Nu åbner idrætsklubberne igen: Danseglade piger kan næsten ikke vente

Dansere giver den gas til det årlige afdansningsbal, der måtte aflyses sidste år på grund af corona-restriktionerne. Foto: Jacqueline Godske.

Så er ventetiden ved at være slut for de danseglade elever på Jacquelines Danseskole i Gillelejehallen. Efter næsten fem måneders nedlukning, kan danseskolen fra på onsdag byde eleverne velkommen i dansesalen igen. Indendørsidræt er nemlig med i næste fase af regeringens genåbningsplan, der skydes i gang i næste uge. Det er især fællesskabet på danseskolen, indehaveren og eleverne ser frem til.

– Da jeg hørte, at vi må starte op igen den 21. april, tænkte jeg “yes, mand, så skal vi snart i gang”. Jeg glæder mig allemest til at se børnene og forældrene igen, siger indehaveren af Jacquelines Danseskole, Jacqueline Godske, om den glædelige nyhed hun modtog tidligere på ugen.

Dansetimer har der ikke været mange af det seneste år. Men snart er ventetiden slut for de mange danseglade elever, der hver uge danser på Jacquelines Danseskole.

Som det ser ud nu, må elever under 18 år fra næste uge af komme tilbage på dansegulvet, mens de resterende må vente til 6. maj.

Eleverne kan næsten ikke vente med at komme tilbage og bevæge sig på dansegulvet.

– Der er bare en mega fed energi, når vi står og danser sammen. Det glæder jeg mig rigtig meget til, siger 12-årige Petrea Zehngraff, der har danset på skolen i fem år.

Jacquelines Danseskole

– Danseskolen er ejet af Jacqueline Godske og har eksisteret i 20 år

– Danseskolen ligger i Gillelejehallen og tilbyder hiphop, disco, akrobatik, showdance, moderne, jumpstyle, house, girly, mgp- og pardans

– Danseskolen er medlem af brancheforeningen De Danske Danseskoler og deltager blandt andet ved de nationale danmarksmesterskaber i disco og hiphop. Elever fra skolen har tidligere konkurreret internationalt til europa- og verdensmesterskaberne.

Kilde: Jacqueline Godske

Det helt store i deres liv

Som et lyn, der slog ned, ændrede hverdagen sig for Jacqueline Godske og eleverne på hendes danseskole, da man politisk lukkede landet ned sidste år. Dansen er normalt en stor del af deres hverdag, og nedlukningen har ramt dem hårdt.

Særlig børnene er ramt, og det går ud over deres humør. Det oplever Jacqueline Godske, når hun møder dem i byen.

– Jeg er vikar på en folkeskole, hvor nogle af eleverne fra danseskolen går, og jeg møder også nogle af dem nede i byen. Man kan se, at der er sket noget med deres glæde. De virker triste og opgivende over for det. For mange af dem er dansen jo det helt store i deres liv, siger hun.

Eleverne Petrea og Isolde Zehngraff er begge 12 år og bruger normalt mange timer om ugen på den lokale danseskole. For dem har det været en trist tid uden dans.

– Inden corona skulle vi altid noget. Vi gik til dans elleve timer om ugen. Så nu er det hele bare meget kedeligt, siger Petrea Zehngraff og Isolde Zehngraff erklærer sig enig.

Nedlukningen har også været en svær tid for danselæreren.

–  Jeg synes, det har været så sørgeligt at være lukket ned i så lang tid. Det har bare været negativt det hele, og vi har været kede af det alle sammen, siger Jacqueline Godske.

Læs også: Løbeskoene samler støv under corona

Fællesskabet fylder mest

Efter den lange pause fra dansetimerne glæder eleverne sig også til at komme tilbage. Hos dem er det også savnet til dansevennerne, der fylder mest.

– Det værste ved ikke at kunne komme til dans er, at jeg ikke har kunnet være sammen med de andre. Jeg savner alle mine venner på danseskolen. Det er mærkeligt, at jeg ikke har set dem i så lang tid, siger Isolde Zehngraff, der har danset på danseskolen i fire år.

Derfor skal fællesskabet vægtes højt, når danseskolen åbner op igen.

– Vi skal danse og hygge en masse, så eleverne kan få alt det sociale tilbage igen, siger Jacqueline Godske.

Vilde med dans

Petrea og Isolde Zehngraff træner normalt en bred vifte af dansestilarter. Både hiphop, disco, breakdance, jumpstyle, house, akrobatik og moderne dans er på programmet. Og de vil fortsætte med de mange dansetimer, når det igen bliver muligt. De danser konkurrencer i både disco- og hiphopdans, og har blandt andet vundet Sjællandsmesterskaberne i hiphop.

Petrea og Isolde med deres medaljer om halsen. Foto: Camilla Zehngraff

Læs også: Computerspil får drenge til at flokkes til danseskoler

Sådan gjorde vi: I anledningen af den yderligere genåbning af samfundet i den kommende uge, som indendørsidræt hører med under, valgte journalisten at skrive om en idrætsklub i Gribskov Kommune. Gennem sit netværk fandt journalisten danseskolen, og fik herigennem kontakt til danseeleverne. Elevernes mor har godkendt brug af navn og billede. Alle interviews er afholdt over telefon.