Krigsveteranen Jakob får traumerne på afstand i brandvæsenet

Jakob Wiedemann (tv.) er i dag medinstruktør på projektet ’Veteraner i Beredskabet’, der uddanner krigsveteraner til beredskabet Foto: Jeppe Karlsson

Med en kniv under hovedpuden og søvnbesvær har den 46-årige krigsveteran Jakob Wiedemann længe været plaget af de krigstraumer, han fik under sin udsendelse til Jugoslavien i 90´erne. Men efter han er kommet med i projektet ’Veteraner i Beredskabet’, har det ændret sig.

– Der er kommet ro på mit PTSD, efter jeg er kommet ind i beredskabet, siger Jakob Wiedemann.

Læs også: Krigsveteraner udskifter gevær med vandslange

Fra gevær til vandsprøjte

Gennem projektet ’Veteraner i Beredskabet’ er Jakob Wiedemann blevet undervist i brand- og redningsaktioner. Han siger selv, at mødet med den ny verden i beredskabet har forandret hans liv.

– Det, man savner som gammel soldat, er disciplin og kammeratskab. Det har jeg fået i beredskabet. Jeg plejer at sige, at jeg har udskiftet mit gevær med en brandsprøjte, siger Jakob Wiedemann.

I dag er han selv med til at uddanne andre krigsveteraner på Roskilde Brandstation. Som medinstruktør deler han ud af sine egne erfaringer fra undervisningen.

Så døde mennesker

Jakob Wiedemann var på det første hold i Jugoslavien i 1992. Krigen har givet ar på sjælen, som kun få kan forstå.

– Du er hele tiden i en kampzone. I Jugoslavien så vi døde mennesker, og folk blev skudt. Vi var dem, der skulle rydde op, forklarer han.

En ting var synet af de døde mennesker i Jugoslavien, noget andet var, at Jakob Wiedemann ikke kunne stille noget op imod de forfærdelige skæbner, han oplevede.

– Jeg fik en skyldfølelse, fordi jeg ikke kunne hjælpe de døde mennesker, som jeg så i Jugoslavien, siger han.

Syg i potten

Selvom det er mange år siden, at Jakob Wiedemann forlod Jugoslavien. Så er det kun to år siden, at han fik diagnosen Post-traumatisk stress syndrom (PTSD).

– Det har hjulpet mig, at jeg har fået diagnosen PTSD. Det kan man forholde sig til. Vi griner lidt af det og siger, at vi har fået et papir på, at vi er syge i potten, siger Jakob Wiedemann.

Jakob Wiedemann taler ofte med den anden medinstruktør på projektet Brian Holzendorff. Brian Holzendorff lider også af PTSD, og de to krigsveteraner hjælper hinanden.

– Vi lægger ører til hinandens tanker og taler om, hvordan han har det, og hvordan jeg har det. Vi giver hinanden et kram, vi hjælper hinanden, siger Brian Holzendorff.

Brian Holzendorff og Jakob Wiedemann var begge på det første hold i Jugoslavien. Mere end ti år efter, de har været udsendt, møder de hinanden igen. Det bliver starten på et nyt venskab, der nu udfolder sig på Roskilde Brandstation.

Det har lagt en dæmper på Jakob Wiedemanns PTSD, at han er kommer ind beredskabet. Foto: Jeppe Karlsson

En gang soldat, altid soldat

Viceberedskabsinspektør hos Østsjællands Beredskab og leder af ’Veteraner i Beredskabet’, Andreas Mejer Jensen, har oplevet Jakob Wiedemanns forvandling på nærmeste hold. En forvandling fra at være helt ‘grøn’ inden for beredskabet som kursist, til idag hvor han selv er underviser .

– Jeg ser et menneske, der er trådt i karakter som instruktør, og som tager ansvar for de kursister, han er med til at undervise, siger Andreas Mejer Jensen.

I dag er ti krigsveteraner i gang med grunduddannelsen i Roskilde. Nogle har været på Balkan, mens andre har været i Afghanistan eller Irak. Jakob Wiedemann er et aktiv for deltagerne.

– Jeg oplever et menneske, der virkelig giver den gas og har en proaktiv tilgang til arbejdet. Han er altid ekstremt velforberedt, siger Andreas Mejer Jensen.

Diagnosen PTSD spiller i dag en mindre rolle i Jakob Wiedemanns liv. Nu kan han sidde afslappet på en restaurant. Han skal ikke længere kende alle nødudgange og vide, hvem der kommer ind på restauranten.

Selvom han nu er kommet ind i beredskabet, siger han stadig – en gang soldat, altid soldat.

Læs også: Flere vil være frivillig brandmand