København får smag for vegansk til International Veganerdag

Smørepålæg med peberrod og rådbeder blev stillet frem på tag-selv-bord på Kultorvet. Foto: Rikke Høyen

Plantepålæg og veganerkager med havremælk blev onsdag eftermiddag delt ud på Kultorvet.

I anledning af International Veganerdag kunne folk i København og Aalborg få en smag på den veganske livsstil.

Vegansk mad som mormor plejede at lave den

En af de deltagende fik smagt på danske trøfler rullet i kokos.

”Det smager ligesom romkugler – bare bedre,” siger den 46-årige Kenn Dencker, som er 2-årig veganer.

Og der er netop en idé i at lade den veganske mad smage ligesom det, vi kender fra køledisken i supermarkedet eller mormors hjemmelavede.

”Det gør skridtet mod en vegansk livsstil nemmere, at maden minder om det, vi kender. Så behøver man ikke springe fuldstændigt ud i det ukendte,” siger Luna Krause fra Danmarks Veganerforening Mad Med Medfølelse, der deler ud af smørepålæg af rødbeder og peberrod.

Det kunne Kjeld og Ulla Keller fra Sydhavnen også genkende.

”Vi smagte den ’røde’ og den ’gule’ – den var der i hvert fald karry i – og det smager ligesom det, vi plejer at spise,” fortæller de. Den velkendte smag fik dog ikke parret til at skifte til en vegansk kost i denne omgang.

Iben Larsen er mere begejstret for krydderpålægget med peberfrugt og chili.

”Smørepålægget smagte rigtig godt. Jeg ville købe det bare for smagens skyld,” siger den 24-årige Nørrebrobeboer, men hun har heller ikke planer om at skifte frikadellerne ud med rødbedeboller.

Romkugler lavet af danske trøfler og hindbærsnitter på havremælk viser, at vegansk mad ikke altid er super-sundt. Foto: Rikke Høyen

Flere planteprodukter i dit supermarked

De danske supermarkeder har på det seneste fået øjnene op for den veganske kost. Forklaringen er, at der er kommet flere veganere, der spørger efter det i butikken, forklarer Luna Krause.

Aldi har for eksempel tilbud på vegansk smørepålæg og færdigretter i denne uge. Og så er det selvfølgelig økologisk, skriver de.

Den selvfølgelighed er arrangør Luna Krause enig i. Hun mener bestemt, at vegansk mad og økologi går hånd i hånd.

”Det er bedre for miljøet at spise vegansk, og derfor er det jo også en del af vegansk kost, at man ikke spreder giftstoffer ud i naturen med sprøjtemidler,” siger hun.

Vegansk mad er bedre for miljøet, fordi det ikke kræver lige så meget CO2 at producere. Ved at spise planter i stedet for dyret springer man et led over i produktionen, fordi slagtedyrene jo selv spiser planter, fortæller Luna Krause.

Der er delte meninger om den veganske mad. Der skulle mere til at overbevise deltagerne til at skifte frikadellerne ud med rødbedeboller. Foto: Rikke Høyen

Den hårdkogte virkelighed

Deltagerne fik også en mere hårdtslående smagsprøve på, hvilke muligheder vegansk fødevareproduktion kommer med i forhold til kødindustrien.

Gennem Virtuel Reality kunne folk opleve, hvordan man som gris oplever livet fra fødsel til slagtning med en baggrundsforklaring givet af en Morgan Freeman-lignende stemme.

Lesley Larsen på 16 år så livet som slagtegris i den virtuelle virkelighed.

”Jeg så nogle grise, der blev slået ihjel med stød, hængt op og skåret halsen over. Blodet dryppede ned på gulvet. Det var bare forfærdeligt. Jeg tænkte: ’Hvad hvis det var mig’,” fortæller han om oplevelsen i Virtuel Reality.

Det fik ham og hans to jævnaldrende venner til at overveje at skifte kebab’en ud med falafel.

Livet som slagtegris blev oplevet af flere personer på Kultorvet gennem Virtuel Reality. Foto: Rikke Høyen

Flere skifter kødet ud med plantekost

Vegansk kost er blevet meget udbredt gennem de sidste fem år, fortæller Luna Krause med Mad Med Medfølelse-forklædet på.

”Der er sket en eksplosion i antallet af veganere og vegetarer. Det er en kulturændring, der er ved at ske blandt folk, fordi vi er blevet mere bevidste om bæredygtighed og sundhed, og lige nu går det rigtig stærkt,” siger hun.

Det er især i København, at den veganske livsstil er moderne, og det kan mærkes, fortæller de veganerne, der også er kommet for at smage på maden.

”Det er bestemt nemmere at finde et sted at spise ude i København,” siger veganeren Nina Petersen, som er flyttet fra Jylland til Amager.

Veganer Astrid Holm Christensen synes også, at udvalget af veganske varer er større i København end for eksempel Aalborg, som hun har boet i nærheden af.

International Veganerdag blev fejret verden over i blandt andet Melbourne i Australien, London, Mallorca og Boston i USA.