Med albuerne godt plantet i bordet og med hagen hvilende i håndfladerne sidder fire unge fra 1. S på Roskilde Handelsskole godt, mens de betragter en ’NekNomination’ på Youtube. På videoen indtager en yngre mand en ølbon, mens han på skateboard kører dødskørsel ned ad en bakke mod trafikken.
– Det er bare dømt til at gå galt. Shit. Tænk, hvis han nu glider, lyder det fra gruppens eneste pige, Sofia Østergaard på 16 år.
Se også: Video hvor en yngre mand kører på skateboard mod trafikken
Forinden udfordringen er den yngre mand fra Youtube-filmen blevet udfordret af sine venner på de sociale medier til at udføre et vanvittigt stund kombineret med indtagelse af alkohol.
Hvad er ’NekNomination’
Reglerne er simple: drik en genstand og gør noget vanvittigt, imens det filmes. Læg derefter filmen på de sociale medier og nominer dine venner til at gøre noget vildere inden for 24 timer.
Unge mennesker presser hinanden ud i ekstremerne i det nye drukspil ’NekNomination’, og opmærksomheden for den nye drukleg har spredt sig til det meste af verden.
Dødsdrukken, som nogen kalder spillet, startede i Australien og florerer nu også på danske Facebookprofiler. Indtil videre har det kostet fem dødsofre – to i Irland og tre i England.
Eksperter frygter dog ikke for faren ved gamet i Danmark.
Faktaboks for ’NekNomination’:
’NekNomination’ startede i Australien i januar 2014
Fem unge fyre er allerede døde af ”legen”
Drukspillet deles på Facebook og Youtube
Der findes protestgrupper mod ’NekNomination’
Facebook blander sig ikke i dødsdrukken
Konkurrencen spiller en afgørende rolle
’NekNomination’ bliver eksponeret gennem de sociale medier og har fået stor succes på blandt andet Facebook, hvilket ifølge Sven Mørch, lektor på Institut for Psykologi ved Københavns Universitet med speciale i ungdomsforskning, giver god mening, da medierne giver folk mulighed for at blive set og skille sig ud i en tid, hvor konkurrencen er hård.
– Der er mange unge, som har svært ved at klare denne her verden. Kravene vokser hele tiden. Samtidig udskiller vores uddannelsessystem hele tiden flere og flere unge, fordi de sætter konkurrencen op. Der bliver derved etableret tabere i vores uddannelsessystem. Hvis du er taber i uddannelsessystemet, så må du blive vinder et andet sted, forklarer Sven Mørch.
For mange unge handler livet om at finde sin plads, hvor man kan komme ind og være med. Mange sociale medier åbner op for nye ungdomsaktiviteter, hvor dem, der måske klarer sig dårligt i uddannelsessystemet, kan vinde indpas.
– Man har mange ungdomsaktiviteter, der bliver etableret ud fra tanken om, ’hvor kan jeg så vinde henne’, og særligt på de sociale medier kan man træde frem og være med. Unge i dag er under et kolossalt pres, og dem, som ikke kan klare sig, de finder andre felter af muligheder for at være med, og ’NekNomination’ er et godt eksempel på, hvor man kan være med, fortsætter Sven Mørch.
Det handler om at blive set
’NekNomination’ er et fænomen, der er set før, men aldrig på de sociale medier. Ifølge Sébastien Tutenges, forsker ved Center for Rusmiddelforskning, hjælper Facebook fænomenet i at sprede sig. Han mener, at unge tager tendensen til sig, fordi de godt kan lide at blive set.
– De unge bruger ’NekNomitation for at imponere og for at få en god historie, som de kan optage på film og vise til sine kammerater. Når unge drikker, så ønsker de bagefter at kunne fortælle en god historie, og dette er ’NekNomination’ et glimrende eksempel på, fortæller Sébastien Tutenges.
Læs også: De lovede billige fadøl i København udebliver
Unge er risikovillige
Ifølge Henrik Rindom, psykiater og overlæge samt førende ekspert indenfor unge og misbrug, er det svært at spå om fremtiden, han mener dog ikke, at vi bør være nervøse for, at fænomenet vil føre til handlinger, som vil overraske i Danmark, da vi i forvejen kender til danske unge, som eksperimenterer med tossede udfordringer.
– Vi har jo set unge mennesker, der har prøvet at hoppe på et S-tog og så stå udenpå toget, når det begynder at køre, vi har set unge springe rundt på tage og set unge prøve at skaffe sig adgang de mærkeligste steder for at lave graffiti, som jo heller ikke er ufarlige handlinger. Så man kan sige, at unge er risikovillige og føler sig udødelige, og det har de altid gjort, fortæller Henrik Rindom.
Overrasende meget omtale
At fænomenet ’NekNomination’ har fået så stor medieomtale, det overrasker Jakob Demant, lektor på Sociologisk Institut ved Københavns Universitet, da tendensen er set før.
– Nu har det blot fået et navn, og så har der været de her dramatiske hændelser, og derfor har det fået opmærksomhed. Men det er ikke et nyt fænomen. Det her med at lave ekstreme drikkeudfordringer det har været en del af danske unges drikkekultur i lang tid, der handler om, at man skal overgå hinanden og drikke om kap, fortæller Jakob Demant.
Jakob Demant ser kun små ændringer ved denne type drukspil sammenlignet med tidligere.
– Det nye ved tendensen er formen i kraft af, at det er kørt ind i de sociale medier. Det er et allerede eksisterende fænomen, som har fået denne her ”game” karakter, men mere nyt er det heller ikke i det, siger han.
Tilbage i kantinen på Roskilde Handelsskole er stemningen blevet mere løssluppen, og eleverne lægger da heller ikke fingrer imellem, hvad de selv har oplevet.
– De havde blandet makrel i tomat, gin, Kaptajn Morgan, flødeskum, fiskesovs og faxekondi sammen til en cocktail. Glasset var 33cl. eller sådan, og drinken var meget klumpet. Jeg følte mig presset til at drikke det, og havde de andre ikke gjort det, så var jeg også sprunget fra, fortæller Simon Bechmann fra 1. S på Roskilde Handelsskole, mens hans medstuderende interesseret lytter til hans fortælling.
Simon er ikke den eneste i gruppen, der har oplevet at gøre mærkelige ting, når han drikker. Det er noget alle fire unge kan nikke genkendende til. Dog havde ingen af dem prøvet ’NekNomination’, men de har alle lyst til at tage udfordringen op, hvis man selv må sætte grænsen for, hvornår nok er nok.