– Hvor meget kommer det til at lugte? Spørger en kvindelig museumsmedarbejder fra den anden ende af lokalet.
Konservator Abdi Hedayat kigger op fra den store døde polarulv, der ligger foran ham på det massive stålbord.
– Ikke mere end nu, svarer han.
Lugten af våd hund fylder dog allerede lokalet og med tanke på de forestående begivenheder, er den kvindelige kollega skeptisk:
– Sidst da I skar maven op, var der altså nogen af børnene, der blev helt grønne i hovedet.
Abdi Hedayat afviser med et grin:
– Det er en del af oplevelsen for dem.
Vi er i et baglokale på Zoologisk Museum i København. Abdi Hedayat er konservator og skal sammen med sin kollega skære en polarulv i stykker for at undersøge den videnskabeligt. En dissektion kaldes det, og Abdi Hedayat gør det på ugentlig basis for at konservere dyr til museets samlinger.
Dagens dissektion er dog anderledes. Om lidt strømmer det ind med børn og voksne, der skal følge med, når konservatorerne flår polarulven for dens skind, skærer kødet af knoglerne og åbner ind til indvoldene, hvor det rigtig kan komme til at lugte.
Zoologisk Museum laver offentlige dissektioner nogle gange om året. Denne uges dissektion står dog i skyggen af giraffen Marius, der fik stor opmærksomhed, da den tidligere på ugen gennemgik samme behandling i København Zoo.
Dissektionen af giraffen skabte en mediestorm, der gik verden rundt, og direktøren for Københavns Zoo fik flere dødstrusler. Det gør dog ikke Abdi Hedayat nervøs. Han ser frem til at lære både børn og voksne noget om naturen:
– Jeg glæder mig, for børn synes jo faktisk, det er fedt, og det gør de fleste voksne også.
Læs også: Zoologisk Have fortsætter aflivninger
For naturens skyld
Det er en ung hanulv, der ligger foran konservatorerne på dissektionsbordet på Zoologisk Museum. Den var en del af en ulveflok i Knuthenborg Safaripark, men da den lagde sig ud med flokkens alfahan, måtte den lade livet. Den faldt dog ikke for alfahannens bid, men for dyrelægens giftpil. Selvom polarulven ligesom giraffen Marius er død, fordi den ikke passede ind i en dyrepark og bagefter skal dissekeres offentligt, har den ikke fanget mediernes eller dyreværnsaktivisternes opmærksomhed.
Lokalet på Zoologisk Museum er i stedet fyldt med helt almindelige mennesker i alle aldre, der nu kæmper om at få udsyn til ulvens indre. Med hurtige præcise bevægelser lægger de to konservatorer snit efter snit og trækker ulvens skind til side, så store røde muskler blotter sammen det tykke hvide fedtlag, der har holdt ulven varm.
Folk har normalt ikke adgang til de her dyr og til at se dem på den her måde. Og hvis vi ikke ser dem, så bliver vi ligeglade, og så er der jo noget diversitet, der forsvinder
Abdi Hedayat, Konservator på Zoologisk Museum
En tung dunst af kød får næseborene til at udvide sig. En gang imellem bliver duften stærkere, og det føles som om ilten forsvinder ud af lokalet. En dreng trækker t-shirten op over næsen, mens et par piger klemmer til om næseborene. Men ingen af børnene lader sig skræmme af synet. Tværtimod. Børnene vil se og vide mere:
– Er der nogen knogler i halen?
– Kan man godt spise ulve?
– Må jeg ikke se tungen?
Abdi Hedayat har været med til at udføre offentlige dissektioner i over 10 år, og han har aldrig oplevet, at folk havde problemer med det. Derfor undrer det ham, at folk reagerer så stærkt på giraffen Marius. Det virker måske selvmodsigende, men når Abdi Hedayat skærer i en død ulv, så er målet at få folk til at værdsætte det levende:
– Folk har normalt ikke adgang til de her dyr og til at se dem på den her måde. Og hvis vi ikke ser dem, så bliver vi ligeglade, og så er der jo noget diversitet, der forsvinder, fortæller han.
Læse også: Trafikdræbte dyr bliver til biodiesel
Den store finale
Benene bliver skåret af ulven et efter et. Abdi Hedayats kollega tager det ene op, og skubber foden op ad, så lårmusklen trækker sig sammen. Flere af børnene bøjer benet for at efterligne bevægelsen og mærker efter på deres lår. Vi er ved at nå til dissektionens store finale.
– Vi åbner ind til indvoldene nu, proklamerer konservatorerne.
Der bliver stille blandt børnene. Det første, der kommer til syne, er den rødsorte lever. Derefter følger nyrerne. Konservatorerne viser organerne frem et efter et. Til sidst kommer de til mavesækken. Folk tager en dyb indånding, men de er heldige.
Ulven har været frosset ned og er ikke tøet helt op. Det holder på lugten, og alle kan blive i lokalet, da konservatorerne begynder at gennemgå mavesækkens grå masse: Lidt pels, lidt fjer, noget der ligner et øre. Ulven har fået et godt sidste måltid. Og selvom børnene ikke fik den fulde lugtmæssige oplevelse med, så er Abdi godt tilfreds og føler hans mission er lykkedes godt:
– Jeg ønsker bare at skabe en interesse for naturen. Sådan ser det ud, og sådan fungerer det. Når man viser det på den her måde, så bliver det meget mere håndgribeligt.