Hvis du, som så mange andre danskere, nyder en kop kaffe i løbet af dagen, bør du nyde den ekstra meget i dag, for den opkvikkende drik er truet på livet.
Rapporten fra Climate Institute viser, at områderne hvor det er muligt, at dyrke kaffe vil være halveret i 2050, og at kaffesorter, såsom Arabica Kaffe, kan være udryddet i 2080.
Det er allerede et problem
Hos Peter Larsen Kaffe er det ikke kun et problem i fremtiden. Allerede nu mærker de konsekvenserne, og har svært ved at finde dyrkningsarealer, og mener ikke danskerne er bevidste om problemet.
– Vi er dybt bekymret for klimaændringerne. En ting er de dystre udsigter i 2080, men problemet eksisterer allerede, og de danske forbrugere virker ikke til at være klar over problemets omfang, siger udviklings- og kommunikationschef hos Peter Larsen Kaffe, Lars Åen Thøgersen.
De stigende temperaturer og ændringer i nedbøren gør, at kaffebønderne må søge op i højere luftlag for at finde de rette dyrkningsforhold, men der er grænser for, hvor højt bønderne kan komme, siger Lars Åen Thøgersen
– I Etiopien, for eksempel, trækker bønderne højere og højere op i højlandet, og nogen af stederne er bønderne allerede ved at være på toppen af bjergene. Det som er den store trussel, er at den områdespecifikke kvalitetskaffe, er den første til at forsvinde
- Uden gennemgribende handling til at nedsætte CO2 udledning, vil klimaforandringer have reduceret dyrkningsarealerne for kaffe med op til 50% i 2050. I 2080 kan ’wild coffee’, som er en vigtig naturressource for kaffebønder, være udryddet.
- I de næste årtier vil kaffeproduktion undergå et dramatisk skrift – geografisk væk fra ækvator og højere op i bjergene. Produktionen vil sandsynligvis konflikte med andre typer jordbrug heriblandt skovarealer.</li)
Hvad betyder det for danske kaffedrikkere?
Danmark er ifølge Dansk Kaffeinformation verdens fjerde mest kaffedrikkende land. For de mange danske kaffedrikkere vil konsekvensen være, at efterspørgslen overstiger det mulige udbud, og at prisen derfor vil stige.
Indkøbs- og produktionschef hos Kontra Coffee, Ida Lindhardt Kofod, understreger, at det ikke kun er den danske forbruger som bliver påvirket:
– Hvis råvaretilgængeligheden bliver reduceret, er det klart, at som med alle andre råvarer, vil flere led blive påvirket: Kaffebønnerne og deres familier, samtlige led, der arbejder med kaffe, og i sidste ende forbrugerne.
Hvordan redder vi kaffen?
Lars Åen Thøgersen peger på certifikater, såsom fairtrade etc., og en CO2 neutral fremstillingsproces, men siger at det ikke er nok, hvis vi skal redde kvalitetskaffen:
– Certifikater kan være en del af løsningen, hvis vi skal sikre eksistensen af kvalitetskaffe, men hvis problemet skal til livs, kræver det politisk handling på tværs af landegrænser.
Kontra Coffee henviser til dyrkningsmetoder som en mulig løsning:
– Måske finder man nye måder, hvorpå man kan dyrke kvalitets kaffe, måske kan man lave nye blandingssorter, der er mere resistente over for vejret, der er desværre ikke til at sige, fortæller Ida Lindhardt Kofod.
Climate Institute peger selv på, at hvis problemet skal løses, kræver det handling fra både forbruger, producent og politikere. Forbrugerne skal være bevidst om, at deres indkøb betyder noget, og producenterne skal udvide deres brug af certifikater, så det er mere gennemskueligt for forbrugerne, hvilke producenter som arbejder CO2 neutralt.
Sidst er det verdens politikere, gennem regulativer, som skal sikre at kaffeproduktionen sker på et bæredygtigt grundlag.