Når børnene hellere vil tage løbehjulet end cyklen på vej til skole, så kig lige en ekstra gang ud ad vinduet. Morgentimerne bliver mørkere og mørkere, og hvis det mikses med manglende lys eller reflekser, kan det ende med at blive en farlig cocktail.
Rådet for Sikker Trafik opfordrer derfor til, at du giver dine små poder en refleksvest på eller udstyrer dem refleksbrikker inden du sender dem ud i trafikken.
– Hvis du lader dine børn løbe på løbehjul her om vinteren, så sørg for at de er synlige, så de ikke er til fare for dem selv eller andre. Det er en forældreopgave at lære børnene om sikkerhed i trafikken, fastslår specialkonsulent Pernille Ehlers.
Fodgængere på hjul
Selvom løbehjul er udstyret med både to hjul og et styr, er der altså ikke tale om en cykel.
I færdselslovens forstand er man nemlig fodgænger, når transportmidlet er et løbehjul, og man skal derfor blive på fortovet.
Læs også: Velbekomme! Simregryde med trafikdræbt hjort
Men på fortovet er der primært fodgængere, og børn på løbehjul skal derfor lære at tage ekstra hensyn til deres medtrafikanter, siger Pernille Ehlers. De bevæger sig nemlig væsentligt hurtigere end fodgængerne.
– Mange på løbehjul kører jo temmelig hurtigt, og der skal de altså tage ekstra hensyn. Det står også i færdselsloven, at man skal tage hensyn til hinanden i trafikken, og det gælder selvfølgelig også løbehjulene, forklarer hun.
- Løbehjul er legetøj
- Folk på løbehjul kategoriseres som fodgængere
- Fodgængere kan straffes med op til 700 kr. i bøde for at færdes på cykelsti eller vej
- Børn under 15 år kan ikke straffes
Ikke lovpligtigt lys
Hverken lys eller reflekser er lovpligtigt, når børnene ræser rundt på deres løbehjul, netop fordi de kategoriseres som fodgængere og løbehjulet kategoriseres som legetøj, lyder meldingen fra Rigspolitiet.
Læs også: Racerbiler er de nye hospitalsklovne
Så der er altså ikke bøder i vente, når ungerne kører rundt uden refleksveste og lys. Hos Rådet for Sikker Trafik opfordrer man dog til, at du alligevel ifører sine poder et neongult outfit.
– Man kan ikke kræve at fodgængere skal have lys på, men vi opfordrer helt sikkert til, at forældrene gør deres børn synlige, ligegyldigt om de er på løbehjul, gåben eller rulleskøjter, siger Pernille Ehlers.