Politiet holder øje med fulde påske-billister

Kylling med øl
Vil man undgå at blive taget for spirituskørsel, skal man holde sig til maks. én genstand, lyder det fra Sikker Trafik. Foto: NetAvisen.

Påsken står for døren, og for mange er det lig med påskefrokoster og måske lidt for mange af de våde varer. Politiet plejer derfor at holde ekstra øje med de påvirkede billister i påsken, og i år er ingen undtagelse.

Københavns Politi oplyser til NetAvisen, at de traditionen tro har en indsats i påskedagene, hvor både den færdselsmæssige indsats og nattelivsindsatsen er tilrettelagt ud fra glade folk til påskefrokost, for at sikre at alle kan komme sikkert hjem.

I den forbindelse har politiet henover påsken planlagt sprit- og narkokontrol fra torsdag d. 14. april til og med søndag d. 17. april med særlig fokus på de påvirkede billister. En undersøgelse fra Rigspolitiet viser, at politiet snupper cirka dobbelt så mange bilister, der har drukket for meget, når der er særlige lejligheder som påske- og julefrokoster.

En bliver til to bliver til tre

Man kan godt køre på én øl, men det er, når man rækker ud efter nummer to, at det begynder at blive farligt. Det fortæller Søren Ørsted Pedersen, som er pressechef hos Rådet for Sikker Trafik, der arbejder med at forbedre trafiksikkerheden:

Flest ulykker på landet og om aftenen

  • Spritulykker sker oftest fredag, lørdag og søndag aften eller nat.
  • Der er flest spritulykker i forårs- og sommermånederne.
  • De fleste spritulykker er eneulykker, og to ud af tre af de dræbte i spritulykker er spritbilisterne selv.
  • Der sker flest spritulykker på landet.
  • Der er flest unge og midaldrende spritbilister.
  • Det er typisk bilister eller knallertkørere, der er involveret i spritulykker.

Kilde: Rådet for Sikker Trafik

– Vil du være helt sikker på ikke at køre spritkørsel, så nøjes med højst én genstand. Så er du sikker på, du kan køre sikkert. Lad være med at tage chancer, siger han og fortsætter:

– Nogle gange bliver to øl til tre, eller også fik man måske lige lidt mere i glasset. Er du i tvivl om din promille, så er du ikke i tvivl. Så skal du ikke køre. Det handler både om din egen sikkerhed og andres sikkerhed, men også i forhold til dit kørekort, lyder det fra pressechefen.

Gemmer krudtet til sommeren

Selvom påskefrokoster giver flere spritbilister i trafikken, har Rådet for Sikker Trafik ingen spritkampanger i støbeskeen denne påske. Det skyldes, at det er om sommeren, problemet er værst, forklarer Søren Ørsted Pedersen fra Rådet for Sikker Trafik:

-Vi gemmer krudtet til sommeren, hvor vi kan se, at der er mange spritulykker. Vi koordinerer vores indsatser med politiet, og da de er til stede både kommunikativt og kontrolmæssigt hen over påsken, har vi sikret os, at folk bliver mindet om, at skal til de påskefrokost, så skal de lade bilen stå, hvis de har drukket alkohol, siger han, og tilføjer at det særligt er sommerens mange uformelle sammenkomster, der frister folk til at snuppe en enkelt genstand eller to mere, selvom de er i bil:

– Om sommeren – hvor en af vores store indsatser er – mødes folk, hygger, tager på stranden eller griller med nogle venner og bekendte, men har ikke altid planlagt, at de skulle drikke. Så lige pludselig får man lidt indenbords. Og så lidt mere, siger han og fortsætter:

– Når folk tager til julefrokost eller påskefrokost, ved de fleste godt på forhånd: “Okay, jeg skal ikke tage bilen derud, for jeg ved godt, jeg bliver stangvissen.” Om sommeren tænker de: “Vi kører over og griller. Jeg regner bare med at drikke en enkelt.” Dér ser vi bare nogle gange, at én bliver til to bliver til tre, og så videre, forklarer han.

Læs også: Hvilken øl skal du vælge til påskebordet?

Sådan gjorde vi: Idéen opstod, fordi det snart er påske og NetAvisen ønskede at tjekke op på eventuelle spritkørsels-razziaer. Københavns Politi og Rådet for Sikker Trafik blev interviewet telefonisk.