Foto: Emma Busk Johansen
Stearinlysene blafrer, der dufter svagt af træ og en nærmest salig ro har lagt sig over kirkegængerne, da tonerne fra orgelet begynder. Der er en varm og velkommende atmosfære i Esajas Kirke under søndagens gudstjeneste.
Alligevel vælger flere unge, københavnske mænd i øjeblikket at forlade folkekirken. Ifølge tal fra Danmarks statistik har 2240 mænd foreløbigt fravalgt medlemskabet i 2017, sammenlignet med 1287 i 2016. Det svarer til en stigning på knap 75 %.
Sognepræst Michael Hemmingsen hæfter sig i sin prædiken ved denne tendens, og forklarer den med, at de unge mænd i høj grad lever deres liv mellem tro og tvivl, og dermed ikke er så forskellige fra os andre.
– Jeg tror, at denne tendens kan være en meget god indikator for et mere generelt problem. Hvis der er en hel befolkningsgruppe, som ikke føler en relation til kirken, må vi overveje, hvad vi kan gøre for at inkludere dem. Jeg tænker, at det handler meget om at lytte, siger Michael Hemmingsen.
Forskel på mænd og kvinder
Det er en tendens, der ifølge professor i kirkehistorie og praktisk teologi Ulla Schmidt kan forklares ved de unges manglende relation til folkekirken samt en grundlæggende forskel på mænd og kvinders forhold til religion.
– I den pågældende aldersgruppe er man i en fase af livet, hvor man ikke naturligt kommer i kontakt med kirken. Desuden ved vi, at kvinder i højere grad end mænd er bærere af religiøs tradition og tilknytning, siger hun.
Læs også: De ældre vender tilbage til kirken for fællesskabet
Ser man på tendensen for københavnske kvinder i samme aldersgruppe, er antallet af udmeldinger siden 2016 faldet med omtrent 25 %.
Ulla Schmidt forklarer desuden, at den i øjeblikket tilbagevendende debat om tro og religion kan give det sidste skub hos dem, der i forvejen har lav tilknytning til kirken:
– Man taler om, at de som har en svag tilknytning, de sidder yderst på stolen, og hvis de så får et skub, f.eks. i form af en kirkelig debat de er uenige i, kan det gøre udslaget. Tendensen i øjeblikket skal ses som en kombination af en allerede distanceret relation til folkekirken, og så et sådant sidste skub.
Et identitetsproblem
De mange udmeldinger er noget, der ligger sognepræst Michael Hemmingsen på sinde, og han påpeger, at det generelle billede af folkekirken er essentielt:
– Hvis vi går rundt og har et billede af troen som noget, der kræver særlige religiøse anlæg, eller at du skal være menneske på en bestemt måde for at passe ind, så tror jeg, vi trænger til en opdatering. For Jesus tog netop imod mennesker af alle slags, siger han.
Læs også: Folkekirken bløder: Hvornår er folkekirken ikke længere folkets kirke?
Professor i kirkehistorie og praktisk teologi Ulla Schmidt genkender, at folkekirken måske har et identitetsproblem:
– Jeg vil nok sige, at for en kirke, som gerne vil være en folkekirke, så er den nuværende situation alvorlig. Hvis den skal bevare det folkelige i identiteten, så er det vigtigt at fokusere på, hvordan man kan opretholde et bredt udsnit af befolkningen som medlemmer, siger hun.
Sognepræst Michael Hemmingsen er enig i, at folkekirken skal forsøge at standse medlemsflugten. Selvom han er skeptisk over for at lave branding ud af folkekirken, er han ikke i tvivl om, hvordan han mener, at den skal markedsføres.
– Jeg tænker, at kirken i fremtiden kunne blive et nyt rum for fællesskab. Måske er vi ved at have fået nok af individualiseringen, og hvis kirken kan brande sig på fællesskab, så tror jeg den er ved at have opfyldt sit mål, siger han.