Svage svejsninger skyld i brud
»Jeg tager fat i entreprenøren i slutningen af denne uge og får ham til at reparere svejsningerne. De skulle gerne være i orden om 14 dage,« siger driftsingeniør hos Metroselskabet Eigil Nørgaard. »Det har vist sig, at svejsningerne, som de er nu, er for svage til den trafik, der er på Christianshavns Torv. Varekørsel med varebiler og tunge palleløftere er mere, end de kan holde til, så de springer op,« siger han videre.
LÆS OGSÅ: Metroen udsætter igen fodgængere for fare
Voldsom trafik ødelægger vinduerne
Grunden til at metrostationen på Christianshavns Torv er den eneste station udstyret med flade ovenlysvinduer, og ikke, som på de andre stationer, med glaspyramider, grunder i et ønske fra Christianshavns Lokaludvalg om ikke at inddrage et stort areal af torvet til vinduerne. I stedet har man kæmpet med spejlglatte ovenlysvinduer, der af sikkerhedshensyn er blevet afspærret af Københavns Kommune de seneste vintre.
Langvarig midlertidig løsning
Løsningen, med at svejse metalplader med skridmønstre på ovenlysvinduerne, forventer Eigil Nørgaard, kan holde i 2-3 år. Til den tid regner han med, at der er fundet en ny, permanent løsning. »I bedste fald bliver det i 2013,« siger han, men understreger samtidigt, at »ting kan tage tid, når der er flere aktører, der skal enes om udformning og budgettering af et projekt som dette,« og henviser til, at en løsning skal findes af Københavns Kommune og Metroselskabet i fællesskab.