Mikkala satte karrieren på spil: Opfandt ny træningsform

Mikkala Marilyn Kissi dyrker Living Yolates i en af sine workshops.
Foto: livingyolatesacademy

Mikkala Marilyn Kissi lagde for 12 år siden sit liv om og flyttede fra sin hverdag i England som professionel danser til Danmark. Her etablerede hun sin egen træningsform, Living Yolates.

– Det hele startede, da jeg kom tilbage til Danmark og en dag blev spurgt, om jeg ville undervise et hold i min træningsform, Living Yolates. På det hold mærkede jeg, hvor meget jeg kunne give andre ved træningen, og det gav mig lyst til at fortsætte undervisningen, siger Mikkala Marilyn Kissi.

Living Yolates er for mig et pusterum, hvor jeg kan få lov til at smide alle de facader, der bliver bygget op i løbet af dagen og få fjernet det pres fra skuldrene som man kan opleve i hverdagen, siger Anna Reinholdt.
Anna Reinholdt, 22 år.

Med Living Yolates så Mikkala Marilyn Kissi et hul i markedet og udviklede træningformen, som kombinerer flere forskellige træningsformer: yoga, pilates, dans og meditation.

– Jeg kunne mærke, at hvis jeg dansede, så manglede jeg ro og grounding, som man finder i yoga. Omvendt hvis jeg kun lavede yoga, så manglede jeg vildskaben, som man finder i dansen. Og hvis jeg kun lavede pilates, så var det heller ikke nok, siger Mikkala Marilyn Kissi.

Stigende interesse blandt kvinder

Mikkala Marilyn Kissi har siden hun oprettede Living Yolates oplevet en stigende interesse blandt kvinder, der gerne vil deltage i hendes workshops og hold og som også gerne vil tage en uddannelse hos hende og altså selv blive i stand til at undervise i teknikken på egne hold.

– Jeg oplever, at flere kvinder er interesserede i Living Yolates-workshops, mine hold og min uddannelse. Jeg oplever, at mine workshops bliver hurtigt udsolgt, og mange kvinder har gennem årene tilmeldt sig min uddannelse, hvilket har gjort, at jeg i dag har uddannet 160 mennesker, siger Mikkala Marilyn Kissi.

Anna Reinholdt på 22 år er en af de kvinder, som er blevet fanget af træningsformen. Hun er i gang med selv at uddanne sig til Living Yolates-instruktør.

– Living Yolates er for mig et pusterum, hvor jeg kan få lov til at smide alle de facader, der bliver bygget op i løbet af dagen og få fjernet det pres fra skuldrene, som man kan opleve i hverdagen, siger Anna Reinholdt.

Læs også: Mødre er vilde med træning i naturen

Det handler om at præstere

Psykolog på Center for Mindfullness, Århus Universitet, Heidi Berg Nielsen bekræfter vigtigheden i at lære at stresse af og abstrahere fra hverdagens stress og jag.

– Vi lever i et samfund, hvor der er mange forventninger og meget pres hele tiden, og der er mange ting, vi skal nå. Både presset og alle de stimuli, vi til dagligt udsættes for på blandt andet computeren og telefonen, er med til at overstimulere os og gøre os stressede. At det i dag er muligt at følge med i, hvad der sker over det hele på alle tidspunkter af døgnet er især med til at overstimulere os. Derfor er det vigtigt, at vi giver os selv plads til at falde til ro igen, siger Heidi Berg Nielsen.

Sådan gjorde vi: Idéen til artiklen kom fra et Instagramopslag, hvor Mikkala Marilyn Kissi skrev om sine workshops.