Når spillerne tager magten

Flere danske virksomheder – som danske Logic Artists på billedet her – har haft succes med at finansiere udvikling af computerspil ved at hente penge direkte hos forbrugerne.
Flere danske virksomheder – som danske Logic Artists på billedet her – har haft succes med at finansiere udvikling af computerspil ved at hente penge direkte hos forbrugerne.

Spiludviklerfirmaet Logic Artists holder til på Nørrebro på et næsten bælgmørkt kontor, hvor frugtskåle, computere og kaffekopper står side om side med actionfigurer, colaflasker og Lego-mænd.

Crowdfunding

En måde at skaffe penge til at udvikle et produkt, hvor man beder et stort antal mennesker støtte med relativt små beløb.

Typisk belønnes bidragsyderne, f.eks. med en udgave af det færdige spil. Ved større donationer gives ofte større belønninger.

Metoden bruges primært til til musik, bøger, film, teknologi og spil, men er også blevet brugt til bl.a. forskning.

Men selvom det handler om underholdning, er udviklingen af computerspil ikke altid sjov og ballade – specielt for en lille udvikler som Logic Artists, som sælger deres spil uden amerikanske gigantudgiveres økonomiske rygdækning. Til det har det fået hjælpe af metoden crowdfunding.

Læs også: Ekspert: Derfor er Instagram 5,6 milliader værd

– Penge er altid det store problem. En investor skyder måske penge i et projekt, så du kan klare dig i seks måneder. Men så bruger du halvdelen af de seks måneder på at spekulere over, hvor den næste pose penge skal komme fra, fortæller Jonas Wæver, som sammen med tyrkiske Ali Emek og spanske Juan Ortegas grundlagde Logic Artists, der med succes har fået fansene til at betale for udviklingen af deres nyeste spil.

På Logic Artists arbejder en 3D-animator på højtryk.
På Logic Artists arbejder en 3D-animator på højtryk.

Mange medier har fortalt, hvordan det uhyre simple mobilspil Flappy Bird har indbragt omkring 270.000 kroner dagligt, mens det kontroversielle kæmpespil Grand Theft Auto V tre dage efter udgivelsen i september havde tjent 5,5 mia. kr.

Penge er altid det store problem
Jonas Wæver, kreativ direktør i Logic Artists

Det er dog langt de færreste, som formår at finde guldægget, og for de fleste er spiludvikling en kamp mod tiden, teknikken og først og fremmest finansieringen. Derfor forsøger mange udviklere at få potentielle fans til at skyde penge i projekterne, mens de endnu ikke er færdige. Metoden kaldes crowdfunding og bruges også til at finansiere bl.a. bøger, film og musik. Men selvom crowdfunding kan give succes, har metoden også sine bagsider.

Læs også: iPads styrker koncentrationen i klasseværelset

Svært at finde penge

Iværksætteren Michael Eis hører til blandt de varmeste fortalere for crowdfunding. Han lever blandt andet af at holde foredrag og workshops om fænomenet og grundlagde i 2011 den danske crowdfundingtjeneste Booomerang.dk.

– De traditionelle finansieringskilder er ikke så risikovillige for tiden, så der er opstået en kreditklemme – også blandt spiludviklere – og det er crowdfunding en reaktion på, hævder Michael Eis.

I computerspillenes verden er det primært den amerikanske side Kickstarter.com, som har vundet indpas. Danske Logic Artists havde i 2012 succes med at samle penge ind via Kickstarter, da pengene fra traditionelle investorer ikke var nok til at udvikle spillet Expeditions: Conquistador færdigt.

Over 4.000 spil leder i skrivende stund efter penge på Kickstarter.com
Over 4.000 spil leder i skrivende stund efter penge på Kickstarter.com

Danske spil på Kickstarter: Så meget indsamlede de

  • Jagged Alliance, udviklet af Full Control, 2.010.000 kr
  • A Hat in Time, udviklet af Gears for Breakfast, 1.617.000 kr.
  • Expeditions: Conquistador, udviklet af Logic Artists – 425.000 kr.
  • Forced, udviklet af BetaDwarf – 357.000 kr.

