En rigtig, rigtig dårlig idé.
Sådan siger økonom og vicedirektør i tænketanken Kraka, Jens Hauch, om måden, man fra politisk side vil finansiere den såkaldte togfond, der bl.a. har som mål at give hurtigere tog, flere afgange og kun en time mellem landets største byer.
– Projektets store fejlslutning er, at man har valgt at koble indtægten fra Nordsøen sammen med Togfonden, siger Jens Hauch.
Oliepriserne rasler ned
I 2013, hvor oliepriserne var i top, indgik den tidligere S-R-SF-regering en politisk aftale om Togfonden med Dansk Folkeparti og Enhedslisten. Aftalen til 28,5 mia. kr. skulle finansieres gennem øget beskatning af olieudvindingen i Nordsøen, og man opererede med en oliepris på 134 dollar pr. tønde fra 2015-2020.
Læs også: Her er de største bommerter begået for dine skattepenge
I dag er virkeligheden så en helt anden, når man ser på oliepriserne. I 2015 røg prisen på olie ned under 40 dollar pr. tønde, hvilket har skabt et kæmpe hul i Togfondens budgetter.
Togfondens visioner for Timemodellen
– Timemodellen vil betyde, at rejsetiden mellem de største byer i Danmark vil blive bragt ned på én time.
– Der er allerede taget hul på 1. etape af Timemodellen med København-Ringsted banen, der åbner i 2018.
Timemodellens videre etaper kræver store anlægsinvesteringer:
– En ny dobbeltsporet højhastighedsbane over Vestfyn.
– En ny bro, der fører jernbanen over Vejle Fjord.
– En ny jernbanestrækning i Østjylland syd for Aarhus.
I alt investeres for ca. 15 mia. kr. i nye baner og bestående baner opretholdes.
Ifølge Jens Hauch bør jernbaneprojekter aldrig være finansieret med midler, der er afhængige af oliepriserne.
– Med den slags øremærkning risikerer man, at hele projektet finansieres forkert, fordi man dimensionerer efter, hvor mange penge man regner med at få ind. Man kan få kæmpestore problemer, hvis det viser sig, at de relativt usikre indtægter ikke dukker op, og man derfor ikke kan finansiere de ret sikre udgifter, siger Jens Hauch.
Timemodellen er sat under pres
Netop pga. de usikre oliepriser har Dansk Folkeparti for nylig slået fast, at partiet er parat til at droppe en række af de projekter, som har været på tapetet i forhold til Togfonden. Det handler bl.a. om togbroen over Vejle Fjord.
– Vi vil ikke lægge os helt fast på præcist, hvad der skal skrottes, men der er ingen tvivl om, at Vejlefjordbroen, som er et meget meget stort projekt, og som ikke påvirker timeplanen ret meget, det bør være en af de ting, man først tager ud, siger Dansk Folkepartis finansordfører, Rene Christensen, til TV 2.
Læs også: Topøkonom advarer: Verden kan stå over for en ny finanskrise
Fra politisk side har man haft som mål at bruge Togfondens midler til at realisere den såkaldte timemodel, hvor togene skal køre så ofte og hurtigt, at man kan nå fra København til Odense på en time – og igen fra Odense til Aarhus på en time. Den model kan reelt set ikke lade sig gøre, hvis man dropper projektet om togbroen over Vejle Fjord.
Indtil nu har Togfonden brugt 103 mio. kr. på de banedanmark-relaterede dele i Togfonden, som også indeholder elementer, Banedanmark ikke skal lave – fx Vejle Fjord Broen, det oplyser Banedanmark.