Ørkengrader i metroen kan give hedeslag

Det kan blive op til 30-40 grader i den københavnske metro om sommeren. Foto: Metro Service
Det kan blive op til 40 grader i den københavnske metro om sommeren.
Foto: Metro Service

Hver dag i løbet af sommeren triller den københavnske metro ind på Amager Strand. Bag ruderne på de førerløse togvogne står solbrune danskere klar til en solrig sommerdag på stranden.

Men det er ikke kun københavnernes forventninger, der er skruet i vejret. Det er temperaturerne i metroen også. På de varmeste sommerdage, kan det blive 30-40 grader i de tætpakkede metrovogne, når de kører udendørs.

– Ved så høje varmegrader kan man risikere hedeslag, og specielt ældre eller små børn er udsatte. Man kan få varmechok, og hvis man ikke når at få behandling i rette tid, kan man besvime og i allerværste tilfælde dø af hedeslag, vurderer professor og forsker i indeklima på Aarhus Universitet Torben Sisgaard.

Farligt for passagererne

I metrotogene er der installeret et ventilationsanlæg, som skal blæse frisk luft ind og sørge for cirkulation. Men ventilationen kan ikke gøre temperaturen koldere, end den er udenfor.

Hvis det på en meget varm sommerdag skulle ske, at et tog holder stille i længere tid på strækningen over jorden, vil det som altid blive overvåget af kontrolrummet og kan derfor hurtigt evakueres, hvis varmen bliver til gene for passagererne.
Christopher Cox, driftschef i Metroselskabet.

Professor Torben Sisgaard undrer sig over, at der ikke er installeret aircondition eller klimaanlæg i metroerne. Høje varmegrader kan nemlig være farligt for passagererne, siger han.

– At blive udsat for så høje temperaturer kan være farligt for folk med eksempelvis hjertekarsygdomme eller lungesygdommen KOL. Lungerne på KOL-patienter har sværere ved at fungere end på andre, og de belastes ved høj varme, forklarer Torben Sisgaard.

Varmen overvåges

Metroselskabet vurderer ikke, at der er en sundhedsrisiko forbundet med at køre med metroen, da det kun er halvdelen af stationerne, der er placeret i den bagende sol.

– Metrotogenes varme- og ventilationsanlæg sørger hele tiden for at skabe luftcirkulation – både på den korte strækning på højbanen og nede i tunnelerne. Desuden bliver luften løbende skiftet ud, når dørene åbner mellem stationerne med ca. 60-90 sekunders mellemrum. På den eksisterende metro er mere end halvdelen af strækningen i øvrigt placeret under jorden, hvor temperaturen sjældent kommer meget over 12 grader, oplyser driftschef i Metroselskabet Christopher Cox.

– Hvis det på en meget varm sommerdag skulle ske, at et tog holder stille i længere tid på strækningen over jorden, vil det som altid blive overvåget af kontrolrummet og kan derfor hurtigt evakueres, hvis varmen bliver til gene for passagererne. I metroens mere end 10-årige historie har vi dog ikke oplevet så høje temperaturer i Danmark, at det har været forbundet med risiko at køre med metroen, siger han.