– Kickstarter gjorde det muligt for os at nå ud til de mennesker i verden, som elskede vores projekt så meget, at de ville betale enormt mange penge for at gøre spillet til virkelighed. Det var en forbandet lettelse, da indsamlingen lykkedes, siger firmaets kreative direktør, Jonas Wæver.

Det er brugerinvolvering og følelsesøkonomi i yderste potens
Iværksætter Michael Eis fra Booomerang.dk

– Men det betød så også, at nu skulle vi altså levere noget til de her brugere, indskyder producer Ali Emek fra Logic Artists.

Engagerede brugere

Traditionelt er det forlag, der udgiver forfatteres værker, mens store spiludgivere udgiver spiludviklernes værker. Men den model bliver ændret radikalt, når det er almindelige forbrugere, der står for finansieringen.

Læs også: Find dit næste job på Twitter

– Det er brugerinvolvering og følelsesøkonomi i yderste potens. Man laver sit kulturprodukt med kunderne, som føler sig som en slags medindehavere af projektet, mener iværksætteren Michael Eis fra Booomerang.dk.

Pludselig sad der nogle få, vrede mennesker og troede nærmest, at vi nu ville tage deres penge og skride til Bahamas.
Jonas Wæver, kreativ direktør i Logic Artists

– Crowdfunding er meget effektivt til at få fans ind i processen tidligere og give dem medindflydelse på udformningen af spillene, forklarer Thomas Vigild, som skriver om spil for Weekendavisen, underviser på Vallekilde Højskoldes spillinje og er eksternt redaktionsmedlem i spilordningen under Det Danske Filminstitut.

Den omfattende brugerinvolvering skaber dedikerede og engagerede fans, men det kan også have sine bagsider. Det erfarede de blandt andet hos Logic Artists:

– Vores spil blev forsinket to måneder, og pludselig sad der nogle få, vrede mennesker og troede nærmest, at vi nu ville tage deres penge og skride til Bahamas. Du ender let med at skylde brugerne på Kickstarter en masse, og de kan også blive vrede, hvis du pludselig ændrer på noget i spillet, forklarer Jonas Wæver fra Logic Artists.

Pas på belønningerne

En af funktionerne på Kickstarter er, at man kan give brugerne forskellige former for belønninger, alt efter hvor mange penge de giver. Netop disse belønninger kan dog også udgøre en udfordring.

Kickstarter er både en forbandelse og en velsignelse
Thomas Vigild, spilskribent og foredragsholder

– Kickstarter er både en forbandelse og en velsignelse for rigtig mange udviklere. Hvis du ikke håndterer det rigtigt og kommer til at love for meget, kan du drukne i overarbejde, fortæller Thomas Vigild.

Læs også: En gang online, altid online

Netop dette oplevede spiludviklerfirmaet BetaDwarf, da de skulle samle penge ind til deres spil Forced:

– Vi lovede brugere, der gav over et vist beløb, at de kunne få en bog med illustrationer fra spillet. Men bogen endte med at koste mange penge, og den tog næsten to måneder at lave, fortæller administrerende direktør Steffen Kabbelgaard, som dog stadig er meget tilfreds med firmaets indsamling på Kickstarter.

Trods udfordringerne er Jonas Wæver fra Logic Artists dog også glad for crowdfunding:

– Indsamlingen på Kickstarter var med til at vise vores almindelige investor, at der faktisk var et marked for vores spil, og det fik ham til at investere flere penge i spillet, så vi kunne udvikle det helt færdigt, forklarer Jonas Wæver.

Hos Logic Artists fortsætter arbejdet med firmaets næste spil, mens bevæbnede, hemmelige agenter kaster sig tværs over skærmene på det lille, mørke kontor på Nørrebro. Spillet hedder Clandestine, udkommer efter planen sidst i 2014 og lader ifølge udviklere til at kunne klare sig uden hjælp fra Kickstarter.