kjartan Stolberg.

Komfortabel på en scene med tiden

Men det har langtfra altid været naturligt for den unge musiker at stå på en scene og spille foran mange mennesker.

– Første gang jeg skulle spille, var, da jeg varmede op for MAS (dansk rapper, red.) på Volume Village i Aarhus. Jeg blev spurgt seks uger før, om jeg ville opvarme for ham. I de seks uger op til showet var jeg selvfølgeligt nervøs, fordi det var nyt og anderledes. Det fyldte meget for mig, siger ozzy, der insisterer på at stave sit navn med småt af.

Men det er heldigvis blevet bedre med tiden for ozzy.

– Efter jeg fik et par shows i benene, fik jeg hurtigt optur over at spille. Det er kommet til et punkt, hvor det overhovedet ikke skræmmer mig længere. Nu har jeg fået det rigtig godt med det, fortæller ozzy, og nævner straks sidst han spillede.

– Jeg var på Nykøbing Falster og spille et gymnasiefestshow, og det var noget af det sjoveste, jeg har prøvet. Folk kastede deres telefoner op på scenen, og jeg filmede dem. Det var så fedt! Nu, synes jeg bare, det er sjovt at spille. Nu nyder jeg det. Men det var noget, jeg skulle gøre mange gange for at blive komfortabel med, og det har nok været på grund af, at jeg har overtænkt, siger den 23-årige musiker.

Derfor glæder ozzy sig helt vildt til sit show i Pumpehuset til april, og han lover også, at det bliver vildere end tidligere.

– Nu vil jeg gerne overgå mig selv. Jeg vil lave noget, som er meget vildere end det, jeg har lavet indtil videre live-mæssigt. Jeg kommer til at lægge mere fokus på lys og visuelt udtryk osv. Det kommer til at være et show fremfor bare mig med en mikrofon, fortæller ozzy.

Hvem er ozzy?

  • ozzy hedder Oskar Elhom og er 23 år gammel.
  • Han er født og opvokset i Helsingør.
  • I juni 2024 udgav han sin debut-EP ‘Alt Jeg Ved’, hvor titelnummeret af samme navn er blevet streamet over en million gange på Spotify.
  • Han er signet til pladeselskabet Universal Music.
  • Hans musik bliver streamet over 100.000 gange pr. måned.
  • ozzy staver af stilistiske hensyn sit navn med små versaler

Skriver om ting, der passer

Rapperen fra nordkysten har opnået den store popularitet og de flotte tal igennem sine dybe tekster, der handler om alt fra vinterdepression, sine indre mentale kampe og eksistentielle kriser. Tematikkerne er relaterbare for mange unge mennesker.

– Jeg skriver kun om ting, der er reelle for mig. Jeg skriver kun om ting, der passer. Selvfølgeligt er man nødt til at digte lidt en gang i mellem, når jeg skriver en sang, men omdrejningspunktet i min musik vil altid være noget, jeg har oplevet, mærket eller følt. På den måde handler det altid om noget, der sker i mit liv.

– Jeg har brugt tid på at finde ud af, hvem jeg er som person, og finde mig selv, fordi jeg tidligere i mit liv har været meget i tvivl om mange ting. Hvad har jeg af moralsk kompas?  Hvad synes jeg er fedt? Synes jeg bare det her er fedt, fordi alle andre synes, det er fedt? Der har jeg haft en periode, hvor jeg bare fulgte trenden. Men nu er jeg blevet ældre. Nu er jeg meget mere sikker på mig selv. Jeg ved godt, hvad jeg synes er fedt, og hvad jeg ikke synes er fedt.

Kan løfte tung og legendarisk arv

Kjartan Stolberg kan bestemt se, hvad der får ozzy til at skille sig ud og peger på, at han kan løfte en tung arv fra en legendarisk kunstner i dansk hiphop-musik.

– Jeg synes ozzy har den force, i forhold til mange af de andre rappere, at han synger virkelig, virkelig godt. Hvis jeg skal tage kritikerbrillen på, så tror jeg, at ozzy lige skal finde stedet, hvor hans sang-vokal og rap-vokal integreres stilfuldt nok i hinanden. På de numre, hvor han får det integreret mest stilfuldt, har han jo virkelig en gave, som mange andre i den her generation ikke har. Og som nærmest minder mig om den kunster, som er forgænger for meget af den nye generation: Hans Phillip fra Ukendt Kunstner. Hans Phillip er virkelig en begavet sanger. Den del af Ukendt Kunstner-arven har ingen andre kunnet løfte lige så godt som ozzy, men ozzy gør det samtidigt virkeligt meget på sin egen måde, slutter musikanmelder Kjartan Stolberg.

Sådan gjorde vi: Journalisten kontaktede ozzy og arrangerede et interview. Efter interviewet talte journalisten med Soundvenues musikanmelder Kjartan Stolberg, der gav en musikfaglig vurdering af ozzy som artist og fremtidsudsigter.

Leave a Reply

Your email address will not be published.