Hvis produktionen af cannabis bliver lovlig, vil det kunne skabe job. Derfor bør det blive undersøgt nærmere, hvilke muligheder der er for cannabis-produktion i Danmark. Det mener Thomas Hovgaard, PR-seniorrådgiver i landbrugets interesseorganisation Landbrug & Fødevarer.
– Vi går ind for, at det her skal undersøges. Vi ser et stort potentiale, og vi synes, det er en skam, hvis vi ikke kaster forskningsmidler ind i det. Tænk, hvis der rent faktisk ligger nogle forretningsmuligheder, som vi lige nu går glip af, siger han.
Ifølge Thomas Hovgaard er det især i leddene udenom produktionen, at man vil kunne opleve, at flere jobs vil blive tilgængelige, hvilket man også ser i dag i den almindelige landbrugsproduktion.
– Vi ser et stort potentiale og synes, at det er en skam, hvis vi ikke kaster forskningsmidler ind i det – tænk, hvis der rent faktisk ligger nogle forretningsmuligheder, som vi lige nu går glip af.
– Thomas Hovgaard, PR Seniorrådgiver i Landbrug & Fødevarer
– Når der for eksempel produceres et kilo svinekød eller en liter mælk, er det ikke kun i produktionen, at det skaber arbejdspladser. Produkterne skal jo også transporteres og sælges, og ude på bondegården skal der også repareres og bygges forskellige ting. Så der er masser af mulighed for at generere nogle arbejdspladser, siger han.
Hvor mange job, der reelt kan komme ud af en mulig produktion af de grønne planter, vil Thomas Hovgaard dog ikke gætte på.
Thomas Hovgaard påpeger også, at der ud over flere arbejdspladser kan være en økonomisk gevinst, hvis cannabis til medicinsk brug bliver legaliseret i Danmark.
Læs også: “Tåbeligt, at patienter risikerer bøde for at dyrke cannabis”
– Vi har det mest intensivt dyrkede land i verden. Der vil jo ikke pludselig komme mere dyrkningsjord, hvis cannabis-produktion legaliseres, men hvis det viser sig, at der er flere penge i at dyrke cannabis end i at dyrke eksempelvis hvede, så bliver det jo hurtigt en bedre forretning, siger han.
Alternativet er positivt stemte
Hos Alternativet er man positivt stemt overfor en legalisering af medicinsk cannabis. Tirsdag i denne uge offentliggjorde partiet på sin Facebook-side, at man vil fremsætte et beslutningsforslag i Folketinget om en legalisering af stoffet til medicinsk brug.
– Man kan sagtens forestille sig, at det vil skabe nogle arbejdspladser i det danske landbrug. Det vil vi slet ikke afvise – og det håber vi selvfølgelig på, at det vil.
Josephine Fock, arbejdsmarkeds- og beskæftigelsesordfører for Alternativet
Partiet har indtil nu primært lagt fokus på det sundhedsmæssige aspekt af sagen, hvor syge eksempelvis kan få smertelindring ved at bruge cannabis, og Josephine Fock, arbejdsmarkeds- og beskæftigelsesordfører, ser også potentiale i, at en legalisering vil kunne skabe flere job.
Læs også: Kvinde med posttraumatisk stress: Kun hash virker
– Man kan sagtens forestille sig, at det vil skabe nogle arbejdspladser i det danske landbrug. Det vil vi slet ikke afvise, og det håber vi selvfølgelig på, at det vil, siger hun.
Beslutningsforslaget er planlagt til at blive taget op i Folketinget den 19. november i år.
Venstre: Nej til beslutningsforslaget
Hos Venstre er man dog mere forbeholden overfor en legalisering af medicinsk cannabis, idet man stadig mangler beviser på den egentlige effekt, mener sundhedsordfører Jane Heitmann.
– Vi støtter op om og er meget positive overfor medicinsk cannabis, men kun så længe, det har en reelt dokumenteret sundhedsmæssig effekt. Derfor støtter vi ikke op om Alternativets beslutningsforslag, siger hun.
Hos Landbrug & Fødevarer er Thomas Hovgaard dog stadig af den holdning, at man fra politisk hold bør nedsætte en kommission, der kan undersøge muligheden for en legalisering.
– Det er åndssvagt, at vi har et potentiale for noget her, men at vi, fordi vi har nogle regler og love, som er forældede, bliver forhindrede i at kunne gøre noget ved det, siger Thomas Hovgaard.