Nationalt projekt skal reducere børns indtag af søde sager i Ringsted

– Vi ønsker, at forældre er mere opmærksomme på blandt andet nogle lidt sundere hyggevaner, siger Ringsted Kommunes borgmester Henrik Hvidesten (V). Foto: Amalie Saldern Mikkelsen.

Mælkesnitter i madpakken og kakaomælk frem for skolemælk. Danske børn indtager op til fire gange så mange søde sager, end Fødevarestyrelsen anbefaler i De Officielle Kostråd.

Men nu vil Ringsted Kommune sætte ind mod børns sukkerindtag.

Kommunen har, med forbehold for Byrådets godkendelse, opnået tilsagn om puljemidler fra Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri til gennemførelse af projektet Er du for sød? Det fremgår af et referat fra Økonomiudvalget på Ringsted Kommunes hjemmeside.

Formålet med projektet er at få danske familier med børn i 0.-3. klasse til at reducere deres indtag af søde sager og søde drikke.

Fakta: De officielle kostråd for personer i alderen 2-65 år:

  • Spis planterigt, varieret og ikke for meget
  • Spis flere grøntsager og frugter
  • Spis mindre kød – vælg bælgfrugter og fisk
  • Spis mad med fuldkorn
  • Vælg planteolier og magre mejeriprodukter
  • Spis mindre af det søde, salte og fede
  • Sluk tørsten i vand

Kilde: Fødevarestyrelsen

Projektet startede som et pilotprojekt i Hvidovre Kommune, der har resulteret i, at børnene i kommunen gennemsnitligt spiste 13% mindre søde sager og drikke ugentligt efter projektet, fremgår det af Fødevarestyrelsens hjemmeside.

Derfor glæder det nu også Ringsted Kommunes borgmester og formand for Økonomiudvalget Henrik Hvidesten (V), at Ringsted Kommune har modtaget bevilling fra Fødevarestyrelsen til projektet.

– Overvægt er ikke nødvendigvis et større problem hos os, end det er andre steder, men jeg synes, at det er spændende resultater, som de har opnået i Hvidovre Kommune, og derfor synes jeg, at det kunne give god mening, hvis vi i Ringsted Kommune også var med til både at udbrede den indsats, men også se på, hvordan vi kan gøre den bedre. Det er jo stadig kun en ordning, som man er ved at forfine, siger Henrik Hvidesten.

Læs også: Salt får comeback som kostråd

Sundere hyggevaner

Ifølge referatet skal projektet understøtte den lokale forebyggelse af overvægt blandt børn og unge. Dette skal blandt andet ske ved at minimere indtaget af søde sager og drikke blandt indskolingsbørn. Derudover skal projektet bidrage til en handleplan for, hvordan der fremadrettet skal arbejdes med at reducere børns forbrug af sukker.

– Vi ønsker, at forældre er mere opmærksomme på blandt andet nogle lidt sundere hyggevaner, altså hvis man sidder derhjemme med sine børn fredag aften, så kan det være meget hyggeligt med noget slik, men det kan være man skal tænke mere over mængderne. Det kan også være man skal tænke mere over, om børnene skal have mælkesnitte med i madpakken hver dag.

– Nogle af de her vaner, hvor vi forhåbentligt kan give forældrene et mere oplyst grundlag at træffe beslutninger på, siger Henrik Hvidesten.

Ansvaret ligger hos forældrene

I referatet fremgår det, at deltagelsen i projektet vil styrke fokus på nedbringelse af forbruget af søde sager og drikke i projektperioden. Og ansvaret ligger særligt ét sted.

– Det er i høj grad forældrene, der har ansvaret for det, men vi har jo så som kommune et ansvar for også at sikre, at forældrene har et oplyst grundlag at træffe beslutninger på, siger Henrik Hvidesten.

Dette er Irene Slott, forældrerepræsentant i skolebestyrelsen på Valdemarskolen og forældre til to børn i indskolingen, enig i. Hun mener også, at børns indtag af sukker er en forældreopgave.

– Både som forældre og som forældrerepræsentant i skolen, så synes jeg ikke, at det er et problem i skole-embedet. Hvis vi tager hverdags-embedet, er det et andet syn, siger hun.

Hun ser positivt på kommunens mulighed for at blive en del af projektet.

– Jeg synes det er godt, fordi det henvender sig til forældre, mere end det henvender sig til den løftede pegefinger til børnene. Det er jo altid godt at have fokus på, hvad man indtager, og det er godt at spise sundt og varieret, siger hun.

Dette er også vigtigt for Henrik Hvidesten at pointere.

– Det her er ikke et projekt, hvor vi skal være sukkerforskrækkede. Det jo ikke fordi, vi slet ikke må spise sukker, vi skal bare tænke over, hvor meget det er, siger borgmesteren.

Samarbejde med sundhedstjenesten  

Udover at sætte fokus på børns sukkerindtag skal projektet også stille flere værktøjer til rådighed for Sundhedstjenesten og den kommunale tandpleje, som også skal anvendes efter, at projektperioden er afsluttet, fremgår det af referatet.

Bente Haargaard, der er ledende sundhedsplejerske i Ringsted Kommune, fortæller, at usunde vaner er et generelt problem blandt børn.

– Jeg synes egentlig, at man godt ved, at fredag er nok blevet fredagslik, siger hun og uddyber:

– Selve slikket er jo nemt at tage at føle på. Så er der det, som ligger i maden, som kommer med i madpakkerne, eller i den mad, der bliver serveret derhjemme.

Læs også: Det flydende sukker er det værste

Hun nævner blandt andet fignestænger og myslibarer som madvarer, forældre ofte anser som sunde. Men i virkeligheden indeholder de meget mere sukker end man tror. Og det er netop dét projektet skal hjælpe forældre med at blive oplyst op.

– Det er en måde at få gjort familierne opmærksomme på det, så de kan tage et oplyst valg om, hvad de skal give deres børn med.

Kommunens sundhedsplejersker skal formidle projektet til børn og forældre, når de er ude til faste besøg på skolerne.

– Vi er gået i samarbejde med vores tandlæge, som har en tandpædagog, som allerede er ude og lære børnene at børste tænder. Hun har forskellige emner, hun taler med dem om, og så lægger vi alle vores gængse besøg sammen, siger Bente Haargaard.

Sundhedsplejernes og tandlægernes besøg skal herefter evalueres og bidrage til ny viden og nye tilbud, som kan benyttes efter projektets afslutning.

Projektet skal fremføres i perioden fra andet halvår 2023 til første halvår 2027. Projektet er endnu ikke endeligt godkendt af Ringsted Byråd, men forventes at blive afgjort mandag d. 13. november.

Sådan gjorde vi: Idéen til denne artikel stammer fra journalistens research i Ringsted Kommunes dagsordener og referater. Herunder fandt journalisten et referat fra Økonomiudvalget i kommunen fra den 6. november 2023, hvor projektet ”Er du for sød?” var beskrevet under referatets punkt 7. Vi har været i kontakt med alle kilder via telefon.