Mulighed for at ønske arbejdstider er godt for privatlivet

”Prioriteret arbejdstid” er et koncept, hvor ansatte kan få mere indflydelse på, hvornår de vil arbejde. Det kan skabe ro på hjemmefronten og gøre det nemmere at få hverdagen til at hænge sammen. Det viser ny forskning fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA). Undersøgelsen er lavet sammen med forskere fra Roskilde Universitet.
 

På 28 arbejdspladser har forskerne fået stedet til at indføre et elektronisk system, hvor de ansatte kan indgive ønsker om arbejdstider.
Ud af de i alt 600 deltagende ansatte, primært indenfor psykiatrien og hospitalssektoren, har over 46 procent svaret, at det havde en positiv effekt på deres privatliv at have mere kontrol over deres arbejdstider.

Øget fleksibilitet
I følge Anne Helene Garde, seniorforsker hos Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø og ansvarlig for forskningsprojektet, giver et computersystem til at indtaste ønskede arbejdstider flere muligheder for at komme med konkrete ønsker, og det gør processen mere fleksibel.

»En arbejdsplads fortalte, at de oplevede, at helligdagene var nemmere at afsætte. De mente, det kunne være fordi, systemet gav overskuelighed over, hvad lønnen var for de forskellige vagter,« siger Anne Helene Garde.

Hun fortæller også, at det ud fra undersøgelsen virker som om, at problematikken med at alle vil have de samme vagter, ser ud til at være blevet mindre, efter man har indført systemerne.

Positivt for samarbejdet
Undersøgelsen viser også, at 15 procent af de ansatte mente, det havde en positiv effekt på samarbejdet mellem dem og deres kolleger.

Der var dog også enkelte bekymringer forbundet med implementeringen af systemerne. Blandt de ansatte, der var mere skeptiske overfor systemerne, lød kritikken på, at evt. opløsning af faste vagtskift kan gøre overlevering af information sværere, og at de forskudte mødetider kan gøre det sværere at opretholde det sociale sammenhold.