»Hvis der er sexchikane på universitetet, og man er bange for en lektor, så kan man jo ikke koncentrere sig om sine studier«

#MeToo spredte sig på de sociale medier i oktober 2017
Duncan C, Flickr.com

Seksuelle krænkelser, sexchikane og meget andet er på programmet igen til et stort #MeToo-seminar på Roskilde Universitet 12. marts.

#MeToo 

  • #Metoo fik sin store gennemslagskraft i oktober 2017, hvor kendte begyndte at tweete #metoo. Hashtagget skulle opfordre alle kvinder, der havde været udsat for sexuel chikane eller voldtægt til at gøre det samme, og på den måde vise, at det er et stort problem.
  • 15. oktober 2017 starter skuespiller Alyssa Milano #MeToo med sit tweet: “If you’ve been sexually harassed or assaulted write ‘me too’ as a reply to this tweet.” Herfra gik det stærkt med bevægelsen på de sociale medier.
  • Den mest omtalte sag i relation til #metoo er Harvey Weinstein sagen. New York Times bragte de første anklager om seksuelle overgreb begået af Weinstein. Kort efter fulgte #MeToo.
  • Me Too er et udtryk som allerede blev brugt i 2010 af Tirana Burke. En kvinde, der selv havde været udsat for sexuelt overgreb. Hun startede Me Too, som et udsagn, der skulle hjælpe især farvede kvinder.
  • Kilde: nytimes.com

Dagen byder på oplæg og debat med både universitetsprofessorer og skuespillere.

Sceneinstruktør og dramaturg Lærke Reddersen og caster og skuespiller Dorte Rømer skal blandt andet på scenen og læse op af vidensbyrd fra kvinder i teater-, film og tv-branchen, der har fortalt dem om krænkelser i deres arbejdsliv.

– Det vi oplevede med vidnesbyrdene var at kvinderne blev klar over, at de faktisk havde været udsat for seksuelle krænkelser. Man bliver pissechokeret. Man tror ikke, at man har været udsat for noget, men når man får talt om det, så går det op for én. Det er rystende, fortæller Dorte Rømer

Dorte Rømer og Lærke Reddersen har indsamlet vidnesbyrd under #StopStilheden. Til seminaret vil de læse op af vidnesbyrdene, og Dorte Rømer håber, at det kan bidrage til, at der bliver skabt helt klare regler ude på arbejdspladserne og i denne forbindelse på universiteterne.

– Hvis der er sexchikane på universitetet, og man går og er bange for en lektor, så er det jo klart, at man ikke kan koncentrere sig om sine studier. Derfor skal der laves nogle helt klare regler. Hvis der er helt klare regler, så er der intet at være i tvivl om. Det er bedst for alle parter – både mænd og kvinder, mener Dorte Rømer.

Læs også: #MeToo-demo: Nu skal loven om voldtægt ændres

Er #metoo gået for vidt?

Selvom millioner af kvinder verden over har postet erfaringer med seksuelle krænkelser, sexchikane på sociale medier, er der stadig en del, der mener, at der er lang vej igen. En ny undersøgelse fra YOUGOV panelet viser nemlig, at kun otte procent mener, at #metoo har bidraget til, at kvinder har fået bedre arbejdsvilkår.

Samtidig mener 27 procent, at #metoo er gået for vidt med hensyn til offentlige beskyldninger mod enkelte mænd.

Dorte Rømer har fokus på mændene og også på modkritikken, som hun også møder.

– Jeg hører tit: ”I ødelægger flirten!”. Der har jeg det helt modsat, fordi når alle ved, hvor grænserne er, så slapper alle også meget mere af, og mændene behøver ikke gå og føle sig usikre og se sig over skulderen, fortæller hun.

Læs også: Efter mediestorm: Op mod 80 kvinder anmelder sexkrænkelser

Sexchikane på arbejdspladsen

Anette Borchorst og Lise Rolandsen Augustin deltager også i seminaret. De bidrager med en kortlægning over de sexchikane sager, der har været i Danmark fra 1980’erne frem til 2017.

Resultaterne stammer fra deres aktuelle bog Seksuel chikane på arbejdspladsen. Faglige, politiske og retlige spor, der kan downloades som gratis E-bog.

– Vores bog handler om sexchikane på arbejdsmarkedet, og #metoo er jo et langt bredere fænomen. Undersøgelserne til bogen gik vi i gang med tilbage i 2015, og det var før #metoo kampagnen. #Metoo-kampagnen startede lige op til offentliggørelsen af bogen. Hvis #metoo ikke havde været der, så ville vi have en meget stor opgave i at begrunde, at der er et isbjerg under havet af sager, der ikke er kommet frem. Det har #metoo været med til at understrege, fortæller Anette Borchorst.

Du kan møde Dorte Rømer, Anette Borchorst og Lise Rolandsen Augustin og mange flere til MeToo seminaret d. 12. marts 2018. Seminaret finder sted fra 13-16.30 i Store Auditorie på RUCs Campus.

Klik dig rundt på uret for at se programmet for #metoo-seminaret mandag d. 12.


Max Pixel freegreatpicture.com

 

 

 

 

 

Sådan gjorde vi: Idéen til artiklen stammer fra, at der afholdes et seminar på Roskilde Universitet d. 12. marts. Journalisten har været i kontakt med Dorte Rømer og Anette Borchorst over telefon.