Heste coacher din chef

Mindfulness, kurser i velvære og personudvikling, familie- og børnecoaching. Mulighederne er mange og flere virksomheder gør i dag brug af de alternative metoder i jagten på at blive bedre.

På kursuscentret, Hesteriet Kumlegaard i Roskilde, har virksomheder og enkelt personer mulighed for at komme på besøg og få et noget alternativt lederkursus – vel at mærke af heste. Kursusdeltagerne får til opgave at prøve på egen krop, hvordan det er at styre en flok heste. Og det er ikke noget tilfælde, at det lige er heste som skal agere coaches.

”Heste motiveres af tryghed, trygge rammer, tillid og naturlig autoritet. Hvis du er målrettet og hvis du udstråler autoritet, så tænker de, her er en der vil tage ansvaret for mig. Det respekterer jeg. Jeg søger hen til vedkommende,” siger Anne Kühnell mentor og coach på Hesteriet Kumlegaard.

En følelsesmæssig oplevelse

I vores moderne samfund er der enormt meget fokus på, at vi skal være kloge og intelligente, men vi glemmer vores ”sociale kompetencer”. Det er blandt andet her at heste kan være brugbare som coaches, mener Anne Kühnell.

”Hestens sociale kompetencer er, på grund af dens overlevelsesinstinkt, ekstremt store. Så når vi er sammen med heste, bliver vi tvunget ned i vores egne følelser. Og der længes vi efter at være,” fortæller Anne Kühnell og fortsætter.

”Voksne og direktører, de står og græder fordi man bliver så følelsesmæssigt berørt,”

Mangeårig erfaring

Kurserne har Anne Kühnel, i samarbejde med et tilsvarende kursuscenter i Tyskland, udviklet på i snart 14 år. Listen over de virksomheder, som har gjort brug af det alternative lederkursus, er lang og indeholder navne på prominente internationale virksomheder som Nokia, Microsoft, Ikea, Mckinsey og McDonalds.

En af dem som for nyligt besøgte hestene på Kumlegaard er Peter Jul Jacobsen. Han var sammen med 40 andre medlemmer af Team Solrød, en klub for erhvervsvirksomheder, organisationer og enkeltpersoner i Solrød Kommune, ude og blive hestecoachet.

”Det var min opfattelse, at folk syntes, at det var en spændende øjenåbner,” fortæller Peter Jul Jacobsen.

”Der var nogen der fik lov at gå ind i folden og styrer de her heste. Det lykkedes for nogen, og andre havde mindre succes. Nogle af dem det lykkedes for, de havde jo lidt kendskab til det at have med heste af gøre, og det kunne jo godt have noget med det at gøre. Så ved man jo hvordan man går ind til en hest,” fortæller Peter Jul Jacobsen.

Arrangementet varede i 4 timer og kostede Team Solrød i omegnene af 13.000 kr.

Læs også:

Hesten som coach for Team Solrød

Hesteriet Kumlegaard