Julemarkeder i København: Nisser imponerer os ikke længere

Mange af de julemarkeder, der åbner i København i weekenden, sælger loppefund, dansk design og kunst. Ting, der normalt ikke ses på et julemarked. Foto: Peter Leth, Flickr
Vi gider ikke længere kun nisser. Mange af de julemarkeder, der åbner i København i weekenden, sælger loppefund, dansk design og kunst. Ting, der normalt ikke ses på et julemarked. Foto: Peter Leth, Flickr

Når flere af Københavns julemarkeder åbner i weekenden, finder man ikke kun nisser, tubestrik, julehjerter og julemænd. De traditionelle julemarkeder får nemlig konkurrence af nye markeder, hvor julepynt hænger side om side med kunst, dansk design og eventyrlige figurer.

En udvikling, der er naturlig, fordi folk ønsker noget nyt, understreger Lars Pynt Andersen, lektor i forbrugerforskning på Syddansk Universitet:

– Det er helt naturligt, at nogle nye markeder forsøger at adskille sig fra de klassiske julemarkeder, fordi dem er der så mange af i forvejen, siger han.

Nytænkning af  julemarkederne

Hvert år i midten af november fyldes flere af Københavns pladser og sidegader med traditionelle juleboder, og i år vil hele København og omegn ifølge markedskalderen.dk huse omkring 24 markeder i forskellige størrelser. De mange markeder kan netop være skyld i, at flere efterhånden søger noget andet end bare gløgg, nisser og brændte mandler, når de besøger boderne:

-Vi ser, at der kommer flere markeder, der har er tema, fordi de traditionelle julemarkeder har nået et mætningspunkt, hvor folk er trætte af dem, fordi der er så mange. Med temamarkederne ser vi altså noget nytænkning i forhold til det traditionelle, siger Lars Pynt Andersen.

Martin Arli, der er arrangør af H.C Andersen-julemarkedet, der åbner i København på lørdag, er enig i, at man skal tænke nyt for at imponere kunderne:

– De traditionelle julemarkeder har alle set så mange gange før, så man må skille sig lidt ud, så folk ikke tænker, at julemarkedet er kedeligt, siger Martin Arli.

Læs mere: Online juleshopping: Sådan undgår du at blive snydt

Julen må ikke tages helt ud af markederne

Selvom Lars Pynt Andersen understreger, at forbrugerne skal imponeres af noget nyt i forhold til klassiske markeder, så mener han, at mange nok stadig ønsker, at det skal være hyggeligt og give julestemning at tage på julemarked:

– Julen må ikke tages helt ud af markedet, og derfor er det vigtigt, at temaerne kombineres med noget, som er nostalgisk, og noget som er hyggeligt, siger Lars Pynt Andersen.

H.C Andersen-markedet er blot et af de mange temamarkeder, der åbner lørdag, og selvom juleboderne bliver erstattet af hytter opkaldt efter H.C Andersens eventyr, så garanterer Martin Arli, at der stadig vil være julestemning og julemænd at finde:

– Julemanden vil stadig være der, men han vil bare ankomme sammen med H.C Andersen og ikke alene, siger Martin Arli.

10 udvalgte temajulemarkeder i København 

Klik på mærkerne på kortet, og læs om 10 udvalgte julemarkeder i København.