Her er de fem vildeste aprilsnarer

Knap en påskebryg op, smæk fusserne op på bordet, og forbered dig på et godt grin, når du læser denne oversigt over fem af de mest vittige og ikke mindst vanvittige aprilsnarer, der er blevet lavet gennem tiderne. 

Tyggegummitest afslører graviditet

Et af de nyeste skud på stammen er virksomheden Billige-Teste.dks aprilsnar i år. Tyg på et tyggegummi og find ud af om du er gravid. Så enkelt er det med Billige-Teste.dks og medico-virksomheden BPL Diagnostics’ nye banebrydende graviditetstest GraviGum.

Tyggegummiet skulle angiveligt reagere på det såkaldte HCG-hormon, som gravide kvinder danner i deres spyt. Hvis en kvinde er gravid, skifter tyggegummiet farve til rød, og hvis ikke forbliver det blot hvidt. 

Det er ikke en gang nødvendigt at tygge kæberne af led med den nye tyggegummitest. Testen er nemlig på kun 30 sekunder i stand til at afgøre, om en lille spilopmager gemmer sig i mors mave. På den måde slipper kvinderne for længerevarende neglebidderi og galoperende hjertebanken. Men ak og ve, det er bare en yderst kreativ aprilsnar.

Hunde ved spisebordet

Det er slut med tiggende hundeøjne og bjæfferi ved middagsbordet. Sidste år lancerede boligkoncernen IKEA et nyt produkt i deres sortiment, nemlig den såkaldte ’Hundstol’. Hundestolen havde til formål at inddrage menneskets bedste ven i hyggen ved spisebordet.

Hunden placeres i en højstol, hvor en skål til mad og vand er indbygget i et lille plasticbord, der er fastmonteret på stolen. På den måde kan hunden deltage i middagshyggen på lige fod med den øvrige familie, og måske oven i købet få charmeret sig til lidt medisterpølse.

Det viste sig dog at være en aprilsnar, så hundene måtte kigge langt efter den komfortable og eftertragtede hundestol.

Ny app kan scanne for fostre

Lange ventetider hos lægen er fortid. Sidste år offentliggjorde Fyens Stiftstidende, at en ny app til smartphones kunne afgøre, om en kvinde var gravid eller ej. Men det viste sig at være en velfunderet aprilsnar.

Stregkodelæseren på en smartphone skulle tilsyneladende kunne scanne for fostre, hvis den blev kørt tværs hen over en kvindes mave. Efterfølgende ville et krystalklart scanningsbillede dukke op, der viste et lille, voksende foster. 

Burgere til venstrehåndede

I 1998 løftede burgergiganten Burger King sløret for deres nye produkt, den såkaldte Left-Handed Whopper (Venstrehåndede Whopper red.), der var specielt fremstillet til de amerikanere, der var venstrehåndede.

Burgeren bestod af de samme ingredienser som altid – salat, tomat, bøf og dressing – men forskellen på den originale Whopper og den nye Left-handed Whopper var, at tilbehøret i burgeren var drejet 180 grader. 

Venstrehåndede fastfood-hungrende amerikanere valfartede til Burger King, for at få lov til at sætte tænderne i den nye version af Whopperen. Men endnu engang blev forbrugerne taget ved næsen, og de måtte derfor tage til takke med at gumle i den originale Whopper.

Tyngdekraften ophævet et kort øjeblik

En meget virkningsfuld aprilsnar blev fremført af den britiske astronom Patrick Moore på BBC’s Radio 2 i 1976. Han bildte lytterne ind, at præcis klokken 09.47 den 1. april 1976 ville jordens tyngdekraftsfelt et kort øjeblik tabe væsentlig kraft, og derfor kunne de, hvis de hoppede op i luften, opleve en svævende fornemmelse. Men det kunne kun lade sig gøre i et splitsekund, når planeten Pluto passerede bagom planeten Jupiter.

Flere lyttere ringede efterfølgende til radiostationen og påstod, at de netop havde oplevet fænomenet på egen krop. En kvinde sagde sågar, at hun og hendes venner var svævet op fra deres stole og rundt i lokalet.

Læs mere:

The Museum of Hoaxes

AFSLØRET: Se årets mange aprilnarre