iPads styrker koncentrationen i klasseværelset

Man kan gemme sig bag en bærbar computer, men ikke bag ved en tablet. Sådan lyder erfaringerne fra både Odder og Birkerød gymnasier. De har hver en forsøgsklasse, hvor eleverne siden skolestarten i sommers har været udsyret med en iPad. Forsøget er blevet fulgt af en forskergruppe fra Aarhus Universitet, og det skal nu evalueres, men lærerne kan allerede nu sætte en finger på forandringen fra bærbare computere til tablets.

– I forhold til tant, fjas og gøgl så er der mindre af det, fordi skærmen ligger ned, end i en klasse, hvor eleverne sidder bag deres computer, fortæller Yago Bundgaard, der er pædagogisk leder og tovholder på projektet på Odder Gymnasium.

Også på Birkerød Gymnasium har lærerne kunnet mærke en forskel, fortæller Klaus Jakobsen, HR-chef og ansvarlig for projektet i Birkerød.

– I dag kæmper mange ungdomsuddannelser med det vi kalder ’den blå skærm’. Det vil sige, man har en bærbar, og så slår man den op, og så gemmer man sig bag den i timen. Hvis læreren ikke kan undervise på en engageret måde, så kan man blive underholdt via Facebook. iPad’en kan man ikke gemme sig bag ved blandt andet på grund af dens mindre størrelse. Det gør, at eleverne er mere til stede i undervisningen, erfarer Klaus Jakobsen.

 

Bærbare computere tiltrækker opmærksomhed

I Odder er man også klar over, at skærmen på den bærbare computer er tillokkende – ikke mindst for de elever, der sidder bag ved.

– Vi ved alle sammen, hvordan det er at sidde til en forelæsning eller foredrag. På et eller andet tidspunkt begynder vores tanker at skride. Så begynder mange at tjekke Facebook eller mails. I gamle dage skrev man sedler til hinanden eller kiggede ud af vinduet. Det er det, der sker.  Eleverne flyder også væk, men de gør det ikke bag computerskærmen. Ulempen ved skærmen er nemlig, at det tiltrækker opmærksomhed  fra dem, der sidder bag ved. Når jeg er på Facebook, så følger de, der sidder bag ved mig, også med, forklarer Yago Bundgaard.

Yago Bundgaard tilføjer, at selvfølgelig går eleverne også på Facebook på iPad’en, men det forstyrrer ikke i samme grad, fordi klassekammeraterne bagved ikke naturligt kan følge med. Samtidig er eleverne klar over, at læreren nemt kan se hvad der foregår, når tablet’en ligger fladt på bordet.

– I og med at tablet’en ligger ned på bordet er der en meget høj grad af selvjustits, siger Yago Bundgaard.

Både Yago Bundgaard og Klaus Jakobsen underviser i iPad-klasserne, og de har selv oplevet, hvordan eleverne er mere koncentrerede og har en større lyst til at lære. Begge lærerne har også oplevet fordelen ved, at eleverne ikke kan gemme sig bag en tablet som de kan med en bærbar computer.

Sørg for at skabe variation

Selvom lærerne er begejstret for den ro og opmærksomhed, det giver, når tavlecomputeren ligger fladt ned på bordet, så ser det anderledes ud ergonomisk. Det fortæller ergoterapeut Kirsten Piper, der er selvstændig ergonomisk konsulent.

– Når noget ligger fladt ned på bordet, så kommer du jo til at bøje din nakke vældig meget ned. Det gjorde man også, da man skrev på papir, men der var de gamle skolepulte lidt skrå, siger Kirsten Piper.

Ifølge hende er alternativet at stille tablet’en lidt skråt, så eleven får rettet nakken lidt ud, men så knækker man til gengæld i håndleddene, hvis man skal skrive. Hun anbefaler, at eleverne varierer deres stillinger, og det skal helst gøres ofte.

– Tid, hvormed man gør den samme ting, er skurken. At man sidder i den samme låste stilling i mange timer, det er den største fejl. Så nogle gange fladt, nogle gange lidt skråt, det ville være en okay løsning. Den er jo skide smart, og jeg kan godt forstå, at man kan bruge den, men det kan give problemer, hvis man sidder mange timer både i skolen og derhjemme, fortæller Kirsten Piper.
 

(Foto: Odder Gymnasium)

Læs også:

iPads tvinger lærere til at nytænke undervisning

iPads hitter på top-gymnasium

Skole køber iPads til elever for 100.000 kr.